Luk

Mange gode idéer og konstruktive input til afviklingen af Landsindsamlingen

Der var godt gang i snakken, da indsamlingsledere og repræsentanter fra lokalforeningerne mødtes online til dialogmøder om Landsindsamlingen. Idéer og bemærkninger bliver taget med i det videre planlægningsarbejde, så vi kan afholde en god og tryg indsamling søndag den 16. august.

20. maj 2020
STINE LYNGHARD, FORENING & FRIVILLIGE

Indsamlere går på gaden søndag den 16. august. Foto: Nille Gry Klinge.

Et par klik på musen, aktivering af webkameraet, og så var der åbnet op for dialogen om Landsindsamlingen. De seneste uger er der afholdt en række digitale møder, hvor frivillige, der er involveret i Landsindsamlingen, har haft mulighed for at stille spørgsmål, komme med bemærkninger og lade de gode idéer spire. Det har der været behov for som følge af situationen med coronavirus, som betød, at Landsindsamlingen blev flyttet til søndag den 16. august.

- Vi har fået en del henvendelser på landskontoret og ville gerne samle de mange input sammen på tværs. Nogle har haft konkrete, praktiske spørgsmål i forbindelse med flytningen af indsamlingen, nogle har været bekymrede for, om det overhovedet ville være muligt at afholde en husstandsindsamling i august, og nogle har haft gode idéer til, hvordan vi kan tænke i nye baner og finde nye løsninger, så det bliver en god indsamling for alle, fortæller frivilligchef Charlotte Gerhauge fra Kræftens Bekæmpelse.

Derfor blev indsamlingsledere og repræsentanter for lokalforeningerne inviteret til online dialogmøder i alle fem regioner i slutningen af april og starten af maj, og interessen for at deltage har været stor. Over 100 frivillige har deltaget i møderne.

Tænk nyt og skru op for det digitale
En af deltagerne er Ulla Witt, der er lokalforeningsformand i Faaborg-Midtfyn Lokalforening og kampagneleder i Ringe. Hun er rigtig glad for at blive inddraget i planlægningen - både fordi hun oplever nogle konkrete udfordringer lokalt, men også fordi hun gerne vil have det bedst mulige ud af situationen til gavn for kræftsagen.

Ulla Witt er kampagneleder i Ringe på Fyn. Foto: Nille Gry Klinge.

- Vi skal have en indsamling, for ellers kommer vi til at mangle vigtige midler i Kræftens Bekæmpelse. Jeg synes, det er rigtig godt at få drøftet, hvordan vi kommer videre, hvordan vi kan få det til at lykkes, og hvordan vi kommer igennem situationen, siger Ulla Witt.

Hun oplever, at der i hendes lokalområde på Fyn er nogle, der har bekymringer om tidspunktet. Dels fordi der kan være folk på ferie omkring den 16. august, og dels fordi der kan være udskudte konfirmationer og andre fester i den weekend.

- Vi har også mange ældre indsamlere, som vi skal passe på. Jeg kan godt blive i tvivl, om vi kan skaffe nok indsamlere, tilføjer Ulla Witt.

Hun mener derfor, at det er en god idé at tænke nyt og skrue op for den digitale del af indsamlingen.

- Jo mere, der foregår på nettet, jo bedre. Vi skal have MobilePay hér, dér og allevegne. Samtidig skal vi tænke over, om vi kan møde folk på anden vis – for eksempel hvor de handler. Man kunne stå på gader og stræder og foran forretninger, hvis vi kan få tilladelse til det. Og vi kan møde folk, når de går til og fra deres biler, foreslår Ulla Witt.

Idéen om at skrue op for det digitale bliver der allerede arbejdet med på landskontoret. Der ses blandt andet på muligheden for at tilmelde sig som digital indsamler.

Indsamlere er positive
Der er flere idéer fra dialogmøderne, som kan fungere rigtig godt lokalt. De er derfor samlet i et idékatalog, som indeholder forslag til, hvordan man kan afvikle Landsindsamlingen. Det kan for eksempel være, at man vil sætte pavilloner op udendørs til udlevering af materiale. Man kan også aflevere indsamlingsbøtterne i en container, så færrest muligt rører ved dem. Og man kan forsøge at engagere flere unge i indsamleropgaven for at skåne dem, der er i risikogruppen. For eksempel ved at kontakte skoler, gymnasier og foreningslivet. Se hele idékataloget her.

At engagere den yngre målgruppe har de faktisk allerede haft god succes med i Aarhus, hvor Jennie Connolly Voergaard er ny kampagneleder i år. Hun er normalt distriktsleder i Kolt Hasselager, men fordi Aarhus’ kampagneleder er på ferie den 16. august, har Jennie taget kasketten på denne gang.

Jennie Connolly Voergaard er ny kampagneleder i Aarhus. Foto: Privat.

- I mit distrikt har vi især mange børnefamilier, som kommer igen år efter år. Og jeg har lavet min egen lille meningsmåling på Facebook blandt indsamlerne for at høre, hvad de tænker om indsamlingen. Og de giver gode tilbagemeldinger. Meget få ser det som et problem at samle ind, fortæller Jennie Connolly Voergaard.

Hun mener dog også, at der skal fuldt blus på den digitale del af indsamlingen, og at det skal være muligt for indsamlerne at se resultatet af den digitale indsamling lokalt.

- Jeg synes, at det er vigtigt at få individuelle MobilePay-numre helt ned på distrikterne. Det er en kæmpe motivationsfaktor at se, hvor meget man samler ind, siger Jennie Connolly Voergaard.

Ud over de mange gode idéer, som man kan lade sig inspirere af, vil der også være nogle konkrete retningslinjer, som alle skal følge for at undgå eventuel smittespredning. Retningslinjerne er samlet i en drejebog, som kan findes her.

Der kommer eksempelvis ikke til at være nogen fælles samlinger med morgenmad eller kage, der sættes håndsprit og afstandsmarkører op ved udleveringsstederne, og når der udleveres materiale, skal der være færrest muligt indsamlere og frivillige på samme tid. Retningslinjerne vil naturligvis til enhver tid følge de anbefalinger, som kommer fra myndighederne.

Få det bedste ud af situationen
Både Jennie Connolly Voergaard fra Aarhus og Ulla Witt fra Faaborg-Midtfyn er klar til at tage arbejdshandskerne på og få det bedst mulige ud af Landsindsamlingen.

- Hellere have en forkrøblet indsamling end slet ikke nogen. Vi skal have nogle penge i kassen, for ellers kan vi ikke noget til næste år. Stafetterne bringer jo heller ikke ligeså meget ind i år. Så opgaven må løses så godt, vi kan, i den ændrede verden, vi er i, siger Jennie Connolly Voergaard.

- Det er lidt op ad bakke, og det er trist, at det er gået, som det er. Men vi skal videre. Og jo mere på forkant, vi kan være, jo bedre, tilføjer Ulla Witt.

Frivilligchef Charlotte Gerhauge fra Kræftens Bekæmpelse er enig. Og hun tilføjer, at de mange gode idéer og bemærkninger, der er kommet frem på dialogmøderne, vil blive taget med i det videre planlægningsarbejde.

Frivilligchef Charlotte Gerhauge er glad for de positive og konstruktive snakke på dialogmøderne. Foto: Tomas Bertelsen.

- Jeg er glad og inspireret efter de positive og konstruktive snakke, vi har haft på dialogmøderne. Det er vigtigt, at vi får afholdt en landsindsamling, som både er sundhedsmæssig forsvarlig, og som kan fungere for alle jer, der knokler lokalt for at få tingene til at lykkes. Det er ikke nemt at skulle flytte en hel landsindsamling, men I skal vide, at I gør en uvurderlig indsats – for forskningen og for de tilbud, Kræftens Bekæmpelse har til kræftpatienter og pårørende. En digital indsamling er et positivt nyt element, men vi ved, at når vi er fysisk ude hos danskerne, får vi et bedre resultat og et større fællesskab, siger Charlotte Gerhauge.

Hun opfordrer til at benytte kampagnevejledningen, drejebogen og idékataloget til planlægningen lokalt og forsøge at få så meget som muligt på plads før sommerferien. I juni indkalder sekretariatet også til nye dialogmøder.

- Der vil fortsat være ubesvarede spørgsmål, men lad os hjælpe hinanden med at få et så godt resultat som muligt til gavn for kræftsagen, som står alle vores hjerter så nært. Kræft holder ikke pause, selv om alles øjne hviler på coronavirus lige nu. I år er Landsindsamlingen om muligt endnu vigtigere end nogensinde, så vi også fremover kan støtte kræftpatienter, forske i kræft og forebygge nye tilfælde. Vi står sammen med danskerne om at bekæmpe kræft, siger Charlotte Gerhauge.

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive til landskontoret på landsindsamling@cancer.dk eller ringe på tlf. 35 25 75 03.