Luk

Nu har jeg fundet et sted, hvor jeg kan give tilbage

 - Før kunne jeg bare holde i hånd og være tilstede som pårørende, men nu har jeg fundet et sted, hvor jeg kan være aktiv og give tilbage. Sådan siger Merete Fenger, som er en af de cirka 2775 frivillige, der gør Stafet For Livet mulig.

6. januar 2015
Mette Nielsen, Frivilligindsats

Meretes mand fik først konstateret lungekræft og var igennem en heldigvis vellykket opperation. Blot et år efter fik han konstateret prostatakræft.

-Det rystede os begge meget, fortæller Merete, men vi mødte et meget professionelt og menneskeligt system, der tog hånd om sygdommen og som gav os al den støtte, vi overhovedet kunne drømme om.

Som pårørende til en kræftsyg kan man rammes af magtesløshed, fordi man ikke kan ændre på sygdomsforløbet, man kan udelukkende holde i hånd og være tilstede.

Flere af Stafet For Livets frivillige er motiveret af, at de i Stafetten får mulighed for at gøre andet end at holde i hånd. Her er der nemlig mulighed for at skabe nogle fantastiske oplevelser for Fightere og pårørende, nedbryde tabuer om kræft, samle penge ind til mere forskning, bedre behandling osv., skabe oplysning og meget andet. På den måde bliver de en aktiv del af kampen mod kræft.

Stafet For Livet lever af engagerede frivillige, men Stafet For Livet lever også for de frivillige. Derfor er det ikke kun de kvantitative resultater af stafetterne – deltagerantallet, de gode indsamlingsresultater osv., der har betydning, når værdien af Stafet For Livet gøres op. Det samme gør hele processen omkring planlægning og afvikling af stafetterme.

I Stafet For Livet er der brug for rigtig mange frivillige med mange og forskelligartede kompetencer. Stafet For Livet tiltrækker både mænd og kvinder, unge som gamle, og der er opgaver til alle. Mange frivillige har selv haft kræft tæt inde på livet. For Merete, der lægger et kæmpe stykke arbejde i styregruppen for Stafet For Livet Silkeborg, handler det om at kunne være aktiv og give igen

-Undervejs sagde min mand til mig, ”jeg skal nok blive rask, og når jeg gør det, så skal vi sammen gøre noget for Kræftens Bekæmpelse, som har givet os så meget”, fortæller Merete.



Citat fra årets frivilligevaluering:

Jeg nyder, at mennesker med forskellig baggrund, alder og køn kan arbejde sammen om et fælles mål, det giver mig en stor tilfredsstillelse i det frivillige arbejde. Når man slutter et langt arbejdsliv, mister man stort set hele sit netværk, men ved at arbejde med Stafet for Livet, får man faktisk et ny og ligeså spændende netværk.


Hvem end man er, hvad end ens motivation er for at engagere sig i arbejdet, og ligegyldigt om man har lyst til at engagere sig meget ved fx at gå ind i en styregruppe, eller bare gerne vil hjælpe på selve stafetten, så er der plads og behov for alle. Tænk over det, når I møder folk på jeres vej, der måske mangler et sted, hvor de kan få lov at give igen og skabe mening gennem en frivillig indsats.

2

Kommentarer

har det på præcis samme måde..

13. januar 2015 12:47

Mette Nielsen

Mette Nielsen Kære Jannie
Hvor er det dejligt at høre, at du har det på sammen måde.
Mange tak for din kommenater.

14. januar 2015 10:15