Luk

Temadag på Lolland: Nyt palliativt team giver håb

Der var fuldt hus og plads til både grin og gråd, da Lolland lokalforening inviterede til temadag. 100 forventningsfulde deltagere var mødt op til en dag om kræftsagen, og et nyt palliativt team i Lolland Kommune var blandt fokusområderne.

17. november 2022
Af Rikke Steenbech, Patientstøtte og Frivillig Indsats
Deltagerne på temadagen sidder og spiser.

Takket være en anonym donation kunne Lolland lokalforening afholde temadag for 100 mennesker.

Pengene faldt på et tørt sted, da Kræftens Bekæmpelses lokalforening på Lolland fik en donation fra en anonym person, som var øremærket kræftsagen i kommunen. Donationen gjorde det muligt for Lolland lokalforening at byde velkommen til en temadag dedikeret til kræftsagen lørdag den 29. oktober.

Nyt palliativt team er et unikt tilbud
Dagen var fyldt med interessante oplæg, og sygeplejerske Mette Bott Lauritsens introduktion til etableringen af det nye, palliative team gjorde indtryk på de mange tilhørere. Og det er der en hel særlig grund til. Ifølge formand for Lolland lokalforening Jane Bøgelund Andersen er det vigtigt, at en kommune som Lolland kan give borgerne dette tilbud. 

- Vi har rigtig mange kræftramte og en dårlig levestandard, så det er jo unikt i en fattig kommune som Lolland, at man prioriterer, at de mest alvorlig syge skal have en ekstra hjælp. Det er vi rigtig stolte af, siger hun.

I Lolland kommune er der nu 125 patienter med palliative behov. Det nye palliative team består af en lægekonsulent og otte sygeplejersker.

Stor betydning for lokalsamfundet
Blandt deltagerne var både kræftramte, kræftfrie og pårørende. Ifølge Jane Bøgelund Andersen har arrangementet været en kæmpe succes, og hun oplevede, at arrangementet betød meget for deltagerne.

Ved temadagen holdt chefpsykolog på rigshospitalet Svend Aage Madsen også et foredrag, som var særlig rettet mod at få mænd til at gå til lægen. Dagens sidste foredragsholder var forhenværende chefpolitiinspektør, Per Larsen, der holdte et personligt oplæg om at have kræft tæt inde på livet.

- Det var en dag med latter, gråd og med følelserne ude på tøjet. Mange gav udtryk for, at det var et arrangement, de havde brug for, fortæller en tilfreds Jane Bøgelund Andersen.