Luk

Fokus på ulighed i sundhed på Folkemødet

Kræftens Bekæmpelse har ulighed i sundhed som tema på årets Folkemøde. Det er nemlig ikke alle kræftpatienter, der har gavn af de forbedringer, der er sket på kræftområdet. Den sociale ulighed er steget, og det gælder hele sundhedsområdet.

14. juni 2022
Lise Bondesen, Kommunikation

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Vidste du, at længden på din uddannelse er med til at afgøre, om du overlever kræft? En ufaglært lagerarbejder har større risiko for at dø af sygdommen end en arkitekt.

Har du ingen anden uddannelse end folkeskolen, er chancen for at være i live fem år efter en kræftdiagnose 61 pct. Men har du en videregående uddannelse, er chancen for at være i live 77 pct. Det viser nye data fra Kræftens Bekæmpelse.

Uligheden præger hele kræftforløbet, og den er steget. I det hele taget er der mere social ulighed i sundhed nu end tidligere. Det sætter Kræftens Bekæmpelse spot på under årets Folkemøde, som efter to corona-år er tilbage for fuld skrue i Allinge på Bornholm fra torsdag 16. juni og frem til søndag.

Med et hovedbudskab om at stå sammen mod ulighed i sundhed arrangerer Kræftens Bekæmpelse spændende debatter og events i foreningens telt i Skomagerstræde.

- Ulighed i sundhed er en kæmpe udfordring, og for mig er det helt naturligt, at vi har valgt ulighed som årets Folkemøde-tema. Jeg glæder mig til at deltage i debatter og være med som publikum, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse. 

LÆS OGSÅ Helge er frivillig og hjælper sårbare kræftpatienter

Det skal der ske
Torsdag åbner vi teltet med en ’en guidet tour’ i social ulighed i kræft ved uligheds-ekspert, læge og forsker i Kræftens Bekæmpelse Susanne Oksbjerg Dalton.

Fre- og lørdag kan Folkemøde-publikummet i vores telt bl.a. møde tv-vært og præsidiemedlem i Kræftens Bekæmpelse, Hans Pilgaard. Fredag er han er quizmaster, når ungdomspolitikere dyster i viden om ulighed i sundhed. Lørdag samtaler han med tre patienter om sygdom og sårbarhed i et event, der er arrangeret sammen med Hjerteforeningen og Diabetesforeningen.

Fredag vil debattør Özlem Cecic med professor Morten Sodemann og Jesper Fisker –  samt naturligvis også publikum - drøfte, hvordan vi kan bygge bro til udsatte og mindske ulighed i sundhed.

LÆS MERE Se hele Kræftens Bekæmpelses program for Folkemødet

- I Danmark er der markant forskel på, hvor langt og sundt et liv, vi lever. Det afhænger i stigende grad af, hvor vi kommer fra, hvilken uddannelse vi får, og hvilket job vi har. Uligheden rammer også, når vi bliver syge af f.eks. kræft. Sundhedsvæsenet er ikke godt nok gearet at hjælpe dem med de største behov for hjælp, siger Jesper Fisker.

I den sundhedsreform, som et bredt politisk flertal for nylig vedtog, er ulighed i kræft nævnt. Men der bruges kun 123 ord på at beskrive, hvordan ulighed i kræft skal bekæmpes.

- Det er ikke særligt konkret, og der er ikke afsat nogle midler. Jeg håber, de folkevalgte skruer op for ambitionerne og lægger en plan for, hvordan uligheden i såvel kræft som andre sygdomsforløb kan mindskes, siger Jesper Fisker.

Mød Ib, der er med i vores patientpanel på Folkemødet:

LÆS MERE Ib fik ekstra hjælp, da han blev uhelbredeligt syg: - Jeg føler mig heldig

Frivillige er med
I vores telt kan du også hilse på forskere fra Kræftens Bekæmpelse. Du kan møde en ung kræftpatient og hans mand og få en snak med dem, og du kan tale med politiske frivillige fra Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg.

Ud over debatter, quiz og samtaler kan du stemme om fremtidens pris på tobak og se skamstøtten Det Rygende Barn. Du kan hilse på en masse kræftspecifikke patientforeninger, få et servicetjek af din sundhed, og du kan lave et uv-armbånd. Og meget mere.

Kom og besøg os 16.-18. juni på Bornholm. Find os i Skomagerstræde, stadeplads N1.