Luk

"Det var rart at komme ned i butikken og gøre mig nyttig for en vigtig sag"

Da den tidligere brystkræftpatient Karen Bækgaard Pedersen som 48-årig ufrivilligt stoppede på arbejdsmarkedet i 1994, meldte hun sig som frivillig i Kræftens Bekæmpelses nyåbnede genbrugsbutik i Herning. Kræftsagen og fantastiske kollegaer er årsagerne til, at Karen trofast er blevet hængende i alle årene.

Karen er en af de frivillige, der har været med stort set siden butikken åbnede for 30 år siden.

- Jeg havde været fabriksarbejder i 33 år, men så kom der nedskæringer og jeg blev fyret. Pludselig skulle jeg gå hjemme. Det var jeg ikke særlig god til. Jeg blev hurtigt træt af bare at gå derhjemme i mit eget selskab. Min mand arbejdede jo stadig, fortæller 77-årige Karen Bækgaard Pedersen og fortsætter:

- Så jeg ringede ned til butikken, som dengang lå i passagen i Bredgade, og spurgte, om de kunne bruge sådan en som mig. ’Ja, ja kom du bare herned’, svarede den daværende chef Ronald mig, og nu har jeg været her fast om onsdagen i over 28 år.

Kræft tæt inde på livet
Karen har desværre haft kræft tæt inde på livet mange gange. Første gang i 1990, hvor lægerne fandt en kræftknude i hendes ene bryst. Takket være et effektivt kræftforløb fik hun bugt med sygdommen.

Anden gang var i 2010, da Karens storesøster fik konstateret kræft i underlivet. Desværre viste det sig, at kræften havde spredt sig til både leveren og nyrerne og til sidst var der ikke meget at stille op. Søsteren overlevede ikke. Tredje og fjerde gang var da to af Karens brødre med korte mellemrum blev ramt af kræft. Kun den ene af brødrene overlevede.

Med kræften som følgesvend blev Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik derfor et oplagt sted for Karen at være frivillig.

Det var rart at komme ned i butikken og gøre mig nyttig for en vigtig sag, fortæller Karen som har haft kræft tæt inde på livet flere gange.

Det var rart at komme ned i butikken og gøre mig nyttig for en vigtig sag, fortæller Karen som har haft kræft tæt inde på livet flere gange. Foto: Kenneth Johansson

En vigtig sag
- Det var rart at komme ned i butikken og gøre mig nyttig for en vigtig sag. Og så har det samtidig givet mig så meget, at tale med de andre frivillige. Mange af dem har jo selv stået over for kræft på den ene eller anden måde. Vi er gode til passe på hinanden, men vi er lige så gode til at hygge os, grine og lave sjov med hinanden. Jeg har de mest fantastiske kollegaer, udtaler Karen, som trods rygproblemer går efter at få minimum sit eget 30. års jubilæum med i 2024.

Det er ikke kun de andre frivillige, som Karen kommer tæt på i sit frivillige arbejde.

- Vi har en stamkunde, som hver uge i alle de 28 år jeg har været her, lige stikker hovedet ind for at se om vi har fået nogle nye ting. Og så sludrer vi jo og man lærer hinanden at kende. Men der er også mange, som kommer ind og fortæller hele deres livshistorie. Nogle historier er positive, andre sørgelige. Det er aldrig kedeligt at være her, siger Karen, som på sine onsdagsvagter er ansvarlig for kassebetjeningen og porcelænsafdelingen.

Det var lidt flovt at købe brugte ting
Der er sket meget siden butikken i 1992 slog dørene op i Bredgade og lokalerne var betragteligt mindre end de nuværende 600 m2, som butikken overtog i 2014 i Nørregade.

- I starten var efterspørgslen på genbrug ikke synderlig stor. Folk syntes det var flovt at købe brugte ting. Så der var tid til både at drikke kaffe og spise morgenmad med de andre. Det var heller ikke ualmindeligt at vi havde tid til at støvsuge og tørre støv af i løbet af sådan en dag, griner Karen og fortsætter:

- Men så skal jeg lige love dig for at interessen for genbrug steg og det var også derfor vi flyttede over i nogle meget større lokaler, og så blev der ellers travlt. Og det er jo kun godt, at genbrug er blevet så eftertragtet. Jeg donerer også altid mine børnebørns aflagte tøj og det vækker glæde at se, hvordan andre og Kræftens Bekæmpelse kan få gavn af det.

Kender du nogle, som kunne have lyst til at blive butiksfrivillig ligesom Karen? Kontakt projektleder, Tune Friis på 40 26 16 16 eller skriv til ham på tf@cancer.dk