Luk

Frivillige indsamlede over en million kroner til kræftsagen

Der var plads til både tårer og latter, da cykelløbet Race 500 Against Cancer blev afholdt på tværs af Danmark i forrige weekend. Cykelløbet samlede et rekordstort beløb ind, men den helt store bonus var sammenholdet.

28. juni 2022
KATINKA AGGER, PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS

Cykelrytterne kom i mål i Dragør efter en tur på tværs af Danmark fra Vejle over Skive og Aarhus..

Glade cyklister og glade sponsorer støttede i forrige weekend i stor stil op om cykelløbet Race 500 Against Cancer, og dermed også om kræftsagen. Cykelløbet udspringer af Stafet For Livet Dragør, og derfor var det også her de 80 ryttere kørte i mål i lørdags efter at have taget turen fra Vejle over Skive og Aarhus. Rytterne havde været i sadlen i tre dage.

Det endelige indsamlede beløb er endnu ikke talt op, men det står klart, at der er kommet over en million kroner ind. Det er femte gang cykelløbet bliver afholdt, og hvert år har det slået rekord i indsamling.

- Jeg er selv imponeret over, hvor meget folk har givet i år. Det havde vi heller ikke selv regnet med. Hvis det er tilladt at være lidt selvfed, så tror jeg bare, de synes, at det er et godt arrangement, og det giver dem lyst til at støtte mere, siger Nicolaj Krabbe fra Dragør, der er en af de fire ildsjæle bag løbet.

VIDEO Se cykelrytterne køre i mål i Dragør

Nikolaj Krabbe holder tale ved afslutning af Race 500 Against Cancer. Han står bag cykelløbet sammen med Jakob Riis Hansen, Michael Busk og Thomas Graae.

Handler om sammenhold
Race 500 har nemlig gjort en dyd ud af at give cykelrytterne en god oplevelse, hvor de spiser og sover gode steder undervejs, og hvor tre servicebiler hele tiden følger dem og sørger for dem. Og så er fælleskabet også hele tiden i fokus.

- Vi kalder det et ’social ride’, for vi har fokus på det sociale hele vejen. Sammenholdet er altid helt fantastisk. Der er mange gengangere blandt deltagerne fra år til år, men også altid nye ryttere. Og de nye falder altid godt til, siger Nicolaj Krabbe.

Når rytterne når i mål i henholdsvis Skive og Aarhus efter de to første dages kørsel, er der plads til at snakke og være sammen.

- Der er altid en god stemning og en masse sjov og ballade, men også plads til at fælde en tåre. I år var der en af deltagerne, der havde haft kræft siden sidste års løb. Det fortalte han om. Og så er der altid andre, der også rejser sig op og fortæller lidt. Så det kan gå lige fra de store grin til tårer. Det er meget nærværende, siger han.

Kom med til Stafet For Livet. Find en stafet nær dig.

Nikolaj Krabbe er en af de fire frivillige ildsjæle bag løbet, der er udsprunget af Stafet for Livet Dragør. Her holder han tale efter alle ryttere er kommet i mål.

VHS-bånd med Chuck Norris til 20.000 kroner
Latteren spiller også en stor rolle undervejs, og noget af det, der altid kan få smilet frem, handler faktisk om at samle ind til kræftsagen. På aftenen før den sidste etape bliver der blandt andet afholdt auktion. Stig Tøftings AGF-trøje og to billetter til Liverpool F.C. var under hammeren. Og i den mere kuriøse ende – en afklippet hestehale og et gammelt VHS-bånd med en Chuck Norris film. Sidstnævnte gik til 20.000 kroner.

- Der var en rytter, der repræsenterede et firma, der på forhånd havde besluttet at donere 20.000 kroner. Så de blev ved med at byde VHS-båndet op, siger Nicolaj Krabbe og tilføjer:

- Vi havde også en langhåret Vesterbofyr med som deltager. Så var der nogen, der spurgte ham, hvad han skulle have for at klippe hestehalen af. Han sagde 25.000 kroner. Den endte med at gå til 26.000 kroner.

Kræftens Bekæmpelses direktør Jesper Fisker (i midten) cyklede med på den sidste del af cykelløbet. Nicolaj Krabbe (t.h.) er end af de fire ildsjæle bag løbet.

Mange har bidraget
At komme op over en million kroner har krævet mange bidrag. Ud over auktionerne, er der de sponsorer, der har betalt for at få deres navn på trøjerne samt de sponsorer, der har doneret forplejning til cykelrytterne undervejs.

Herudover er der kommet en stor donation fra Race 500's hovedsponsor, Kaj Ove Madsen, der er stifter af Kom Koncernen. Han har selv mistet en datter til kræft og har støttet cykelløbet helt fra begyndelsen.

Og så er der alle de private bidrag fra venner og familie til rytterne, der også er tikket ind

- Det er virkelig flot, at der den opbakning fra familie og venner. Vi har sørget for, at der blev lagt billeder og live-videoer op på Facebook under løbet, så de kan følge med undervejs. Og når vi så kommer i mål i Dragør, så står de og tager imod. Det er altid en stor følelsesmæssig oplevelse, siger Nicolaj Krabbe.

I år cyklede Kræftens Bekæmpelses direktør Jesper Fisker også med på det sidste stykke af cykelløbet og var med til den bevægende afslutning.