Luk

Hurra for de frivillige!

Samvirke sætter med ny kampagne fokus på det frivillige arbejde i Danmark.

Hvad enten du arbejder som frivillig vågekone, strandrenser, rådgiver eller noget helt fjerde, fortjener du at blive hyldet for dit ulønnede og frivillige engagement. Det er udgangspunktet for Samvirkes nye kampagne, der bliver skudt i gang til marts. 

1. marts 2015
Rasmus P.V. Jakobsen, Frivilligindsats

I en række artikler vil Samvirke sætte fokus på alle dem, der har overskud til at være noget for andre. De vil portrættere dem, høre deres historier og sætte dem på forsiden. Og i løbet af maj måned vil de udvælge én frivillig, der får 25.000 kr. til at kunne fortsætte eller udbrede det gode arbejde.
Allerede inden kampagnens officielle start har Samvirke talt med 54-årige Jette Lyngholm, der er frivillig hos Kræftens Bekæmpelse i Region Midtjylland og Patientforeningen for Tarmkræft. Hun forklarer i seneste udgave af Samvirke, hvorfor hun er gået ind i frivilligt arbejde:

- Da jeg selv var syg, savnede jeg at tale med nogen, der havde været igennem det samme. Det var også vigtigt for mig at finde ud af, hvordan jeg fik energi og styrke til at komme igennem. Det fik jeg ved frivilligt arbejde.

Kampagnen skal ifølge Samvirke selv være med til at sætte fokus på og øge interessen for det frivillige arbejde. De frivillige gør en stor og vigtig indsats, og netop inddragelsen af frivillige kan ifølge Samvirke være med til at løse nogle af de velfærdsudfordringer, som vi står over for.

Læs mere om kampagnen her