Luk

Det gode Testamente

Sammen med 30 andre danske velgørende organisationer har Kræftens Bekæmpelse lanceret hjemmesiden 'Det gode Testamente’, der giver svar på spørgsmål angående arv og testamente samt gratis og uafhængig advokatrådgivning. Målet med det fælles initiativ er at få flere danskere til at tage stilling til spørgsmål om arv og testamentering – og øge kendskabet til muligheden for også at støtte velgørenhed i vores testamenter.

15. januar 2018
Camilla Rich, Fundraising & Medlemmer

En undersøgelse viser nemlig, at kun 17 pct. af danskerne skriver testamenter og kun 2 pct. der betænker velgørende organisationer. Den lille andel står i skarp kontrast til danskernes generelle gavmildhed.

”Danskerne er meget gavmilde, når det gælder at støtte velgørende organisationer. I en rundspørge svarer 80 pct. af danskerne, at de har givet til velgørenhed, inden for det seneste år. Men mange er berøringsangste, når det drejer sig om døden eller privatøkonomi. Derfor undgår mange at tale om disse emner. Og det er synd. Hvis flere tog stilling, ville testamenter i højere grad kunne afspejle folks holdninger og hjertesager”, forklarer Dorte Hee, projektleder for Det gode testamente i Kræftens Bekæmpelse.


Den landsdækkende kampagne skal hjælpe med at gøre op med tabuet omkring det at tale om arv og testamentering. Men kampagnen skal også give basal viden om det at testamentere. For i og med, at mange hellere vil undgå at tale om emnet, så eksisterer der også mange misforståelser omkring lovgivning og muligheder. Mange tror fx, at der skal være tale om store beløb, førend det giver mening, at det er dyrt og besværligt af skrive et testamente, eller at man ikke kan tilgodese både familien og en god sag på samme tid.

”Mange tænker, at arveretsreglerne dækker deres behov, men loven tager ikke hensyn til moderne familier eller ens moralske værdier. Og vi tror, at langt de fleste egentlig gerne vil sikre sig, at deres værdier afspejles i deres arv – hvad enten man vil betænke sin kæreste, familie - eller en god sag. Derfor vil vi gerne gøre flere opmærksomme på deres muligheder – også for at testamentere til velgørenhed – fx Kræftens Bekæmpelse - da de midler har stor betydning for vores arbejde med bl.a. forskning og patientstøtte”, fortæller Dorte Hee.

Du kan læse mere på detgodetestamente.dk