Luk

Flot evaluering af årets repræsentantskabsmøde

De fleste deltagere på dette års repræsentantskabsmøde var glade for både indhold og form. Dog ville flere gerne have haft længere tid til diskussionerne efter de forskellige workshops.

21. juni 2022
Nanna Berg, Patientstøtte & Frivillig Indsats

Med repræsentantskabsmødet vel overstået har Frivillig Indsats de sidste par uger arbejdet med de forslag, der kom ind fra deltagerne på årets møde og kigget på evalueringerne af selve mødet. Hele 70% besvarede det udsendte evalueringsskema, og generelt var alle meget tilfredse med dette års repræsentantskabsmøde.

Flot evaluering af repræsentantskabsmødet
Der var flotte roser til både vores altid veloplagte præsident, Lykke Friis, og vores formand Helen Bernt Andersen, for at styre slagets gang.

Også de forskellige workshops fik gode ord med på vejen, men flere ønskede mere tid til både diskussion og spørgsmål bagefter. En pointe som tages med til næste års planlægning.

Vores formand, Helen Bernt Andersen, på repræsentantskabsmødet

Gode forslag fra deltagerne
’Ideernes træ’ var igen i år med på mødet efter debuten på det digitale repræsentantskabsmøde sidste år, da coronaen rasede. Der er blevet arbejdet videre med idéerne, der tæller alt fra forslag om fødselsdagshilsner til frivillige og bedre hjælp til at navigere på de sociale medier i lokalforeningerne.

Begge dele er noget, der bliver arbejdet videre med og særligt i forhold til hjælp på de sociale medier kommer der i efteråret en række kurser, der netop sætter fokus på social medier. Kurserne vil blive udbudt til alle frivillige, og det vil også være muligt at deltage digitalt, så alle i landet kan være med.

Det videre arbejde
De mange gode idéer og kommentarer arbejdes der nu videre med frem mod næste repræsentantskabsmøde. Evalueringerne er et vigtigt redskab i forhold til at planlægge form og indhold fremadrettet, og derfor skal der lyde et stort tak til alle jer, der tog jer tid til at sende den ind til os.