Hjertevarmen. Det er dén, 38-årige Peter D’Armand glæder sig til i denne weekend, hvor han endnu en gang deltager som Fighter på Stafet For Livet i Roskilde. For 13 år siden fik han konstateret kronisk myeloid leukæmi – eller blodkræft – som han sandsynligvis skal leve med resten af livet. De sidste fem år har han været fast deltager på stafetten i Roskilde og en del af Team Håb.

- Det gør mig bare så glad, at de andre tropper op hvert år. Der er vist kun en af de andre på vores hold, der har haft kræft, men de andre kommer alligevel. Det betyder rigtig meget for mig, siger han.

Stafetten er et sted, hvor han føler sig glad og tryg, og hvor han har muligheden for at tage sine løbesko på. For selv om alle deltagere selv bestemmer om de vil gå eller løbe på ruten, så vælger han at løbe. I år har han tænkt sig at løbe 126 kilometer på stafetten, men det er kun et mål han sætter for sin egen skyld. 

- Jeg løber ikke for at vinde noget. Jeg løber for kræftsagen – og for mig selv, siger han og tilføjer, at han har det vanvittig godt, når han løber.

- Det er værre bagefter, griner han. For det er en anden ting, man hurtigt opdager ved Peter – latteren er altid lige om hjørnet. 

- Jeg er næsten aldrig sur. Til stor irritation for mange, er jeg for det mest glad og smilende. Det er vel mit forsvar. Når folk kommer hen og spørger mig om, hvordan det nu går, så svarer jeg bare: ’Det går fantastisk!’ Og det er jo ikke fordi, det er fantastisk at have kræft. Men jeg er bare en positiv person, og det gør mig glad at være sådan, siger han.

Vær med til Stafet For Livet: Find en stafet nær dig

Skrev til dronningen
I løbet af de 13 år, der er gået siden han fik sin diagnose, har han været igennem 11 behandlinger og langt flere strålebehandlinger end man normalt giver. For ni år siden opgav lægerne at helbrede ham og tilbød ham i stedet lindring. Men han nægtede at tage imod.

- Jeg har aldrig været god til at tage smertestillende. Bare ordet ’terminalbehandling’ – så kunne de næsten lige så godt køre mig ned på hospice, siger han. Da hospitalet ikke havde andet at tilbyde ham, blev Peter sur.

- Jeg blev faktisk så fortørnet, at jeg skrev til Majestæten, griner han, for han ved godt, at dronningen selvfølgelig ikke kunne gøre så meget. Han måtte også nøjes med et høfligt brev fra hendes sekretær som svar. I stedet tog han kontakt til patientforeningen Tidslerne og tog siden til Tyskland for at modtage alternativ behandling for at lære, hvordan man kan forsøge at påvirke sin krop med positiv energi for at tæmme smerterne.

- Jeg ved ikke, om det er troen, der flytter bjerge, men det virkede. Mine prøver så i hvert fald anderledes ud, da jeg kom hjem. Siden fik jeg tilbudt at være med i et forsøg med ny behandling herhjemme, fortæller han. I dag får han immunterapi, og han tilføjer grinende, at lægerne stadig er irriterede over, at de ikke har taget livet af ham endnu. Men han nægter at give op:

- Jeg tror ikke, jeg kommer til at dø af kræft. Jeg tror, jeg dør med kræft.

Stak af fra hospitalet klædt ud som Spiderman
Langt hen ad vejen har han holdt sin sygdom tæt ind til livet, fordi han ikke har lyst til at få andres medlidenhed. På hans arbejde i en byggevirksomhed var det i lang tid også kun hans øverste chef, der kendte til hans sygdom.

- Jeg kan ikke lide, at folk kommer hen og trøster mig, for så bliver jeg for ked af det. Jeg ved godt, det er egoistisk. Der er jo også nogle af mine venner, der er kede af det, men det får de ikke lov til at være – ikke sammen med mig i hvert fald, siger han. I stedet har han valgt en efter eget udsagn fandenivoldsk tilgang til livet.

Når han har gået den første Fighterrunde på Stafet For Livet iført sin gule Fightertrøje, skifter han som regel til et af sine superheltekostumer – Batman, Superman eller Spiderman. Det var det sidste af dem, han havde på, da han for fire år siden besluttede sig for at trodse lægens ordre og forlade hospitalet, hvor han var indlagt til behandling, for i stedet at deltage i Stafet For Livet.

- Men de sendte en lægeambulance efter mig, og en af lægerne løb efter mig ude på stafetbanen for at få mig med. Lægerne var virkelig sure, og det var nok heller ikke så smart, indrømmer han grinende.

Siden kom han med i patientrådet på hospitalet, og fandt en anden måde at gøre opmærksom på, at man også har brug for at mærke livet, selv om man er syg. Nu er han julemand på børneafdelingen hver jul og får også ofte lov til at være på børneafdelingen, når han er indlagt, så han kan spille PlayStation eller ludo med ungerne dernede. Hans faste sygeplejeske Monique, der har fulgt ham igennem alle årene, har været med til at åbne mange døre.

- Det er vigtigt, at mennesker som mig, der ikke er parate til at opgive, får lidt fest og liv. Der skal så lidt til, for at man kan få lov at være glad. Jeg kan selv finde på at gå en tur ned forbi barselsafdelingen, når jeg er indlagt, bare for at høre barnegråd og se på de glade forældre, siger han.

- Hvis man prøver at få det bedste ud af dagene, så tror jeg de bliver længere – og også livet, siger han. 

Også øv-dage
Men uanset, hvor positiv man er, så er kræften også en hård rejsekammerat. Den har ikke angrebet hans organer, men findes i hans blod. I vintermånederne har han ondt i kroppen, lidt som når man har influenza. Og så er der hans tre børn på 11, 8 og halvandet år, som vokser op med en far, der har kræft.

- Vi ved, at jeg er syg, men så længe jeg har det godt, så lever vi med det. Selvfølgelig er der dage, hvor det er noget øv. Men det der med om jeg skal dø i morgen – dét er vi ude over. Den snak har jeg også taget med mine børn. Det sker ikke lige pludselig, siger han.

Han husker tilbage på Stafet For Livet sidste år – med en festlig start efterfulgt af løbeturene på ruten, den fælles frokost og så den stille lysceremoni, som finder sted, når mørket falder på. Her kan man dekorere en lyspose med en hilsen til en man kender, der er berørt af kræft eller mindes en, man har mistet.

- Det gav et flot billede af livet, synes jeg. At man slutter af med, at det hele bliver stille, siger han, men tilføjer så:

- Men selv gemmer jeg altid lige en kilometer, som jeg skal løbe den næste dag på stafetten. For at vise, at det hele fortsætter.