Luk

Tak for et fantastisk 2019

Året er ved at gå på hæld, og det er tid til at kigge tilbage på et år fyldt med små og store begivenheder til gavn for kræftsagen. Frivilligchef Charlotte Gerhauge vil gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og sende en varm tak for jeres flotte indsats.

18. december 2019
FORENING & FRIVILLIGE

I er 47.000 frivillige, som alle har bidraget til, at 2019 er blevet et fantastisk år for Kræftens Bekæmpelse. Hver og en af jer har været med til at støtte kræftsagen, skabe fællesskab og håb for fremtiden.

- Noget af det, jeg holder allermest af, er at komme rundt i landet og se de mange aktiviteter, I arbejder med, og de nye initiativer, I stabler på benene i løbet af året. Jeg ved, at I lægger mange arbejdstimer i det, og jeg er dybt imponeret over jeres indsats. Man kan ikke undgå at blive smittet af jeres engagement, siger frivilligchef Charlotte Gerhauge.

Se også en videohilsen fra formanden for Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen:

Glædelig jul fra Kræftens Bekæmpelses formand

Frivillige står bag store successer
Lad os se tilbage på et par nedslagspunkter for året, der er gået.

Kampagneleder Merete Knudsen åbner indsamlingsbøtter i Roskilde. Foto: Stine Lynghard.

Omkring 3.000 frivillige var med til arrangere Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling søndag den 7. april, og godt 26.000 stemte dørklokker. Den store opbakning resulterede i et indsamlingsresultat på 33 millioner kroner på dagen (over 35 millioner kr. i alt), som er en fremgang i forhold til året før.

Den sidste weekend i maj var omkring 400 deltagere samlet til repræsentantskabsmøde. Lykke Friis blev genvalgt som præsident, tre nye pejlemærker blev præsenteret, og hovedbestyrelsen kunne byde velkommen til tre nye ansigter.

Stafet for Livet i Rødovre den 31. august 2019. Foto: Tomas Bertelsen.

Stafet For Livet løb af stablen 75 gange fra maj til september. I løbet af sæsonen har vi engageret ca. 73.500 Fightere, deltagere og frivillige, som alle har bidraget til fællesskabet og støttet kræftsagen. Velkommen til Pandrup, Låsby, Hedensted, Langeland, Ikast, Høje Taastrup og Glamsbjerg, hvor der har været en stafet for allerførste gang.

Der er nu mere end 1.000 frivillige, som hjælper til i IGEN-butikkerne, og flere har endda været med siden starten i 1991. Til foråret kan vi byde velkommen til endnu flere, når butik nummer 15 åbner i Næstved.

Forebyggelse og hjælp til patienter og pårørende
Rygning var i dén grad i fokus frem mod folketingsvalget den 5. juni. Frivillige var i dialog med folketingskandidater, og der blev skrevet utallige læserbreve. I det hele taget har det store lokale arbejde haft afgørende betydning for, at der nu er over 200 partnere i Røgfri Fremtid, og at højere pris på cigaretter er blevet en del af finanslovsaftalen.

Som formand for Silkeborg Lokalforening gør Charlotte Kirk Jeppesen en stor indsats for at få flere lokale partnere i Røgfri Fremtid. Foto: Tomas Bertelsen.

Pårørende har også været på dagsordenen mange steder. For eksempel har hovedbestyrelsen på opfordring fra lokalforeninger afsat en pulje i en forsøgsperiode til at etablere flere lokale rådgivningstilbud i samarbejde med kommunerne – til gavn for patienter og pårørende, der bor langt fra et rådgivningstilbud. Både lokalt og regionalt er det også lykkedes at få sat fokus på børn og unge som pårørende.

I løbet af året har mange af jer også bidraget til at gøre patienter og pårørendes svære tid lidt lettere. I har tilbudt samtaler, motion, madlavning eller andre former for støtte til dem, der har allermest brug for det.

Frivillige hjælper med at pakke ud i den nye kræftrådgivning i Herlev. Foto: Stine Lynghard.

Oplysningsaktiviteter rundt omkring i landet har været med til at sætte fokus på HPV-vaccination, og det har betydet, at flere piger – og som noget nyt i år også drenge – nu bliver vaccineret.

Solfrivillige landet over har også været vældig flittige i år. Vi har nået næsten 19.000 børnehavebørn via 'Den lokale soluge', og der har været rift om 'Skyggehyggepakkerne'.

En stor og varm tak
I august åbnede en ny kræftrådgivning i Herlev, og et hold af nye værtsfrivillige og ’garvede’ frivillige fra den nu lukkede kræftrådgivning i Lyngby stod klar til at tage imod patienter og pårørende.

Frivillige klædt i pink til Lyserød Lørdag på torvet i Køge. Foto: Claus Sall - Claus Sall Photography.

Lyserød Lørdag satte rekord i år. Over 2.000 frivillige malede Danmark lyserød den 5. oktober, og den fantastiske opbakning sikrede 5,22 millioner kroner til brystkræftsagen. Det er det største resultat nogensinde.

Til Knæk Cancer var der et væld af frivilligaktiviteter og indsamlinger over hele landet og smukke lysceremonier i Esbjerg, Odense, Skive, Kolding og Vordingborg.

De mange aktiviteter gør et stort indtryk på frivilligchef Charlotte Gerhauge.

- Jeg vil gerne sende hver og en af jer en stor og varm tak for jeres indsats. Det er et fuldstændig uvurderligt arbejde, I gør for Kræftens Bekæmpelse, og jeg glæder mig meget til et spændende nyt år sammen med jer, siger Charlotte Gerhauge.