Luk

Fantastiske frivillige: Kate fik støtte i kræftrådgivningen - nu giver hun igen

Kate Dahl er frivillig i IGEN-butikken i Odense. Hun fik hjælp og støtte i Kræftrådgivningen og besluttede at give sin fritid igen. Det har hun gjort i snart syv år.

3. juni 2019
Forening og frivillige

I tredive år levede og arbejdede Kate side om side med sin mand. Så fik han lungekræft. Det var i 2011. Et halvt år efter gik han bort.

- Jeg var fortabt. Jeg stod der, uden min faste partner i alle henseender. Med et firma, som min datter heldigvis var begyndt at overtage driften af, og med min sorg, fortæller Kate.

Gik ned med flaget
Der er langt fra Kates tidligere liv som revisorassistent og partner i det firma, hun drev sammen med sin mand, til at være frivillig medarbejder i en genbrugsbutik i Kræftens Bekæmpelse. Men det er netop pointen for Kate, at arbejdet i butikken i Odense ikke ligner det liv, hun havde, før hendes mand blev syg af kræft og døde – for det er godt med en forandring i livet, selvom den kom i følgeskab med sorgen, mener Kate.

- Det var jo gået stærkt, så ikke alt var kommet i orden. Jeg stod pludselig med nogle udlejningsejendomme, som jeg skulle administrere, og en sorg jeg ikke kunne få mig selv til at bebyrde mine nærmeste med. Og så gik jeg faktisk helt ned med flaget, fortæller Kate.

Hun havde været til psykolog, men syntes ikke hun fik så meget ud af det. Så tog hun sig, med egne ord, sammen og gik ind ad døren til Kræftrådgivningen i Odense.

- Det er jo fantastisk, at man bare kan gå ind fra gaden og få en samtale med en psykolog med det samme. Her var der virkelig forståelse for min situation som pårørende. Jeg kom mig stille og roligt, bl.a. fordi jeg også kom i en sorggruppe, som var tilknyttet kræftrådgivningen. Det var en rigtig god gruppe, som vi kørte med i 5-6 år, men som nu er opløst naturligt, fortæller Kate.

Aldrig været i en genbrugsbutik
Undervejs i sit sorgforløb hørte Kate, at der skulle starte en af Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker op i Odense, og at der manglede frivillige til opstarten.

- Jeg husker, jeg tænkte, at jeg jo havde fået al denne her hjælp hos Kræftens Bekæmpelse, og at jeg gerne ville give lidt tilbage. Indtil jeg besluttede mig for at blive frivillig i butikken, havde jeg end aldrig været i en genbrugsbutik før, så det var en helt ny verden for mig. Nu har jeg været med i snart syv år, smiler Kate.

Kate fortæller videre, at hun er rigtig glad for butikken og det nye kapitel i sit liv, hun har startet her. Hun lægger vægt på fællesskabet blandt de frivillige, samt at hun kan se, at indsatsen nytter.

- Jeg står i kassen. Og når jeg gør den op ved lukketid hver mandag, ser jeg, hvor mange penge vi har tjent til Kræftens Bekæmpelse. Når man selv har haft kræft inde på livet, tænker man, at det er rart at være med til at støtte kræftforskningen. Jeg har det sådan, at min mand kunne ikke hjælpes – men måske kan de penge, jeg samler ind, hjælpe et andet menneske i sidste ende. Det er derfor, jeg er her, fortæller Kate.