Luk

Whistleblower-ordning også for frivillige

Frivillige kan på lige fod med ansatte og andre tilknyttet Kræftens Bekæmpelse benytte sig af ny whistleblower-ordning.  

20. december 2021
KATINKA AGGER, PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS

Kræftens Bekæmpelse ønsker en kultur med åben og ærlig dialog om fejl, utilfredsstillende forhold og bekymringer.

Ifølge en ny lov skal en stor arbejdsplads som Kræftens Bekæmpelse desuden stille en whistleblower-ordning til rådighed som en mulig kanal til at indberette oplysninger om alvorlige lovovertrædelser og andre alvorlige forhold i foreningen. Kræftens Bekæmpelses whistleblower-ordning er derfor nu tilgængelig på cancer.dk og frivillig.dk.

Alle frivillige i Kræftens Bekæmpelse er omfattet af ordningen, og det samme gælder ordinært ansatte, studerende, praktikanter, gæsteforskere, tidligere ansatte, jobansøgere samt vores leverandører og samarbejdspartnere.

Åbenhed omkring bekymringer
I Kræftens Bekæmpelse har vi fokus på, at vi skal være en forening, hvor frivillige, ansatte og andre, der er tilknyttet foreningen, føler de kan tale åbent om bekymringer på arbejdspladsen eller i det frivillige arbejde.

Du er som frivillig altid velkommen til at gøre opmærksom på eventuelle potentielle kritisable forhold, og vi opfordrer dig til at gå til din frivilligleder, din lokale områdechef, rådgivningsleder eller distriktschef. Du kan også kontakte Center for Kræftforsknings Komité for tvivlsom forskningspraksis, Kræftens Bekæmpelses databeskyttelsesrådgiver (DPO) eller direktør Jesper Fisker.

Skulle der opstå situationer, hvor du foretrækker en anden kanal til at formidle oplysninger om alvorlige lovovertrædelser eller andre alvorlige forhold i Kræftens Bekæmpelse, så har du nu muligheden for at bruge Kræftens Bekæmpelses interne whistleblower-ordning. Du skal dog vide, at du også mulighed for at bruge den nye eksterne whistleblower-ordning, der varetages af Datatilsynet.

Du kan læse mere på cancer.dk, hvor du også finder retningslinjerne for Kræftens Bekæmpelses whistleblowerordning.

1

Kommentarer

FLOT.  Vi skal til enhver tid være åben og ærlig.

21. december 2021 13:47