Luk

Sådan kan du være med, når Tour de France kommer til Danmark

Som den første danske NGO nogensinde deltager Kræftens Bekæmpelse i Tour de France, hvor vi under overskriften TRÆD TIL hylder alle hjælperyttere. Det er en kæmpe mulighed for at sætte vores fælles sag på landkortet. Derfor vil vi gerne have alle jer frivillige med i denne unikke event. Her kan du læse, hvordan frivillige kan deltage i cykelfesten.

17. maj 2022
Nathalie Emsø, Fundraising og Medlemmer

I forbindelse med Kræftens Bekæmpelses deltagelse i Tour de France ønsker vi at synliggøre vores arbejde med forskning, forebyggelse og patient- og pårørendestøtte ved at hylde frivillige, forskere, pårørende og rådgivere, som sætter sig selv til side og skaber håb for alle, berørt af kræft. Det håber vi, at du vil hjælpe os med.

Det helt unikke potentiale ligger langs etaperne og i start- og målområderne, hvor vi har brug for frivillige, der kan skabe synlighed omkring Kræftens Bekæmpelse og vores arbejde. Den første etape er en 13 kilometer enkeltstart i København. Den anden etape løber fra Roskilde og over Storebæltsbroen til Nyborg, mens den tredje etape starter i Vejle og slutter hele cykelfesten af i Sønderborg.

TRÆD TIL-klappepap, der kan uddeles langs etaperne.

Klappepap og klistermærker
Vi har lavet klappepap, der kan deles ud til alle gæster langs etaperne, og klistermærker, som I kan sætte på tøjet og for at signalere, at I er en del af TRÆD TIL-indsatsen. Materialet er forbeholdt de lokalforeninger og stafetter, som ligger tæt ved etaperne, men kan også bestilles af andre lokalforeninger og stafetter, som har lyst til at deltage i cykelfesten og skabe synlighed omkring Kræftens Bekæmpelse langs etaperne.

Materialet kan bestilles af lokalforeninger ved at skrive til TRÆD TIL på traedtil@cancer.dk.

Tegne logoer på asfalt, græsplæner eller marker
I rigtig Tour de France-stil er det også muligt at skabe synlighed omkring Kræftens Bekæmpelse ved at tegne vores logo langs etaperne og i start- og målområderne. I nedenstående video kan du se, hvordan Finn Christensen tegner et 3 meter stort Kræftens Bekæmpelses logo ved hjælp af en snor, et stykke kridt, et stykke pap og en god hjælper. Jo større pappet er, jo større bliver logoet. 

Har du mod på at kontakte en landmand nær etaperne, som kan hjælpe med at høste et stort logo på en mark? Eller kan du få adgang til en stor græsplæne nær etaperne, hvor I kan tegne et stort Kræftens Bekæmpelses logo med fx kalkmaling, røde blomster eller lignende? Så skriv din idé til traedtil@cancer.dk. Hvem ved, måske netop dit kæmpe logo bliver vist på internationalt TV, når en helikopter filmer cykelløbet oppefra?

Digital pakke
Uanset hvor din lokalforening eller stafet er placeret, kan I stadig bidrage til cykelfesten. Her på frivillig.dk i din lokalforeningsgruppe eller stafetgruppe kan du fra 1. juni under ’praktisk information’ downloade en lille digital pakke med banner til Facebook, kampagnefilm osv., som I meget gerne må dele på jeres egen eller lokalforeningens sociale medier. Ovenstående logofilm, som viser, hvordan man tegner et tre meter stort Kræftens Bekæmpelses logo, kan også downloades under praktisk information på frivillig.dk.

Lokale spinningevents og andre aktiviteter
Har I en konkret idé til, hvordan I kan sætte fokus på TRÆD TIL og Kræftens Bekæmpelse ifm. Tour de France, så hold jer ikke tilbage. Uanset hvor jeres lokalforening befinder sig, kan I fx arrangere lokale spinningevents, hvor overskuddet går til Kræftens Bekæmpelse. Vores MobilePay nummer er 550077, så del endelig nummeret og hjælp med at samle midler ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patient- og pårørendestøtte.

Har I spørgsmål eller ønsker inspiration, så skriv endelig til Projektleder, Nathalie Emsø, på traedtil@cancer.dk.

Lad os sammen træde til for alle, berørt af kræft.

Køb TRÆD TIL-cykeltrøjen
Verdens bedste hjælperytter i 2021, Michael Mørkøv, er ambassadør for Kræftens Bekæmpelses TRÆD TIL-kampagne under dette års Tour de France Grand Départ. 

- Jeg mistede min far til kræft i 2007, da jeg var 22 år. Det var en hård tid for min familie og jeg. Jeg ved derfor, hvor vigtigt det er med støtte og håber, at jeg som ambassadør kan være med til at hylde alle dem, der træder til og hjælper andre familier, som er berørt af kræft, fortæller Michael Mørkøv.

Derfor er han også med til at sælge TRÆD TIL-cykeltrøjen, der hylder alle de hjælperyttere, der er så afgørende – uanset om det er på cyklen eller i et kræftforløb. De pårørende, frivillige, forskere og rådgivere, der træder til og skaber håb for alle, berørt af kræft.

Den unikke cykeltrøje kan købes for 649 kr. på cancer.dk.