Luk

Organisationsændring: Flere kræfter til udvikling og samarbejde på tværs

Den 1. maj træder en ny organisationsændring i kraft hos Kræftens Bekæmpelse. Ændringen berører afdelingerne HR, Kommunikation og Økonomi og vil ikke få indflydelse på den frivillige organisering.

18. marts 2019
Kræftens Bekæmpelse

Samfundet er i konstant forandring, og det vil vores arbejdsliv også være i de kommende år. Teknologien udvikler sig hele tiden, ungdomsårgangene bliver mindre, folk bliver længere på arbejdsmarkedet, og der opstår hele tiden samfundstrends, som giver nye muligheder og udfordringer for Kræftens Bekæmpelse som arbejdsplads.

Det er helt afgørende, at vi nu og i fremtiden kan fastholde og tiltrække de dygtigste ledere og medarbejdere – og at vi opnår solide resultater og bruger de indsamlede midler så effektivt som muligt. Derfor gennemfører vi nu en organisationsændring, hvor vi skaber ny synergi og forstærker vores udviklingskraft ved at samle medarbejdere fra HR, Økonomi og Kommunikation med beslægtede og komplementerende kompetencer i to afdelinger i stedet for tre.

Vi står på et solidt fundament, men der er behov for, at vi sætter mere kraft bag videreudviklingen af Kræftens Bekæmpelse som arbejdsplads. Det gør vi ved at forstærke de faglige miljøer, der allerede findes, og ved at arbejde mere sammen på tværs, siger Jesper Fisker.

HR bliver nedlagt som selvstændig afdeling, og der bliver i stedet oprettet en ny afdeling – Kommunikation & Organisationsudvikling – der skal stå i spidsen for at udvikle Kræftens Bekæmpelse som organisation. Afdelingen bygges op om den nuværende kommunikationsafdeling og kobles med udviklingsområdet i HR i et nyt område ’HR og Organisationsudvikling’, hvor også opgaverne inden for rekruttering, kontrakter og forhandling, personalepolitikker og sekretariatsfunktionen for hovedudvalget for samarbejde og arbejdsmiljø vil blive løst.

Afdelingen ledes af kommunikationschef Katrine Asp-Poulsen og vil fortsat have det strategiske ansvar for ekstern og intern kommunikation. Derudover får afdelingen ansvaret for at udmønte Kræftens Bekæmpelses overordnede strategi og for at skabe gode rammer for tværgående udvikling, samarbejde, videndeling, læring og den attraktive arbejdsplads som forudsætning for Kræftens Bekæmpelses fortsatte succes.

For at skabe yderligere synergi flytter lønområdet fra HR sammen med nuværende Regnskabsservice i Økonomi & Administration i et nyt område Regnskab og Løn, så der kommer et samlet ledelsesansvar for foreningens overordnede udgiftsstyring og et enstrenget samarbejde om den løbende rapportering og budgetopfølgning.

På den måde bruger vi kræfterne så klogt og omkostningseffektivt som muligt, og jeg er sikker på, at organisationen vil opleve, at det giver mere værdi. Jeg vil samtidig gerne sige Charlotte Dehlie en stor tak for det arbejde, hun har stået for som HR-chef gennem ti år. Og ikke mindst sige hende tak for, at hun så aktivt har arbejdet for, at vi nu går denne vej,

siger Jesper Fisker om organisationsændringen, der blandt andet kommer på initiativ fra HR-chef Charlotte Dehlie selv:

Jeg er rigtig glad for, at det her kan lade sig gøre. Jeg er meget ambitiøs på foreningens og HR’s vegne, og tiden er inde til fornyelse og til at styrke den strategiske udvikling i Kræftens Bekæmpelse. Og på den her måde får vi endnu mere ud af de penge, vi har,

siger Charlotte Dehlie, der fremover skal være forhandlingschef med ansvar for blandt andet forhandlinger og personalejura i Kommunikation & Organisationsudvikling.

Det har været et mål i sig selv, at organisationsændringen sker inden for de eksisterende økonomiske rammer, men at ressourcerne bliver omfordelt, så der kan ske en reel opnormering af organisationsudviklingen, som bliver sit eget område i Kommunikation og Organisationsudvikling. I de kommende måneder skal der rekrutteres en leder og to nye medarbejdere til området. Sammen med de nuværende udviklingskonsulenter i HR og ekstra kræfter fra Kommunikation, får de til opgave at sikre, at Kræftens Bekæmpelse er en dynamisk arbejdsplads, der også i fremtiden kan tiltrække de bedste ledere og medarbejdere ved at skabe rammerne om et udviklende og bæredygtigt arbejdsliv med fokus på resultatskabelse. Samtidig med at de kendte HR-opgaver fortsat løses på bedste vis.

Midlerne til at styrke den strategiske udvikling findes ved at nedlægge stillingerne som afdelingschef, forhandlingskonsulent og chefsekretær i det nuværende HR. Derudover nedlæges stillingen som lønchef, da lønområdet ledelsesmæssigt sammenlægges med regnskabsområdet under regnskabschef, Susanne Gregersen.

 Organisationsændringen træder i kraft pr. 1. maj 2019, og der forestår nu et arbejde med at gå de konkrete opgaver igennem og finde de rette snitflader.