Hvorfor er du frivillig i Kræftens Bekæmpelse?
- Jeg stoppede mit arbejdsliv tidligt og vidste dengang, at jeg gerne ville arbejde frivilligt. At det netop blev hos Kræftens Bekæmpelse skyldtes, at jeg i 2009 mistede min yngste søn til tarmkræft. Jeppe blev kun 24 år og døde efter et sygdomsforløb på 10 måneder. Det var meget voldsomt for os alle i familien. At begrave sit barn er ikke bare helt forkert, det er enhver forældres værste mareridt – at man ikke er i stand til at tage vare på det barn, man har sat i verden. Da Jeppe døde, tænkte jeg: Aldrig mere kræft. Men efter noget tid gik det op for mig, at intet kunne give bedre mening for mig. Jeg startede som værtsfrivillig i 2011, og har de seneste seks år også været leder af en sorggruppe sammen med en anden frivillig.

Hvad giver det dig at være frivillig?
- For mig er noget af det bedste ved jobbet, at jeg kan gøre en forskel for et menneske i krise bare ved at være den, jeg er. Det er så meningsfuldt et arbejde, som giver mig meget igen. For mig handler det også om at ære Jeppes minde.
Der er ikke nogen mening med, at Jeppe døde. Men jeg kan måske finde en mening i det ved at gøre en forskel for andre. Og så er der nok også noget selvterapi i det. I gruppen af frivillige møder jeg andre, jeg kan spejle mig i. De har ikke nødvendigvis mistet et barn, men de har også haft kræft inde på livet på den ene eller anden måde og har oplevet at være ude i tovene. Derfor møder man en empati her, som man ikke nødvendigvis bliver ved med at mærke i sit eget netværk, efterhånden som tiden går, fordi de ikke har den samme erfaring. Ikke mindst på den lange bane er det vigtigt at have nogen at dele sorgen med.

Jette mistede sin 24-årige søn til kræft. Nu hjælper hun andre, der har kræft inde på livet.

Hvad er den bedste oplevelse, du har haft som frivillig?
- Det er svært at nævne en bestemt oplevelse. Jeg synes, det bedste er alle de positive tilbagemeldinger, man får – både fra medarbejderne i huset og fra patienter og pårørende. Der er en stor anerkendelse af, at vores rolle som værtsfrivillig er vigtig. Vi får også ofte tilbagemeldinger fra de pårørende, der har deltaget i en sorggruppe. For nylig skrev en mand til os efter forløbet og sagde tak for vores måde at være på som sorggruppeledere. Han skrev: ’Tak for jeres lange pauser. Tak for jeres eftertænksomhed og jeres umiddelbarhed.’ Den mail blev vi rigtig glade for. For den fortæller, hvad det er vi kan som frivillige sorggruppeledere. Vi tør være i det svære rum, vi tør være tavse og give plads til tårer og svære følelser.

Hvad er det, der gør netop dit frivillige arbejde så vigtigt
- Som værtsfrivillig er ens vigtigste opgave at tage imod de brugere, der kommer i kræftrådgivningen. Vi kommer folk i møde og siger velkommen. Det kan lyde som en lille ting, men det er ofte mennesker i dyb krise, der kommer ind ad døren. Vi skal derfor kunne bevare roen og have en god fornemmelse for, hvad netop dette menneske har behov for. Opgaven er at få personen til at slappe af og finde ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe. Har personen brug for at tale med en rådgiver eller måske blot sidde lidt med en kop kaffe? Det skal vi som værtsfrivillige spore os ind på med respekt for, hvordan netop denne person er. Mange siger, at det er et dejligt hus at komme ind i, og det har jo noget at gøre med ånden i huset – og også med den rolle, vi udfylder som værtsfrivillige. Mange har været nervøse for at gå ind. Vi kan nogle gange se folk gå frem og tilbage uden for døren, før de får samlet mod til sig. Det er svært at bede om hjælp. Det ved jeg også fra mit eget forløb. Man har ikke overskuddet. Derfor er vores funktion som værtsfrivillig meget vigtig. Vi hjælper folk til at falde til ro, sænke skuldrene og tænke: ’Jeg gjorde det.’  

Hvordan er det at have et frivilligt arbejde, hvor kræft og sorg fylder meget, når du også selv har oplevet en stor sorg?
- Det var svært for mig i starten. Jeg fik næsten åndenød de første gange, jeg kørte hen mod kræftrådgivningen. Men samtidig gav det bare rigtig god mening også dengang. Så jeg forsatte, selv om det var svært. Det der påvirker mig mest i dag er, når jeg skal fortælle Jeppes historie. Men det skal man jo ikke som værtsfrivillig eller sorggruppeleder. Der har du en rolle og skal ikke fylde med din personlige historie. I de roller bruger jeg mig selv på en anden måde. Jeg bruger den erfaring, jeg har gjort. Jeg er ikke bange for sorgen. Det kan være godt og befriende at give sig selv lov til at gå ind i sorgens rum.   

Læs mere om kræftrådgivningerne og find den nærmeste rådgivning: Kræftrådgivninger