Luk

Sæt fokus på HPV-vaccination sammen med apoteket

I uge 35 samarbejder Danmarks Apotekerforening og Kræftens Bekæmpelse igen om at sætte fokus på HPV-vaccination. Formålet er at fortælle forældre, at vi har en vaccine, der kan beskytte deres børn mod kræft, og dermed medvirke til, at flere får deres børn HPV-vaccineret.

16. juni 2020
FOREBYGGELSE & OPLYSNING
Frivillig deler materiale om HPV-vaccinen ud foran apotek.

Inge Mølgaard, lokalforeningsformand i Roskilde, deler materiale om HPV-vaccinen ud foran sit lokale apotek. Foto: Primetime.

Apotekerne er et godt sted at tage snakken om HPV-vaccination med en bred målgruppe. Det viser resultaterne fra HPV-ugen i Region Sjælland i 2019. Derfor udvides HPV-ugen i år til at gælde for hele landet fra den 14. til 30. august 2020.

Tilslutningen til HPV-vaccination er steget markant i hele landet de sidste par år. Men selvom 65 pct. af piger født i 2006 er færdigvaccineret, er der stadig et stykke vej til målet om, at 80 pct. af pigerne i en årgang er færdigvaccineret. Og i nogle kommuner er vejen lidt længere. Se tilslutningen i din kommune under artiklen.

Kontakt dit lokale apotek
I Danmark er der hver dag to danskere, der får kræft, som skyldes HPV. Mange af disse tilfælde kan forebygges med HPV-vaccination, og vaccinen beskytter både piger og drenge. Derfor tilbydes og anbefales piger og drenge gratis HPV-vaccination, fra de fylder 12 år.

Danmarks Apotekerforening bakker op om, at lokale apoteker bidrager til ’Stop HPV – bliv vaccineret’-indsatsen i samarbejde med Kræftens Bekæmpelses frivillige.

Det giver mulighed for, at I som frivillige kan kontakte det lokale apotek og spørge, om det vil være interesseret i at samarbejde om at sætte fokus på HPV-vaccination. Det kan f.eks. være et samarbejde om en stand en enkelt eftermiddag eller mere, på eller uden for apoteket.

Materialer
Vi sørger for, at apotekerne får tilsendt 'Stop HPV'-pjecer, plakater, balloner mv. – så der er synlighed om HPV-vaccination hele ugen. Ønsker I at have roll-ups, fotoboks eller ladcykel med for at skabe endnu mere blikfang, kan det bestilles på frivillig.dk i 'Stop HPV - bliv vaccineret'-gruppen. 

Ved spørgsmål til HPV-ugen er I velkomne til at kontakte jeres områdekonsulent eller Trine Skovlund Bentzen fra ’Stop HPV – bliv vaccineret’-indsatsen på tsb@cancer.dk.

Tabel over HPV-tilslutning i hele landet.