Det er kommunalvalgsår i 2021, og vi skal bruge valget til at få vores kræftpolitiske temaer på dagsordenen i alle kommuner.
Til Lokalforeningskonferencen lørdag den 30. januar får du gode og praktiske eksempler på lokalpolitik, når det fungerer bedst. Og du får viden om, hvordan du trin for trin går til værks, når du skal få politikerne i tale.
Vi mødes coronasikkert på skærmen i år. Det er anderledes ikke at være samlet, som vi plejer, men det åbner for den mulighed, at alle fra bestyrelsen kan deltage. Derudover styrker det sammenholdet og engagementet, at I kan være sammen om at lægge planer for jeres konkrete budskaber, som I vil bringe frem til kommunalvalget i 2021.
Jesper Rotvig, lokalforeningsformand i Odense og bestyrelsesmedlem, og Henrik Bjørgo, formand for udvalget for det frivillige arbejde, er vores værter, og de vil på vanlig god vis føre os igennem dagen, hvor vi holder frokost og andre pauser i fællesskab hver for sig.
Lokalforeningskonferencen starter kl. 10.00 og slutter kl. 14.00 inkl. frokostpause og indlagte kaffepauser og tid til gruppeøvelser. Man kan deltage hjemmefra eller hvis de lokale restriktioner tillader det, kan man samles op til 10 personer og gå på skærmen sammen med sin lokalforening.
Tilmeld dig lokalforeningskonferencen, så sender vi en pakke med program og materialer med alt, hvad der skal bruges for at deltage på dagen hjemmefra, og du får onlinebistand af din områdekonsulent. I pakken med materialer og på frivillig.dk vil der være en vejledning til brug af Teams. Der er selvfølgelig også teknisk hjælp og assistance online på dagen, hvis der opstår behov for hjælp.
Tilmeldingsfristen er 12. januar.