Luk

Vil du være med til at få flere danskere op på cyklen?

Kampagnen Ta' Cyklen Danmark arbejder for at få flere danskere op på cyklen på de korte ture til og fra arbejde, skole, fritid og indkøb for derigennem at bidrage til forebyggelse af livsstilsygdomme som diabetes, hjertesygdom og kræft.

17. februar 2015
Vibeke Berglund Gunge, Forebyggelse og Oplysning

Kræftens Bekæmpelse er partner i Ta' Cyklen Danmark. Vi har brug for engagerede frivillige til første kampagneperiode i marts, der sammen med os vil hjælpe med at få flere danskere til at tage cyklen til indkøb. Som frivillig får du mulighed for at deltage i sjove events, hvor de gode budskaber om at tage cyklen skal spredes, og der skal pakkes og uddeles gratis Bikezacs (smarte cykeltasker) ved et supermarked. Hjerteforeningen og Diabetesforeningen er også partnere i Ta' Cyklen Danmark, og de inviterer også deres frivillige til at deltage i eventene. Kampagnen er støttet af Nordea-fonden.
Første event afholdes fredag den 20. marts og søndag den 22. marts, og der er mulighed for at deltage i events i byerne Aarhus, Middelfart, Odense og Frederiksberg.


Kampagneperiode
Ta' Cyklen Danmark kører i tre år med start i marts 2015. Du kan tilmelde dig første event (d. 20/3 kl. 15-18 og søndag d. 22/3, kl. 13-16) eller være med hele vejen, hvor du kan koble dig på enkelte opgaver alt efter tid og interesse.


Kontakt
Vil du høre mere om kampagnen Ta' Cyklen Danmark og om mulighederne som frivillig, så kontakt Vibeke Gunge på vibegu@cancer.dk eller tlf. 3525 7574.