Luk

Frivillig Hanne: Det var en gave at få en veninde i min alder

69-årige Hanne Lindholm har været frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Herning stort set siden den åbnede for 30 år siden. Hør hende fortælle om de mange år som frivillig i butikken og om venskabet med en af de andre frivillige, som desværre døde af kræft sidste år.

-Som 18-årig kørte jeg galt og brækkede ryggen. Takket være genoptræning var jeg i stand til at tage en uddannelse og i mange år formåede jeg også at passe mit fuldtidsjob som beskæftigelsesvejleder på Holstebro Sygehus, men som 39-årig måtte jeg overgive mig. Min krop kunne simpelthen ikke mere, fortæller 69-årige Hanne Lindholm.

I en alder af blot 39 år kom Hanne på invalidepension. En tilværelse, som på ingen måder huede hende.

-Jeg syntes det var skrækkeligt at gå hjemme. Dagene føltes forfærdelig lange og det var mange timer, jeg hver dag skulle få til at gå inden min mand og to børn kom hjem fra skole og arbejde, mindes Hanne.

På grund af Hannes invalidering var det begrænset hvad og hvor meget hun kunne kaste sig over, men lige så snart hun fik hun nys om, at Kræftens Bekæmpelse havde åbnet en genbrugsbutik i byen, var der kun én ting at gøre: tage derned og tilbyde sin frivillige arbejdskraft et par formiddage om ugen.

Det var en gave at få en ny veninde i min alder
Da Hanne startede som frivillig i foråret 1993 - blot et halvt år efter butikken havde slået dørene op - var det uden den fjerneste idé om, at det skulle blive til foreløbig 29 år i den frivillige sags tjeneste og at hun dermed ville være den frivillig, som har været længst tid i butikken.

- Det er vel gået hen og blevet en livsstil for mig, og noget jeg meget nødigt vil undvære. Der er så mange gode ting ved det. Jeg kommer ud, har kontakt med en masse søde mennesker og for 10-12 år siden var jeg oven i købet så heldig, at blive rigtig gode veninder med en af de andre frivillige. Det var lidt en gave at få en ny veninde i min alder, fortæller Hanne rørt og fortsætter:

- Vi så hinanden privat. Gik ture sammen, tog i biografen sammen og vi fulgtes med vores familier på ferier sammen til både Rhodos og Azorerne. Vi havde det så dejligt sammen. For to år siden fik hun desværre bugspytkirtelkræft, og sidste år døde hun af det. Hun fik kun et år.

Sidste år måtte døde Hannes nære veninde og frivilligkollega til kræft, og det har forstærket hendes lyst til at gøre en forskel for kræftramte.

Sidste år måtte døde Hannes nære veninde og frivilligkollega til kræft, og det har forstærket hendes lyst til at gøre en forskel for kræftramte. Foto: Kenneth Johansson.

En mærkesag for Hanne
For Hanne har kræftsagen altid været en god og vigtig sag at støtte, for som hun siger: ’vi kender jo alle sammen nogle, der har eller har haft kræft’. Men da hun sidste år måtte tage afsked med sine kære veninde og frivilligkollega, forstærkede det kun hendes lyst til at gøre en forskel for kræftramte.

 - Det er blevet mere og mere meningsfyldt for mig som årene og livet er gået. Min mor og stedfar døde begge af kræft, heldigvis i en sen alder, og sidste år min kære veninde og kollega. Kræftens Bekæmpelse er bare et godt formål at støtte, slår Hanne fast.

Da min mor døde, donerede jeg mange af hendes ting
Som den frivillig der har været længst tid i butikken, har Hanne om nogen været vidne til den positive udvikling, der er sket på genbrugsområdet i de knap 30 år, der er gået.

 - Jamen, der er jo himmelvid forskel på butikken dengang i 1993 og så til nu. Dengang var det primært voksne, der købte brugt, og det var i hvert fald ikke noget man gik og skilte med. Nu, jamen så er det jo folk i alle aldre, der kommer. Vi har masser af unge mennesker. Mine egne børn og børnebørn går også ind for genbrug. Det er fantastisk. Det er jo mere aktuelt end nogensinde før, at vi tænker på miljøet.

Og til spørgsmålet om hvorvidt Hanne selv køber genbrug, lyder svaret prompte:

- Ork ja. Det gør jeg så sandelig. Det største jeg har købt i butikken var et B&O anlæg. Det købte jeg for mange, mange år siden. Dengang butikken lå i Bredgade. Anlægget fungerer stadig i dag.

Hanne nøjes ikke bare med at købe brugte ting i butikken, hun giver også ting til butikken.

 - Jeg har bl.a. doneret et sofabord, som blev købt af en kunde, der ville have det med til Sjælland. Og da min mor døde, donerede jeg også mange af hendes ting. Jeg husker tydeligt, at jeg stod bag kassen og solgte meget af det selv. Det var en god og rørende oplevelse fordi det gik videre til nogle, som gerne ville have det, mindes Hanne, som har planer om at fortsætte frivilligarbejdet mange år endnu.

Kender du nogle, som kunne have lyst til at blive butiksfrivillig ligesom Hanne? Kontakt projektleder, Tune Friis på 40 26 16 16 eller skriv til ham på tf@cancer.dk

Læs også hvordan butikken i Herning fejrer sit 30 års jubilæum