Luk

Frivillige fik ministerbesøg og masser af ros med på vejen

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) besøgte Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Birkerød for at møde de frivillige. En af dem var Dorthe Pedersen, som fik æren af at tage imod både ministeren og hans rosende ord.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) besøger Kræftens Bekæmpelse Genbrug på Hovedgaden 39 i Birkerød. Foto: Lone Kindberg

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) besøger Kræftens Bekæmpelse Genbrug på Hovedgaden 39 i Birkerød. Foto: Lone Kindberg

-Det er da noget helt særligt at få ministerbesøg – uanset ens politiske overbevisning. Jeg synes det er rigtig fint at udviklingsministeren viser interesse for vores butik og anerkender os frivillige, fortæller 71-årige Dorthe Pedersen, som siden butikken slog dørene op for godt og vel tre år siden har været både butiksfrivillig og talsperson for onsdagsholdet i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Birkerød.

På sine faste onsdagsvagter har Dorthe ansvaret for bog- og møbelafdelingerne, men onsdag 11. november blev der dog ikke meget tid til hverken at kigge brugt skøn- og faglitteratur eller brugte borde og stole efter i sømmene.

På vegne af alle de frivillige havde hun nemlig travlt med at tage imod udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), som sammen med bl.a. borgmesterkandidat Kristine Thrane (S) og en række andre socialdemokratiske kandidater besøgte genbrugsbutikken for at sætte fokus på frivillighed op til kommunalvalget.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) får en snak om frivillighed med Dorthe Pedersen, som er frivillig i butikken i Birkerød.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) får en snak om frivillighed med Dorthe Pedersen, som er frivillig i butikken i Birkerød. Foto: Lone Kindberg

- Det var tydeligt at mærke, at frivillighed ligger ham meget på sinde. Han spurgte meget ind til vores opgaver, og vi fik masser af ros med på vejen. Og han ville også gerne vises rundt i butikken og på lageret, siger Dorthe.

- Frivillighed spiller en meget stor rolle for rigtig mange mennesker. Både for dem, der er frivillige, men også for de mange tusinde danskere, der hver eneste dag nyder godt af de frivilliges indsats. Jeg vil gerne hylde de frivillige og det store engagement de ligger i kræftsagen, men jeg vil også gerne give min anerkendelse til Kræftens Bekæmpelse, siger Flemming Møller Mortensen, som selv har haft kræft tæt inde på livet og fortsætter:

- For to år siden døde min ægtemand af prostatakræft, så jeg ved om nogen, at det er en skrækkelig sygdom og hvor vigtig forskning er. Takket være Kræftens Bekæmpelse bliver forskningen hele tiden bedre, men det kræver at vi bliver ved med at støtte op om kræftsagen.

Der blev også tid til at shoppe genbrug i butikken.

Der blev også tid til at shoppe genbrug i butikken. Foto: Lone Kindberg

Nyder at gå i genbrugsbutikker
Foruden en snak om vigtigheden af frivillighed og bekæmpelsen af kræft blev der også tid til en snak om genbrug og bæredygtighed.

-Det bedste frikvarter er, når jeg besøger genbrugsbutikker. Jeg elsker det og både køber og afleverer flittigt genbrug selv. Jeg kan godt lide, at tingene får et så langt liv som muligt, siger ministeren alt i mens han udviser stor interesse for først et gulvtæppe og dernæst en blomstret serveringsbakke.

- Jeg bor i Aalborg Kloster, som er Danmarks ældst beboede bygning, og vi har nogle rum med meget dårlig akustik, så jeg er altid på udkig efter tæpper. Men det er ikke kun mit hjem der er fyldt med genbrugsfund, det er min garderobe også, tilføjer  han.

At ministeren er en sand genbrugselsker kom også butikken til gode. For da han forlod butikken var det ikke tomhændet, men derimod med både det føromtalte gulvtæppe under den ene arm og serveringsbakken og en pose fyldt med genbrug under den anden arm.

-Det var en fornøjelse at have ham på besøg og vise ham rundt i butikken. Han er en ualmindelig behagelig mand, fortæller Dorthe om dagens ministerbesøg.

Flere ministerbesøg igennem årene
Det er ikke første gang at Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker får ministerbesøg. I 2011 fik butikken i Virum besøg af daværende miljøminister Connie Hedegaard (K) i forbindelse med en landsdækkende genbrugskampagne. Og i 2011 fik selvsamme butik atter besøg af en minister. Dengang var det af daværende socialminister Benedikte Kjær (K), der som en del af det Europæiske Frivilligår udråbte den sidste fredag i september til ’FrivilligFredag’.

Læs også om, hvordan der er brug for dig som ny genbrugsfrivillig:

Bliv genbrugsfrivillig