Luk

Bliv frivillig i ’Gå sammen i naturen’

‘Gå sammen i naturen’ er en indsats, der har til formål at inspirere endnu flere til at komme ud i naturen og gå ture i fællesskab med andre. Fysisk aktivitet og bevægelse er med til at forebygge kræft og fremme processen med at komme ovenpå igen efter et kræftforløb. Vi etablerer derfor gå-fællesskaber i samarbejde med frivillige gå-værter. Gåturene er for alle og bliver tilpasset deltagerne på de enkelte gå-hold.

Eller ring på 35 25 75 03

mandag-torsdag kl. 9-16 og fredag kl. 9-15

Hvad skal jeg lave?
Som frivillig gå-vært har du mulighed for at starte dit eget ’Gå sammen i naturen’ gå-fællesskab. Det kræver ingen særlige forudsætninger for at blive gå-vært. Det vigtigste er, at du har lyst til at skabe et fællesskab for alle, at gå ture på regelmæssig basis og at du brænder for at gøre noget godt for dig selv og andre. Som gå-vært får du ansvaret for dit helt eget gå-fællesskab. Du bestemmer selv, hvordan dit hold skal formes, og du bestemmer selv rute, terræn, aktiviteter, længde og tempo.
Det vigtigste i rollen som gå-vært er at tage venligt imod folk og få alle til at føle sig godt tilpas og trygge i fællesskabet. Udover det skal du planlægge gåture, hvor alle føler de kan være med, hvis de har lyst.  

Hvad får jeg ud af det?
Som frivillig kan du gøre en uundværlig indsats for kræftpatienter og pårørende. Du får samtidig bevæget dig i naturen i fællesskab med andre mennesker. Når du starter dit gå-hold op, får du derudover mulighed for at bestille en ’Gå sammen i naturen’-jakke, så alle på dit gå-hold kan se, at du er gå-værten. Du bliver desuden klædt på til at håndtere forskellige situationer, som du kan opleve på din gåtur, bl.a. en introduktion til den svære samtale, hvis deltagere i dit gå-fællesskab selv har kræft eller er pårørende.

Hvor lang tid tager det?
Gåturenes hyppighed og varighed bestemmes af dig, og hver gåtur kan vare alt fra en time til tre timer. Det afhænger helt af, hvad du har tid og overskud til. For at blive gå-vært skal du desuden deltage i en inspirationseftermiddag, der er et 2-3 timers gratis arrangement, der foregår enten online eller fysisk. Du får bl.a. viden om, hvordan du arrangerer den gode gåtur, og hvordan du finder deltagere til dit gå-hold. Du vil også få redskaber til at få gå-holdet til at snakke sammen på kryds og tværs ud fra en række samtale kort.

Læs mere om ’Gå sammen i naturen’.