Luk

Julesalg i Virum – blandt engle og juleplatter

Mandag den 4. november stod der en lang kø udenfor IGEN-butikken i Virum. Allerede dagen før havde ti frivillige medarbejdere slæbt kasser, arrangeret podier og pyntet op, så juleudstillingen kunne blive klar til de julepynts-hungrende masser i Virum og omegn.

4. november 2019
Nille Gry Klinge, Forening og Frivillige

Der pakkes julevarer på samlebånd ved kassen. Foto: Nille Gry Klinge.

Birgit Ring har været frivillig i fire år i butikken i Virum. Hun står lige nu og pakker juleplatter ind i avispapir til en kunde, som har købt mindst 20 stk.

- Juleplatter fra Den Kongelige Porcelænsfabrik går som varmt brød i disse dage, fortæller Birgit, mens hun og yderligere to kolleger i kassen fortsætter med at ekspedere køen af kunder.

Lidt senere er der et ophold i kundestrømmen, så Birgit har mere tid til at tale.

- Vi ryddede butikkens borde lørdag. Og søndag var de et helt hold om at pakke ud og sætte op. Det fungerer virkelig godt, for så kan vi komme her mandag morgen, hvor alt er klart til at begynde julesalget. Det er kunderne også meget tilfredse med, fortæller Birgit.

Bente Larsen er stamkunde i IGEN. Foto: Nille Gry Klinge.

Kommer næsten hver dag
Bente Larsen er på julerov blandt de pyntede borde. Hun har fundet en engel, som skal pynte i hendes hjem her til jul. Bente siger, at hun er stamkunde i butikken:

- Jeg kommer her næsten hver dag. For de er gode til at få nye varer ind, så der altid er noget nyt at finde. Jeg har især brugt legetøjsafdelingen meget til børnebørnene, de er heldigvis også vilde med genbrug, fortæller Bente.

Damerne har travlt. De må på lageret flere gange for at få flere juleplatter ind i butikken.

De har samlet julevarer hele året, og nu er det en fornøjelse at få det ryddet ud, så der er plads til nyt på hylderne. Ved middagstid har de allerede slået rekorden for, hvor meget de normalt omsætter for sådan en formiddag, så de er vældig glade.

Juleudstillingen i vinduerne trækker altid mange til. Foto: Nille Gry Klinge.

- Det giver en stor tilfredshed at være med til at tjene så mange penge hjem til Kræftens Bekæmpelses arbejde, siger Birgit, inden hun stryger ned i kælderen for at hente flere julegodter til butikken.