Luk

Sådan kommer repræsentantskabsmødet til at foregå

Vi har nu taget hul på foråret, og dermed nærmer vi os årets repræsentantskabsmøde. Det kommer næppe som den store overraskelse, at vi heller ikke i år kan mødes over 300 frivillige og medarbejdere på Comwell Kolding. Det skal dog ikke forhindre os i at afholde et spændende møde, selvom det bliver i en alternativ version.

3. marts 2021
NINA LÆRKE BELT, PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS, ARTIKEL OPDATERET 14. APRIL

Igen i år er der mange spændende punkter på dagsorden til repræsentantskabsmødet. Arkivfoto: Tomas Bertelsen.

Vi nærmer os årets repræsentantskabsmøde, og deltog du i 2020, vil du genkende en del af formatet. Igen i år gør vi mødet digitalt.

Alle delegerede fra lokalforeninger og regionsudvalg inviteres til en samtaleuge på frivillig.dk den 25.-29. april. Her vil alle vedtægtsbestemte dagsordenspunkter blive præsenteret i korte film, og vores præsident, Lykke Friis, vil guide alle delegerede igennem de forskellige punkter. Man kan desuden læse om kandidaterne til hovedbestyrelsen og eventuelle forslag, som ønskes behandlet.

I slutningen af samtaleugen vil alle stemmeberettigede modtage et link til digital afstemning om forslag og ikke mindst valg til hovedbestyrelsen.

Det hele kulminerer lørdag den 8. maj, hvor vi afholder Teams Live Event. Her vil vi blandt andet præsentere valgresultatet til hovedbestyrelsen, og der vil være spændende oplæg om blandt andet fremtidens forskning, forebyggelse og det lokale fundraisingarbejde.

Plan A og B
Der er stadig et spinkelt håb om, at vi kan få mulighed for at mødes lokalt/regionalt i mindre grupper, så det digitale møde suppleres med mindre, fysiske møder. Men det afhænger af coronaudviklingen – og det vil under alle omstændigheder udelukkende være et tilbud og ikke en forudsætning for at deltage i repræsentantskabsmødet. 

Lokalforeningsformænd og regionsudvalg har netop modtaget en invitation til repræsentantskabsmødet, og der er desuden lagt mere information på frivillig.dk:

Repræsentantskabsmøde 2021

Opdateret 14. april 2021:
Grundet de aktuelle coronarestriktioner vil alle skulle følge livemødet d. 8. maj hjemmefra. Af denne grund er programmet  ændret, så mødet afholdes kl. 14.00-18.30. 
Det opdaterede program kan ses på frivillig.dk.