Luk

Diagnostisk pakkeforløb – udfordringer og revision

Der er stor variation i, hvor hyppigt praktiserende læger gør brug af den diagnostiske pakke. En del praktiserende læger henviser aldrig eller sjældent til pakken. Andre praktiserende læger anvender af og til den diagnostiske pakke fordi Ja/Nej-undersøgelser ikke altid er mulige at få nem og hurtig adgang til.

25. oktober 2021
Ib Lindstrøm, Patientstøtte og Frivillig Indsats

I en artikel i sidste måned blev det beskrevet, hvorledes det er vanskeligt for praksislæger at få hurtig og nem adgang til en række enkle eksterne undersøgelser af deres patienter. Vi taler her om de undersøgelser, hvor praksislægen selv er kompetent til, når undersøgelsesresultatet foreligger, at vurdere patienten om patientens symptomer er tegn på alvorlig sygdom.

Når det er mere kompleks udredning, der er brug for, har praksislægen mulighed for at henvise patienten til udredning i andet regi, hvor ansvaret for udredningen overgår til et sygehus med en diagnostisk enhed.  Det sker gennem den såkaldte diagnostiske pakke.

Her taler vi således om de patienter, der henvender sig hos den praktiserende læge med alvorlige symptomer, som ikke er organspecifikke, men som peger i retning af, at der kan være tale om alvorlig sygdom. Men også, hvad de patienter angår, kan nem og hurtig udredning være en udfordring. Flere forhold kommer nemlig på tværs, når vi taler en smidig udredning af patienter, hvor der er mistanke om alvorlig sygdom.

VIVE  ( Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd ) har i en netop udkommet rapport set nærmere på den sag.

VIVEs rapport

I en ny rapport, ” Nye perspektiver på diagnostikken uden for de organspecifikke Kræftpakkeforløb”, peger VIVE blandt andet på, at der er stor variation i, hvor hyppigt praktiserende læger gør brug af den diagnostiske pakke, og at en del praktiserende læger aldrig eller sjældent henviser til pakken. Andre praktiserende læger anvender af og til den diagnostiske pakke fordi ja/nej-undersøgelser ikke altid er lette at få nem og hurtig adgang til. I stedet kan den praktiserende læge sikre hurtig adgang til udredning ved at sige, at der er mistanke om alvorlig sygdom og derved få patienten i det diagnostiske pakkeforløb. Men det kan være en uhensigtsmæssig brug af pakken, som kun kan imødegås ved en lettere adgang til ja/nej-undersøgelser

VIVE henviser endvidere til, at det er vigtigt at udredning via den diagnostiske pakke ikke afsluttes, når mistanken om kræft er afvist.  Det vil sige, at udredning af patienten fortsætter, hvis man når frem til den konklusion, at der ikke er tale om kræft.

Også uensartet implementering af den diagnostiske pakke kan ses som et problem idet henvisningskriterier og udredningsforløb varierer fra region til region.

En række af VIVEs kritikpunkter er egentlig ikke nye, og noget genfindes i den rapport Rigsrevisionen kom med i 2018, hvor Rigsrevisionen blandt andet fremhævede den ujævne implementering af pakken ved at fremhæve: ”At der er store forskelle i regionernes brug af den diagnostiske pakke ”. Dette peger VIVE i øvrigt også selv på i deres tidligere rapport som kom i 2017.

Revision af den diagnostiske pakke

Den diagnostiske pakke er netop færdigrevideret og i den forbindelse pegede Kræftens Bekæmpelse på, at en række af de problemstillinger, påpeget af VIVE i deres rapporter, burde have været indarbejdet i den nye pakke.

Herunder den brede indgang uden en egentlig formodning om, at der tale om kræft – det vides ikke før patienten er undersøgt – og sigtet med en bred udredning mod en diagnose – også hvis der ikke er tale om kræft. 

 

Det bekymrer Kræftens Bekæmpelse, at der er sket et skifte fra dengang, hvor den diagnostiske pakke blev introduceret, og hvor fokus var på ”alvorlig sygdom herunder kræft”. Det fokus er ændret til ”alvorlig sygdom, der kan være kræft”.

Betyder den ændring noget? Ja det gør den muligvis.

For det kan betyde, at udredningen ikke indledes fordi der ikke er mistanke om kræft.

Kræftens Bekæmpelse har hele tiden været af den opfattelse, at den diagnostiske pakke skal være et løft for alle patienter med mistanke om alvorlig sygdom – kræft eller ej. Så derfor handler det ikke blot om at afklare om den alvorligt syge har kræft eller ej, men derimod om, at et udredningsarbejde igangsættes i et pakkeforløb med henblik på at stille en diagnose, uanset om det kan ende med, at pilen peger på kræft eller noget helt andet.

Og faktisk er det sådan, at en ud af fem gange, hvor den praktiserende læge og det, der senere skal vise sig at være en kræftpatient, mødes i konsultationen, er lægens bekymring slet ikke rettet mod kræft.

Det er heller ikke hensigtsmæssigt med betydelige forskelle mellem de fem regioner i anvendelse af den diagnostiske pakke. Den uensartede implementering i regionerne gør det vanskeligt at monitorere om og hvornår pakken virker efter hensigten. Det er eksempelvis ikke alle praktiserende læger, som henviser til pakken. Vi ved nemlig, at der i den enkelte region kan være variation fra praksislæge til praksislæge i forhold til brugen af den diagnostiske pakke. Det viser en opgørelse fra Region Hovedstaden, som viser, at kun halvdelen af regionens praktiserende læger henviste til pakken.

Afslutningsvis skal det slås fast, at de praktiserende læger selv peger på, at det faktisk ikke er den diagnostiske pakke, der giver de største udfordringer i arbejdet med at løfte kræftdiagnostikken. Den vigtigste grundlag for forbedring er at sikre direkte adgang til ja/nej undersøgelser, som betyder, at praksislægen hurtigt selv kan udelukke en bekymring for, at en patient med vage symptomer er alvorligt syg.

 

Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg mødes til konference den 6. november i Middelfart. Her skal regionsudvalgene blandt andet drøfte diagnostik uden for de organspecifikke kræftforløb.