Luk

Fantastiske Frivillige: Røgen letter over Rødovre takket være Jette

I tre år har Jette Jensen fra Rødovre Lokalforening arbejdet intensivt på at få sin kommune til at blive røgfri. Nu er det lykkedes at få lokalpolitikerne til at vedtage en omfattende plan. Og Jette er ikke den eneste, som fortjener et skulderklap. Det seneste år har vi flere steder opnået flotte resultater med Røgfri Fremtid.

16. marts 2021
STINE LYNGHARD, PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS

Rødovres socialdemokratiske borgmester Britt Jensen (tv.) og Jette Jensen (th.) har haft et godt samarbejde om Røgfri Fremtid. Her ses de to til Landsindsamlingen. Foto: Rødovre Lokalforening.

Det er svært for Jette Jensen at få armene ned. Hun er stolt over, at Rødovre Kommune har taget et stort skridt i retning mod en røgfri fremtid. Kommunen har nemlig vedtaget en omfattende plan, som skal beskytte børn og unge mod tobaksrøg og forebygge, at de begynder at ryge. Planen indeholder både røgfri arbejdstid, røgfri klub- og fritidsliv, røgfri kultur- og idrætsforening samt røgfri skoletid.

- Jeg kan love dig for, at jeg er stolt. Det er selvfølgelig ikke min ære alene, men det betyder rigtig meget for mig at være med til at gøre en forskel, og jeg brænder for at hjælpe børn og unge, siger Jette Jensen, lokalforeningsformand i Rødovre.

Hvorfor blander du dig?
Det er tre år siden, Jette første gang var nede og banke på døren til rådhuset for at forsøge at overbevise politikere og embedsfolk om de vigtige initiativer i Røgfri Fremtid. Initiativer, som skal gøre det sværere for børn og unge at begynde at ryge og i sidste ende være med til at sikre, at ingen børn og unge ryger i 2030.

Frivillige i Rødovre har gjort meget for at sætte fokus på Røgfri Fremtid. Her til Stafet For Livet. Foto: Rødovre Lokalforening.

- Vi er mødt velforberedte op og har haft argumenterne klar, og vi er blevet taget rigtig godt imod, men der er også nogle, som ikke har syntes, at vi skulle blande os. At det var deres ret at ryge, fortæller Jette Jensen.

Samme modstand har hun ind imellem mødt, når hun har skrevet læserbreve og udtalt sig i de lokale aviser.

- Jeg har fået tørre tæsk. Der er nogle, der har spurgt mig, hvorfor en lokalforeningsformand blander sig i, om der ryges til en ishockeykamp, men så har jeg svaret, at det er vigtigt, at børnene ikke udsættes for røg, forklarer Jette.

Usundt at vokse op med røg
Modstanden har dog ikke afskrækket hende. Bid for bid har hun i samarbejde med lokalforeningen og områdekonsulenter fra Kræftens Bekæmpelse argumenteret for sagen. De er gået til møder med lokalpolitikere og embedsfolk og har fået skabt en god relation til dem - og de har stået på gader og stræder, til markedsdage, Landsindsamlingen og Stafet For Livet for at dele materialer ud til borgerne og tage en snak om vigtigheden af at oprette røgfri miljøer og beskytte børn og unge mod tobaksrøg.

- For år tilbage røg alle til fester, i biler, og selv i skolerne røg lærerne. Det er usundt for børn at vokse op i de miljøer. Jeg ønsker, at de får det bedre, end vi andre har haft det, siger Jette, der selv har mistet flere nærtstående på grund af rygning.

- Jeg har mistet familie og venner på grund af lungekræft. Det motiverer mig at se, at jeg er med til at gøre en forskel, fortæller Jette.

Hårdt arbejde og tålmodighed
Derfor har Jette Jensen vedholdende argumenteret for Røgfri Fremtid i Rødovre. Ikke kun for at få kommunen til at indgå en partnerskabsaftale, for det gjorde Rødovre faktisk allerede i 2018. Men siden da har hun sammen med sin lokalforening presset på for at få udbredte røgfri initiativer i hele kommunen.

Undervejs har de fået opbakning af byens borgmester Britt Jensen (S), der også er ambassadør for Kræftens Bekæmpelse i Rødovre. Borgmesteren har gjort en stor indsats for at få kommunalbestyrelsen med på idéen, og det har ikke været lige let hele vejen.

Borgmester Britt Jensen (S) er ambassadør for Kræftens Bekæmpelse i Rødovre. Foto: Rødovre Lokalforening.

- Det har krævet hårdt arbejde, og det er ikke nok at gå til politikerne. Man skal også tale med embedsværket, så man ikke møder modstand der, forklarer Jette Jensen.

I maj 2020 kunne hun endelig se resultatet af den store fælles indsats, der er gjort. Kommunalbestyrelsen vedtog en omfattende handleplan for Røgfri Fremtid i Rødovre Kommune. I den er det beskrevet, hvordan og hvornår man på tværs af kommunens forvaltninger vil indføre røgfri arbejdstid, røgfri klub- og fritidsliv, røgfri kultur- og idrætsforening samt røgfri skoletid.

- Det betyder rigtig meget for mig. Og jeg har fået god opbakning fra min bestyrelse. For os handler det om, at børn og unge ikke skal opleve rygning. Vi har set resultaterne af at undgå røg, siger Jette.

Nye partnerskaber i et udfordrende coronaår
De frivillige i Rødovre Lokalforening er ikke de eneste, der har haft succes med Røgfri Fremtid det seneste år. På trods af svære vilkår under coronapandemien kom der i 2020 i alt 44 nye partnere, så vi ved udgangen af året var 257 partnere i Røgfri Fremtid.

- Det har ikke været et nemt år, fordi corona har sat en stopper for mange af de fysiske møder, vi plejer at gå til. Alligevel er det lykkedes at opnå nogle rigtig flotte resultater takket være lokale indsatser. Frivillige har knoklet på, fordi de insisterer på, at børn og unge har ret til en røgfri fremtid, og i Rødovre viser Jette Jensen, hvor meget det betaler sig at være vedholdende. Det er simpelthen så godt gået, siger Marie Langmach, der er projektleder i Røgfri Fremtid.

TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse dannede i 2017 partnerskabet ’Røgfri Fremtid’, der arbejder for, at ingen børn og unge ryger i 2030. Indsatsen udbredes i høj grad ved hjælp af frivillige, som sætter fokus på Røgfri Fremtid og opfordrer deres lokalsamfund til at indgå partnerskab.

Der er mange måder at arbejde med Røgfri Fremtid på lokalt. Foto: Rødovre Lokalforening.

Frivillige skriver læserbreve og holder møder med kommuner, virksomheder og sportsklubber. Og de mødes med byens borgere i gågaden eller på den lokale Stafet For Livet, holder oplæg på skoler eller sætter fokus på røgfrihed i de lokale idrætsforeninger eller festivaler.

Jo flere forskellige partnerskaber, der bliver indgået, jo flere muligheder for at indføre røgfri initiativer folder der sig ud i lokalsamfundene. Det betyder, at børn og unge bliver udsat for mindre røg, og dermed begynder de forhåbentlig heller ikke selv at ryge.

Vær velforberedt og troværdig
De frivillige i Rødovre Lokalforening har endnu ikke sluppet arbejdet med Røgfri Fremtid. Nu hjælper de i samarbejde med områdekonsulenter med at få rullet planen ud i kommunen – f.eks. hjælper Kræftens Bekæmpelse alle skoler i Rødovre med at implementere røgfri skoletid. For det er vigtigt at følge indsatsen til dørs, mener Jette Jensen. Hun deler gerne ud af sine tips til, hvordan man får indflydelse på de politiske beslutninger lokalt.

- Man skal være velforberedt til møderne og have argumenterne i orden. Og man skal være troværdig og respektfuld. Og så skal man lade idéen køre videre på politisk niveau, så politikerne synes, at de selv fik idéen. Og husk at rose politikere og embedsfolk, fortæller Jette.

Det er også vigtigt at følge op, og man må godt være insisterende og gå lidt til politikerne for at sikre fremdrift.

- Man skal finde en gylden middelvej, hvor man presser på for at følge med i, hvad der sker, og hvor langt kommunen er nået. Men man skal også være tålmodig og tro på det, understreger hun.

Men det er det hele værd, når man ser resultatet af indsatsen.

- Vi har opnået meget allerede. Handleplanen har været et stort arbejde, men vi skal også have erhvervslivet og forældrene med, så børnene ikke sidder derhjemme i en tåge. Jeg håber, at de børn, jeg kender, ikke tyr til rygning og tager det med sig resten af livet. Det er kampen værd, fastslår Jette.

Udover de vigtige lokale initiativer er der i slutningen af 2020 også vedtaget en national plan mod børn og unges rygning. Læs om den her:

Ny handleplan er en sejr for børn og unges sundhed