Luk

Fantastiske frivillige: Travl søndag i Roskilde

Omkring 3.000 frivillige var med til arrangere Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling søndag den 7. april. Takket være den flotte indsats lykkedes det at samle 33 millioner kr. ind. Vi fulgte landsindsamlingen i Roskilde.

9. april 2019
STINE LYNGHARD, FORENING OG FRIVILLIGE
Merete Knudsen

Merete Knudsen har været kampagneleder i Roskilde i tre år. Foto: Stine Lynghard.

Det er ikke så tit, Merete Knudsens vækkeur ringer kl. 6 en søndag morgen, og slet ikke efter hun er blevet pensioneret. Men i dagene omkring landsindsamlingen er hendes frivillige arbejde som kampagneleder i Roskilde et fuldtidsarbejde. Og denne søndag skal hun tidligt ud af fjerene for at gøre klar til at tage imod de mange frivillige, som skal ud og stemme dørklokker i Roskilde.

Klokken lidt over 9 kommer Merete Knudsen gående med favnen fuld af balloner. Indsamlingsbøtterne står snorlige på bordene, der er sat vand og frugt frem, og en lun forårsluft vælter allerede ind af de åbne døre i den lokale Spar Nord-bank, hvor Kræftens Bekæmpelse har fået lov at have udleveringssted.

Nahend Salah-Edin Bamarne

Nahend Salah-Edin Bamarne var den første indsamler, der dukkede op søndag formiddag. Foto: Stine Lynghard.

Allerede kl. 9.15 dukker den første indsamler op. Det er Nahend Salah-Edin Bamarne, som samler ind for anden gang.

- Min søsters mand blev ramt af kræft og døde i en ung alder. Der var ikke nogen læge, som kunne hjælpe ham, så jeg samler ind for alle andre, som er ramt af kræft, fortæller Nahend Salah-Edin Bamarne, inden han drager afsted på sin rute.

Merete Knudsen

Merete Knudsen hjælper indsamlerne hen til de rigtige borde. Foto: Stine Lynghard.

Travlt på udleveringsstedet
Klokken 9.45 begynder det at strømme ind med indsamlere, som bliver mødt af et højt ’godmorgen’ fra Merete Knudsen. Hun hjælper dem hen til de rigtige borde, hvor andre frivillige udleverer materialer.

- Er det nede ved Fakta?, spørger en indsamler henne ved et af bordene.

-Nej, du skal ikke helt ned til Fakta. Prøv at se her, hvor du skal hen, forklarer en frivillig og peger på et kort over ruten.

Så bliver de sendt afsted med et ’god tur’ fra Merete Knudsen. For hende er dagen ligesom en højtid.

Indsamlingsbøtter

Kræftens Bekæmpelse besøger knap 30.000 husstande i Roskilde.

- Denne her dag betyder rigtig meget for mig, og jeg glæder mig hvert år. Der er så mange glade mennesker og gode hjælpere. Og så er det et godt formål. Vi har alle kræft inde på livet. Enten har man selv haft det eller kender nogen, siger hun og afbryder for at tage imod endnu en indsamler.

- Hej! Hvad er jeres rutenummer?, spørger hun, inden telefonen ringer ude fra et af distrikterne. Merete Knudsen har syv distrikter i Roskilde, som hun hjælper under indsamlingen.

I en halv time er der travlt på udleveringsstedet. Men Ruth Christensen behøver ikke komme forbi, for hun har allerede hentet sin indsamlingsbøtte om fredagen, så hun cykler direkte ud til det villakvarter, hvor hun plejer at samle ind for Kræftens Bekæmpelse.

Ruth Christensen

Ruth Christensen har gået den samme rute i Roskilde i en lang række år. Foto: Stine Lynghard.

Ruth Christensen

Man kan godt blive øm i pegefingeren efter at have gået sin rute, fortæller Ruth Christensen.

Mange kilometer i benene
Ruth Christensen har faktisk jubilæum i år, for hun har været indsamler i 40 år.

- Denne rute har jeg haft i 10-15 år. Det er dejligt, at jeg ved, hvor jeg er henne, siger Ruth Christensen, mens hun trækker sin cykel afsted.

Solen skinner fra en skyfri himmel, og fuglene fløjter om kap, da hun går ind til det næste hus. Vinduet bliver åbnet, og en kvinde smiler ’hej!’.

- Hej, det er fra Kræftens Bekæmpelse. Vil du give et bidrag?, spørger Ruth Christensen.

Ruth Christensen

Ruth Christensen samlede 1.175 kr. ind i søndags. Foto: Stine Lynghard.

Det vil hun gerne, og der går ikke længe, inden der dumper mønter ned i indsamlingsbøtten.

Ruth Christensen takker og går videre. Der er en del huse, hun ringer forgæves på, og nogle steder kan hun se, at folk er i haven i det lune forårsvejr.

- Jeg går ikke ind i haven. Folk skal have lov til at være i fred, siger Ruth Christensen og putter en indsamlingsfolder i postkassen.

- Jeg glemmer aldrig et år, hvor det øsregnede. Jeg lignede en druknet mus. Men jeg har aldrig fået så mange penge, som det år, smiler hun.

Kræftsagen er vigtig
I mange år har Ruth Christensen samlet ind for omkring en håndfuld forskellige organisationer hvert år, men de 82-årige ben holder ikke til at gå for dem alle længere.

Merete Knudsen

Brødmaskinen bliver taget i brug, når indsamlingsbøtterne skal åbnes. Foto: Stine Lynghard.

- Nu går jeg kun for Kræftens Bekæmpelse. Kræft rammer hver tredje, så utroligt mange familier er berørt af det. Kræft vedrører os alle, fortæller hun.

Tilbage på udleveringsstedet i Spar Nord er indsamlerne begyndt at komme tilbage fra deres ruter, og mønterne klirrer i optællingsmaskinen. Nahend Salah-Edin Bamarne er også kommet tilbage.

- Tag et stykke chokolade, tilbyder bankdirektør Kasper Bæk, som sidder klar til at tælle pengene op.

-Der er 685,50 kr., siger han.

Det er ikke nok for Nahend Salah-Edin Bamarne. Han vil gå en rute mere, så han trasker ud af døren endnu en gang for at samle flere penge ind.

Pengene tælles op

Det er bankdirektør Kasper Bæk, som fortæller indsamlerne, hvor meget de har samlet ind. Nahend Salah-Edin Bamarne fik 685,50 kr. i bøtten. Foto: Stine Lynghard.

Kort efter kommer en familie med en mor og to børn hen til bankdirektøren for at få talt deres penge op. De kommer fra Kurdistan i Irak og samler ind for første gang for Kræftens Bekæmpelse.

- Kræft er en alvorlig sygdom. Det gør ondt, når nogen i ens familie får kræft. For mig er det vigtigt at tænke på andre mennesker, siger Helin Qadar Hama-Soor på 15 år.

Familien fortæller, at de har mødt mange søde og betænksomme mennesker på deres rute, som har takket dem for, at de samler ind. I alt har de fået 413 kr. i bøtten.

-Og så har vi fået trænet benene på trapperne, griner Hevar Qadar Hama-Soor på 9 år.

Familie får at vide, hvor meget de har samlet ind.

15-årige Helin Qadar Hama-Soor, 9-årige Hevar Qadar Hama-Soor og deres mor Khoshi Shawkat samlede ind for første gang til Kræftens Bekæmpelse. Foto: Stine Lynghard.

Penge tælles op.

En indsamling på Facebook har givet 12.644 kr. til kræftsagen.

Henne ved optællingsmaskinen er der pludselig stor begejstring. En indsamler er kommet ind med resultatet af en Facebook-indsamling, som er oprettet, fordi en af hans venner er ramt af brystkræft. Og der skal tælles længe, for han har samlet hele 12.644 kr. ind. Det udløser et bifald i banken.

Men det er ikke beløbets størrelse, der betyder noget for frivilligchef Charlotte Gerhauge.

- Alle gør en uvurderlig indsats, og det er kun fordi, så mange bakker op og hjælper til, at vi kan være tilstede i hele landet. Der er sådan en god energi på denne her dag, og jeg bliver virkelig glad, når jeg træder ind af døren her. Og også ude på ruten, hvor folk glædede sig til, at vi kom og sagde tak, fortæller Charlotte Gerhauge, der selv har samlet 1.586 kr. ind på sin rute i Roskilde.

Charlotte Gerhauge

Charlotte Gerhauge, chef for Forening og Frivillige, samlede også ind i Roskilde. Foto: Stine Lynghard.

Tak for den store indsats
Charlotte Gerhauge er meget imponeret over det arbejde, som frivillige har gjort over hele landet.

- Jeg vil gerne sige tusind, tusind tak til jer alle for jeres store indsats. Det er selvfølgelig fantastisk med de mange penge, vi samler ind, men det er ligeså vigtigt, at danskerne står sammen om den vigtige sag, så vi kan støtte kræftpatienter og pårørende og forske i kræft, siger Charlotte Gerhauge.

Klokken nærmer sig 15, og det begynder at tynde ud i banken. Mange har siddet og sludret, drukket kaffe og spist slik, mens Merete Knudsen og de andre frivillige i lokalforeningen i Roskilde har taget imod og talt op.

Hund med flag

Der var indsamlere i alle aldre - og sågar også firbenede indsamlere i Roskilde. Foto: Stine Lynghard.

- Det giver noget ekstra med alle de glade mennesker, og det har fungeret godt. Der har ikke været nogen problemer, og vi har haft nogle dejlige indsamlere og hjælpere. Det er et kæmpe arbejde at planlægge landsindsamlingen, men også meget givende, fortæller Merete Knudsen, der regner med, at trætheden rammer, når hun kommer hjem og skal gå tur med hunden.

Tak til jer alle for en stor indsats!

Ruth Christensen får blomster.

Ruth Christensen fik blomster, fordi hun har været indsamler i 40 år. Foto: Stine Lynghard.