Luk

Butikkerne klarede sig godt sidste år på trods af corona

2020 vil gå over i historien som et helt særligt år. Et år, der blev præget af en verdensomspændende epidemi, som fik stor betydning for både det danske samfund og den enkelte dansker. Med coronaen fulgte restriktioner og nye regler – det kunne også mærkes i vores genbrugsbutikker, som måtte holde lukket i månedsvis. Alligevel kom butikkerne ud af 2020 med et flot resultat.

9. februar 2021
RIKKE BRAMS, FUNDRAISING & MEDLEMMER

Kunderne strømmede til, da genbrugsbutikkerne åbnede igen efter den første nedlukning sidste år, og gensynsglæden blandt frivillige var stor. Arkivfoto: Tomas Bertelsen.

Da statsminister Mette Frederiksen tonede frem på skærmen i det famøse pressemøde den 11. marts sidste år, var der ingen af os, der havde fantasi til at forestille os, hvad det ville betyde for vores liv og samfund, og hvilken fremtid vi havde i vente. En ny virus, som kort før jul var dukket op i en fjern provins i Kina, havde sneget sig ind over grænsen – ikke kun i Danmark, men hele verden skulle det vise sig, og ændrede med ét alt.

Dagen efter lukkede vores 15 genbrugsbutikker ned sammen med resten af detailhandlen. Nedlukningen varede i første omgang helt ind i maj, hvor butikkerne begyndte at åbne op igen. Efter en sommer med lav smittespredning, tog corona igen fart i efteråret. Det førte til, at butikkerne lukkede igen i december. Det har selvfølgelig påvirket årets resultat.

Overskud til kræftsagen på trods af nedlukningen
I de to lukkeperioder mistede vi omsætning for ca. 6,5 mio. kr. Alligevel kan vi konstatere, at butikkerne har bidraget med et nettoresultat på 2,1 mio. kr. til kræftsagen. 

- Jeg har aldrig oplevet et så uforudsigeligt år som 2020, så jeg er enormt glad for og stolt af det flotte resultat, som vi trods udfordringerne har opnået, siger projektleder Tune Friis, som har været med siden den første butik åbnede i Aarhus i 1991.

Det strømmede ind med varer, efter danskerne havde ryddet op derhjemme. Arkivfoto: Tomas Bertelsen.

Det har været et udfordrende år at være frivillig. Nedlukning har betydet, at hverdagen har set meget anderledes ud, og mange har savnet fællesskabet og sammenholdet i butikkerne. Også restriktionerne i form af afstand, mundmind og nye vaner i forhold til hygiejne har været udfordrende og ændret fuldstændig på måden, både kunder og frivillige har skullet opføre sig i butikkerne.

Corona fik sat skub i forårsrengøringen
Den første nedlukning af Danmark i foråret sidste år kunne i den grad mærkes i butikkerne. Det, at alle var tvunget til at tilbringe mere tid derhjemme, førte til, at der blev ryddet op og ud i gemmerne. Det strømmede ind med varer til butikkerne fra nær og fjern. En uge før genåbningen i maj gik de frivillige i krig med at sortere og gøre butikkerne klar med bugnende hylder. Og det var et glædelig gensyn med hverdagen og gode kolleger i butikkerne.

Det hårde arbejde gav pote, for kunderne strømmede til, da butikkerne åbnede igen. Det betød, at omsætningen overraskende hurtigt kom op.

Forventningerne var store til 2020
2019 blev et rekordår med et overskud på over 8 mio. kr. Derfor var forventningerne til 2020 høje. Og det startede også rigtig godt med en omsætning over budget.

Undervejs i løbet af året blev budgettet justeret. Der var desværre ikke mulighed for at modtage støtte fra hjælpepakkerne. Heldigvis har nogle af udlejerne været søde til at bidrage med en ekstraordinær lejerabat i de svære måneder. Det har sparet os for flere hundrede tusinde kroner og har været med til at bidrage til, at butikkerne har haft overskud, som har bidraget til kræftsagen. Vi ender således året med et resultat, som kun ligger 1 pct. under det korrigerede budget. Det har krævet en ekstraordinær stor indsats fra de frivillige, som både sidste år og fortsat arbejder under helt usædvanlige og vanskelige forhold.

P.t. er butikkerne lukket frem til udgangen af februar. Vi glæder os til at kunne åbne dørene igen og ser frem til et glædeligt gensyn med både frivillige og kunderne – forhåbentlig i marts, om corona vil.

1

Kommentarer

Anders Gundlach

Anders Gundlach Hvor er det flot, at der i det hele taget er skabet et overskud. 
Personligt har jeg været helt overvældet af forandringsparathed og evnen til at tage fat både blandt medarbejdere og frivillige.  I har alle gjort en kæmpe indsats og det har båret frugt. 
Det skal I være stolte af!
Tillykke - godt gået!

10. februar 2021 11:02