Luk

Organisationsændring i Kræftens Bekæmpelse: øget fokus på den frivillige indsats

Kræftens Bekæmpelse gennemfører en organisationsændring i den kommende tid. Afdelingerne Forening & Frivillige (FRI) samt Patient- & Pårørendestøtte (PPS) sammenlægges til én afdeling. Landsindsamlingen og Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker flyttes til Fundraising & Medlemmer (FME).

9. september 2020
FORENING & FRIVILLIGE

Der sker ændringer i organisationen, som skal sikre en endnu bedre, koordineret understøttelse af den lokale frivillige indsats.

Formålet med organisationsændringen er at intensivere indsatsen for at understøtte, koordinere og styrke det frivillige engagement, den lokale indsats og det kræftpolitiske arbejde.

Der er ikke forudsat besparelser som følge af organisationsændringen. Som udgangspunkt vil der ikke være forandringer i kontakten med medarbejdere på Strandboulevarden, da medarbejdere ’følger opgaverne’ i den nye struktur.

- Den frivillige indsats er rygraden i Kræftens Bekæmpelse og en forudsætning for foreningens arbejde og gennemslagskraft. Organisationen - med ledere og medarbejdere i hele landet - skal til enhver tid understøtte det frivillige arbejde bedst muligt til gavn for kræftsagen, skriver administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, i et brev der i går gik ud til berørte foreningsfrivillige i Kræftens Bekæmpelse.

En bredere, stærkere og bedre koordineret understøttelse af den frivillige lokale indsats 
Sammenlægningen af FRI og PSS vil styrke rekruttering, fastholdelse og kompetenceudvikling af frivillige til gavn for kræftsagen. Det er intentionen, at frivillige vil opleve mere koordineret understøttelse af det frivillige kræftpolitiske arbejde, et tættere samarbejde mellem områdekontorer og rådgivninger. Det er også hensigten at skabe en tættere sammenhæng til det udviklings- og analysearbejde og arbejde vedrørende kvalitet i kræftpatienters samlede forløb, der ligger til grund for en stor del af det kræftpolitiske arbejde i lokalforeninger og regionsudvalg.

I forbindelse med sammenlægningen af FRI og PPS nedlægges stillingen som afdelingschef for FRI. Afdelingschefen for det nuværende PPS, Pernille Slebsager, leder den nye sammenlagte afdeling fra 8. september 2020. Det betyder desværre, at vi tager afsked med frivilligchef Charlotte Gerhauge. Der vil være mulighed for at sige farvel til Charlotte ved en reception, som vi annoncerer i løbet af september 2020, og hvor alle er inviteret til at komme og sige farvel.

Landsindsamlingen og Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker
Ved at flytte Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker samt Landsindsamlingen til FME, udnytter vi foreningens fundraising-kompetencer endnu bedre. Derudover styrker det understøttelsen af det frivillige arbejde og giver en bedre fordeling af opgaverne.

Målet er, at erfaringen med fundraising og understøttelse af den frivillige indsats i forbindelse med Kræftens Bekæmpelses mange indsamlingsaktiviteter kan styrkes, når medarbejdere fra FRI, med indsigt i frivilligindsats ved landsindsamlingen og genbrugsbutikkerne, samles med medarbejdere fra FME, der arbejder med den frivillige indsats ved for eksempel Lyserød Lørdag og Knæk Cancer.

Ingen ændringer i organisationen uden for Strandboulevarden i København
Der sker ikke ændringer i organiseringen uden for Strandboulevarden, og der bliver ikke ændret i referenceforhold for medarbejderne i områdekontorerne, som fortsat vil referere til områdecheferne. Medarbejderne i IGEN-butikkerne - nu Kræftens Bekæmpelses Genbrug - vil fortsat referere til distriktscheferne. Distriktscheferne får reference til FME.

Stafet For Livet påvirkes ikke af organisationsændringen. Stafetkonsulenterne vil fortsat have samme arbejdsopgaver og ledelsesreferencer. Økonomien på stafetområdet blev reguleret i foråret, da vi måtte erkende, at vi ikke kunne gennemføre det antal stafetter, vi havde håbet. Der er hverken i genopretningsplanen eller organisationsændringen yderligere økonomiske konsekvenser for Stafet For Livet.

Ledelsen har fokus på den frivillige indsats
Der etableres en ny permanent styregruppe for den frivillige indsats i Kræftens Bekæmpelse under ledelse af den administrerende direktør. Styregruppen får til opgave at sikre, at Kræftens Bekæmpelses administrative og faglige organisation hele tiden arbejder bedst muligt for at understøtte, koordinere og styrke det frivillige engagement og den lokale indsats.

I styregruppen indgår repræsentanter for lokalforeninger og regionsudvalg samt ledelsesrepræsentanter for relevante afdelinger.