Luk

Politisk Fokus for lokalforeningerne 2020-22 er godkendt

Repræsentantskabet har i maj måned godkendt Politisk Fokus for lokalforeninger og regionsudvalg 2020-22 og dermed valgt at fortsætte med de to eksisterende politiske indsatser for lokalforeningerne.

1. juni 2021
PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS

Lokalforeningerne fortsætter det politiske arbejde med to igangværende indsatser. Indsatserne er beskrevet i 'Politisk Fokus'. Foto: Colourbox.

Lokalforeningerne har en stor gennemslagskraft i deres kommuner i kraft af deres lokale forankring og store kendskab til lokalsamfundet. De spiller derfor en vigtig rolle i det fælles arbejde med at nå foreningens vision om et liv uden kræft. Repræsentantskabet har besluttet, at lokalforeningerne fortsætter det politiske arbejde med de to indsatser, der allerede er i gang nu.

De to indsatser, der bliver videreført, er: 

  • Ingen pårørende skal stå alene 
  • Røgfri Fremtid - vi vil ikke give tobakken videre til næste generation 

Vi trækker på samme hammel
I hele landet arbejder frivillige i Kræftens Bekæmpelses lokalforeninger og regionsudvalg politisk. Det er en vigtig opgave, fordi lokalforeningerne og regionsudvalgene ofte har en stor lokal og regional gennemslagskraft, som kan bruges til at opnå konkrete, politiske resultater til gavn for kræftpatienter, pårørende og andre borgere. Når vi alle arbejder i samme retning, så når vi vores politiske mål meget hurtigere.

Tidligere blev Politisk Fokus kaldt for aktivitetsplanen. Den indeholdt også en række frivillige aktiviteter, som lokalforeningerne kunne arbejde med, hvis der var tid og lyst. De er ikke længere en del af Politisk Fokus, men kan findes på frivillig.dk.

Materialerne ligger klar på frivillig.dk
Siden august har vi arbejdet med at gøre processen mere demokratisk og materialerne bedre. Mange har været involveret i det arbejde eller engageret på anden vis – stor tak til jer! Nu håber vi, at I også vil hjælpe med at udbrede Politisk Fokus og vejledningerne, så de bliver brugt blandt de frivillige.

Politisk Fokus 2020-2022 og de to vejledninger for hver politisk indsats, som er blevet opdateret, ligger nu på frivillig.dk. De ligger i lokalforeningernes og regionsudvalgenes grupper. I kan også finde dem i 'Røgfri Fremtid'-gruppen eller 'Ingen pårørende skal stå alene'-gruppen.

I får dem også snart at se fysisk, da de i skrivende stund er ved at blive sendt ud til områdekontorerne. Derudover vil de også blive delt ud på fællesmøderne i løbet af juni.

Politisk Fokus gjaldt tidligere for 2020-21, men er blevet forlænget til 2022, da det politiske arbejde i lokalforeninger og regionsudvalg har været udfordret i tiden med corona.