Luk

SOSU-hjælperen fra Cuba: Kræftens Bekæmpelse har stjålet mit hjerte

Efter et trafikuheld og flere operationer i ryggen måtte 51-årige Dolores erstatte sit faste job som SOSU-hjælper i den lokale hjemmepleje med en langtidssygemelding og intensiv genoptræning. Knap 8 år er gået siden Dolores blev påkørt og som et led i at vende tilbage på arbejdsmarkedet, er hun nu frivillig i en af Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker. 

51-årige Dolores Forring i genbrugsbutikken i Randers

51-årige Dolores Forring i genbrugsbutikken i Randers. Foto: Kenneth Johansson

- Selv om jeg er ny og kun skal være her i en begrænset periode, så har jeg følt mig velkommen fra dag et. Og det er uanset om jeg er på tirsdags- eller torsdagsholdet. Alle mine frivilligkollegaer i butikken er bare så søde og der bliver ikke gjort forskel på nogle her i butikken. Lad mig sige det på den her måde: Kræftens Bekæmpelse har stjålet mit hjerte.

Sådan beskriver 51- årige Dolores Forring den modtagelse, hun fik, da hun sidste år startede i et ressourceforløb hos Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Randers.

Dolores sammen med praktikansvarlig, AnnaGrethe.

Dolores sammen med praktikansvarlig, AnnaGrethe. Foto: Kenneth Johansson

Ikke bare for at få tiden til at gå
En af dem der var med til at tage imod Dolores er 69-årige AnnaGrethe Iversen, som er frivillig og samtidig praktikansvarlig for Dolores.

- Jeg har fornøjelsen af at have Dolores tæt på mig. Dolores er et meget fint og engageret menneske og utrolig vellidt. Jeg er fuld af beundring for hende. Hendes glæde smitter sådan af på alle os frivillige, men også på kunderne. Det er tydeligt, at hun ikke bare er her for at få tiden til at gå. Hun er virkelig motiveret og får meget fra hånden, fortæller AnnaGrethe.

Sammen med AnnaGrethe er Dolores frivillig i taskeafdelingen, hvor hun bl.a. tømmer taskerne, gør dem fine og efterfølgende prissætter dem.

- Jamen jeg elsker at være her og hygger mig sådan med de andre. Vi er gode til at lave sjov med hinanden. F. eks. når vi skal prissætte varer. Nogle vil gerne tage så mange penge som muligt for designertaskerne, så vi kan få mange penge ind til kræftsagen. Andre synes priserne bliver for høje. Så kan vi godt gå og drille hinanden med priserne, men altid på den gode måde, griner Dolores.

Fra Cuba til Randers
At Dolores skulle blive frivillig for Kræftens Bekæmpelse lå dog ikke i kortene. Dolores er nemlig født og opvokset på Cuba. Men så en dag for 24 år siden dukkede danske Lars pludselig op på den caribiske ø, og snart efter opstod der sød musik imellem dem.

Efter fem år sammen på Cuba besluttede parret at hive teltpælene op og flytte til Randers med Dolores dengang 12-årige søn, som hun har fra et tidligere forhold.   

I Randers uddannede Dolores sig som social og sundhedshjælper, hvor hun hurtigt fiik arbejde i den lokale hjemmepleje. 

- Jeg har altid godt kunne lide at gøre en forskel og hjælpe andre mennesker, så det var på en måde naturligt for mig, at blive SOSU-hjælper, fortæller hun.

Et trafikuheld ændrede alt
Dolores havde egentlig forestillet sig, at hun skulle blive i hjemmeplejen til den hun skulle gå på pension, men sådan skulle det ikke gå. For en eftermiddag for snart otte år siden, blev Dolores påkørt. På vej retur fra en af beboerne i hjemmeplejen, kørte en modkørende bilist pludseligt ind i den hjemmeplejebil, som Dolores kom kørende i.

Politi og ambulance blev tilkaldt og da Dolores vågnede op på hospitalet, var det med en besked fra lægen om, at hun havde fået et piskesmæld og at hendes ryg var brækket. Udsigten til at fortsætte som SOSU-hjælper var med ét blevet frarøvet hende og i stedet stod hun overfor en langtidssygemelding, rygoperationer og ikke mindst intensiv genoptræning.

Jeg synes det er et fremragende sted at arbejde, fortæller Dolores.

Jeg synes det er et fremragende sted at arbejde, fortæller Dolores. Foto: AnnaGrethe Iversen

Det er et fremragende sted at arbejde
Selv om Dolores stadig er plaget af sine rygskader, så har hun heldigvis fået det markant bedre. Så da Dolores sidste år fik muligheden for at komme i frivilligpraktik i Kræftens Bekæmpelse Genbrug som et led i så småt at vende tilbage til arbejdsmarkedet, takkede hun gladeligt ja. En beslutning som hun ikke har fortrudt, og som både hun og de andre frivillige er ovenud henrykte over, at hun gjorde.

- Jeg synes det er et fremragende sted at arbejde og så endda med et godt formål. At være frivillig for Kræftens Bekæmpelse hjælper så mange mennesker. Vi behøver flere penge til at kunne kurere kræft. Jeg har ikke nogen i min egen familie, som har været ramt af kræft, men to af mine veninders mænd er døde af sygdommen, fortæller Dolores og fortsætter:

- Selv om mit ressourceforløb slutter til maj, så håber jeg på, at kunne fortsætte her. Nu får vi at se, siger hun ydmygt.

- Det der er så fantastisk ved Dolores, det er, at man kan mærke, at hun gerne vil. Sådan oprigtigt gerne vil. Og dem der gerne vil, dem skal man også give noget ansvar, afslutter AnnaGrethe.

Læs også om, hvordan der er brug for dig som ny genbrugsfrivillig:

Bliv genbrugsfrivillig