Luk

Så let kan I arrangere et gratis foredrag om arv

Hvis jeres lokalforening ønsker at arrangere et foredrag om arv og testamente, kan I få et gratis foredrag med Kræftens Bekæmpelses to advokater. I kan også få hjælp til at invitere til arrangementet.

15. november 2022
Signe Højgaard; PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS
To kvindelige arverådgivere

De to advokater Charlotte Hjeds og Karin Suhr Pullin kommer meget gerne ud og holder foredrag om arv og testamente i Kræftens Bekæmpelses Lokalforeninger. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Det giver ro i maven, når der er styr på arv og testamente. Men det kan være svært at forholde sig til, og arveloven er ikke så ligetil, som man skulle tro. Det fortæller projektleder med ansvar for arvemarkedsføring Dorte Hee. 

- I Kræftens Bekæmpelse oplever vi, at rigtig mange bestiller vores arvemateriale, og vores arverådgivere oplever flere og flere henvendelser, siger hun.

Henvendelserne kommer både fra mennesker, der gerne vil betænke Kræftens Bekæmpelse, og fra mennesker, der gerne vil vide noget om, hvordan arvereglerne er i lige deres situation. Det kan fx være, hvordan boet skal deles, når deres ægtefælle dør, eller hvem der arver dem, når de ikke efterlader sig børn eller ægtefælle, fortæller Dorte Hee.

- Vi oplever, at både deltagere og lokalforeninger er meget tilfredse med foredragene, lyder det fra Dorte Hee.

Få et gratis foredrag ud
Som lokalforening har I mulighed for at arrangere et foredrag om arv og testamente, hvor Kræftens Bekæmpelses egne advokater Charlotte Hjeds og Karin Suhr Pullen kommer på besøg og holder et gratis foredrag på to timer med rig mulighed for at stille spørgsmål.

- I foredraget fortæller Charlotte og Karin på en let forståelig måde om fremtidsfuldmagt, om arvelovgivningen, og om hvordan man rent praktisk opretter et testamente. Foredraget bliver holdt med glimt i øjet, og tager sit udgangspunkt i fortællingen om en fiktiv familie, der kommer ud for lidt af hvert, fortæller Dorte Hee og tilføjer, at foredraget ikke handler specifikt om Kræftens Bekæmpelse, men om arvelovgivningen generelt.

Hjælp at hente
I skal selv finde et egnet lokale og invitere til arrangementet i jeres lokalområde. Men der er god mulighed for at få hjælp til at få reklameret for foredraget. I kan som lokalforening få en digital pakke med alt, hvad I har brug for til at gøre opmærksom på arrangementet i jeres område.

Pakken med materialer indeholder:

  • En annonce, som I kan indrykke i en lokal avis. I får desuden 2.000 kr. i tilskud til indrykningen.
  • En pressemeddelelse, som I kan sende til lokalavisen.
  • En invitation.
  • Et opslag til opslagstavler i lokale butikker.
  • Et forslag til tekst og billede til Facebook.
  • Et opslag til det sted, hvor foredraget bliver holdt.

Hvis I har fået mod på at arrangere et arveforedrag for både medlemmer og lokalsamfund, er i velkomne til at kontakte Charlotte Hjeds på 35 25 75 84 eller chj@cancer.dk. Sammen kan I finde ud af, hvornår og hvordan I kan arrangere et arveforedrag.

Læs også om lokalforeningsformand Lotte Mikkelsens oplevelser og erfaringer med at afholde arveforedrag i Lejre.

Find artiklen: Få Lottes opskrift på velbesøgte foredrag

Læs også: Nu starter november arvekampagne