- Egentlig er jeg uddannet jurist, men efter at jeg har været udsat for to store uheld i mit liv, har jeg måttet stoppe med at arbejde. Det var hårdt ikke fortsat at have en arbejdsidentitet, så jeg brugte nogle år på at komme mig.

En dag fik jeg kontakt til en gammel veninde, som fortalte mig, at hun arbejdede i kræftrådgivningen i Aalborg. Pludselig kunne jeg mærke, at jeg var klar igen til at bruge mine kræfter på noget meningsfuldt. Og hvis der var et sted, jeg gerne ville gøre det, så var det Kræftens Bekæmpelse.

Jeg meldte mig som frivillig og blev kaldt til en samtale på rådgivningen. Jeg havde gjort mig nogle tanker om, at jeg skulle tilbyde juridisk rådgivning til patienter og pårørende, men da jeg sad dér, kunne jeg pludselig mærke, at den del af mig ikke mere var dét, jeg havde lyst til at give. Efter en lille tid i tænkeboks fandt jeg ud af, at det dejlige køkken ikke blev brugt så meget i hverdagene, så fordi jeg elsker at lave mad, blev dét mit frivillige projekt. Nu kalder de mig Suppe-Jeanette.

Tilslutningen er vokset stødt, og der er nu mange grupper, der i flere sammenhænge benytter sig af suppetilbuddet. Vi har f.eks. Navigator-gruppen, som kommer og får en portion, og en del ældre borgere kommer nu og mødes for at snakke over en omgang suppe og boller. En gang kom der en ældre herre hen til mig: 'Er det i dag, der er suppe?', spurgte han. Jeg kendte ham ikke, så jeg blev bare så glad, for tænk, at der er nogen, som kommer ind i dette pragtfulde hus af liv og lys og håb bare for suppen!

Jeg er glad for mit frivillige arbejde. Jeg føler, jeg har en arbejdsidentitet igen. Et sted, hvor jeg gør en forskel og har kolleger, som jeg har et fællesskab med. Suppe-Jeanette fortsætter helt sikkert.

- Jeg så en dag en kvinde, der sad og græd, så gik jeg hen til hende og spurgte, hvad der var galt. Hun fortalte, at hendes 18-årige søn lige var kommet ind til behandling, efter at han havde fået at vide, at han havde kræft. Dér skulle jeg jo bare sidde og lytte og ikke give udtryk for, at jeg syntes, at det var frygteligt synd for hende, fortæller Elisabeth.

Men det er ikke altid nemt:

- Der er nogle hårde skæbner engang imellem. Kunsten er nok at være i stand til at lytte uden at slæbe det hele med hjem. Det er det vigtigste. Og selvfølgelig er det svært – særligt med sådan en fyr her på 18 år. Det er slemt, siger hun.

I den frivillige gruppe i stråleterapien er der masser af rummelighed og god dialog. De frivillige er gode til at støtte op om hinanden, hvilket er vigtigt, hvis nogen har haft nogle svære oplevelser. Derudover har de et rigtig godt samarbejde med personalet i stråleterapien, som sætter stor pris på deres bidrag og deltagelse.

Når nye patienter kommer ind til stråleterapi, forsøger Elisabeth altid at få dem til at føle sig godt tilpas.

- Jeg spørger dem, om de vil have en kop kaffe eller et glas vand, og når de så finder ud af, at jeg er frivillig, så er der mange, der gerne vil tale – og det kan være om alt mellem himmel og jord. Men vi starter næsten aldrig med at tale om sygdom. Det kan så komme hen ad vejen. Det er min opfattelse, at de patienter, vi taler med, og som har lyst til at tale, får meget ud af, at vi er her, fortæller Elisabeth.

- Eftersom jeg selv har været ramt af kræft, har jeg oplevet sundhedsvæsenet både fra den gode og fra den dårlige side. Det giver mig en indsigt, som jeg kan bruge til at forstå de vilkår, man som kræftpatient er underlagt. For ikke at tale om de følelser, man gennemlever i et kræftforløb, fortæller Christian.

Han kom som 27-årig i kontakt med Ung kræft, som er Kræftens Bekæmpelses afdeling for unge kræftpatienter. Her fandt Christian et fællesskab, han ikke havde oplevet før. Han mødte venner og ligesindede, som hjalp ham til at finde accept af sin kræftsygdom.

Christians virketrang resulterede i, at han startede gruppen 'Proof of Life' op i Silkeborg. Da Silkeborg Lokalforening efterfølgende var på udkig efter en ny formand, blev Christian spurgt, om det ikke var noget for ham. Siden han tiltrådte, er det gået stærkt: Han har både stået i spidsen for Landsindsamlingen i Silkeborg og været på repræsentantskabsmøde som formand.

I dag er Christian ikke længere formand, men bestyrelsesmedlem i Silkeborg Lokalforening. Hvis man spørger ham, hvad det bedste ved at være frivillig i Kræftens Bekæmpelse er, svarer han:

- Det bedste ved at træde ind i et frivilligt liv i Kræftens Bekæmpelse er, at vi er en familie af ligesindede. Jeg føler, at jeg kan udrette noget, og at jeg har rygdækning både fra de andre i bestyrelsen, andre frivillige og fra de ansatte. Her er velvilje, plads og rummelighed, siger Christian.

- Jeg er uddannet socialrådgiver, og jeg har længe tænkt på at støtte Kræftens Bekæmpelse i dette projekt, fordi jeg bl.a. ønsker at bidrage med formidling og empowerment hos borgere med anden etnisk baggrund. Jeg mener, at kræftsagen bør være alles sag. Alle er jo på en eller anden måde berørt af sygdommen, siger Ruhina.

Hendes egen svigerfar var bl.a. syg af kræft. Han blev senere rask igen. Dengang havde hverken hun eller han kendskab til tilbud for kræftramte. Det motiverede også Ruhina til at gøre noget.

- Vi skal arbejde med den tillid, vi har til hinanden. Det er svært for nogle grupper at lukke andre ind i privatsfæren. Der skal mere til end en pjece, der dumper ind af brevsprækken. Der skal en dialog til. Hvis jeg vidste dengang, hvad jeg ved i dag, så ville jeg forsøge at tage med min svigerfar til lokalforeningens motions- og cafétilbud eller anden rehabilitering, fortæller Ruhina.

Hun er glad for at være frivillig i Kræftens Bekæmpelse.

- Det er rigtig rart. Jeg lærer nye skønne mennesker at kende, både andre frivillige i teamet, men også de lokale etniske foreninger, vi tager kontakt til. Der er plads til alle, både ildsjælene og dem, der bare vil gøre en lille indsats. Jeg har været på et minikursus i De 7 tegn-kampagnen, og jeg glæder mig til at komme mere ud og formidle budskaberne, siger Ruhina.

”Både jeg og kunderne ved, hvor pengene går hen og, hvad de bliver brugt til, så vi prutter ikke om prisen her. Der er jeg nok lidt stram-tantet”, fortæller Jette med et glimt i øjet.

Jette har været engageret i Kræftens Bekæmpelse som frivillig siden 2001, hvor hun blev bestyrelsesmedlem i Helsingør lokalforening. Her har hun i mange år bl.a. fungeret som distriktsleder under den årlige landsindsamling. Siden 2005 har hun ydermere været fast frivillig medarbejder, tre dage om ugen i den samme Igen-butik, først i Snekkersten, og da den flyttede, i Helsingør i Prøvestenscentret.

”Jeg har igennem mit liv været med i mange bestyrelser. Der er noget specielt ved arbejdet i Kræftens Bekæmpelse. Der er en særlig ånd. Man taler pænt til hinanden og støtter hinanden i hverdagen”, fortæller Jette.

Jette er ansvarlig for tøj og kasse, når hun er på arbejde. Men da hun har været i butikken en del år er hun også ferm til at hjælpe de andre frivillige med regnskab og med, at gøre kassen op efter en vagt.

”På den måde hjælper vi altid hinanden. Det er en af de bedste ting ved at komme her. Vi har det så godt indbyrdes. Det er godt at have nogen at ses med og noget at skulle ud af døren til. Og så er det jo i en god sags tjeneste”, Slutter Jette.

Siden Niels vandt kampen mod kræft, har han taget nogle altafgørende valg. Han har forladt det travle arbejdsliv til fordel for sin rolle som patientstøttefrivillig, har genoptaget erhvervet som lærer, og så har han travlt med at nyde sin tilværelse.

Niels startede som patientstøttefrivillig hos Kræftens Bekæmpelse i 2007, på samme afdeling hvor han selv blev behandlet for lymfekræft. Her kom han på en idé.

”Jeg oplevede, at mange af dem, jeg var syge med, blev syge igen. Jeg syntes ikke, der var nogen jeg kunne tale om det med. Jeg var allerede frivillig hos Kræftens Bekæmpelse og foreslog Hejmdal, at man kunne lave en gruppe for sådan nogen som mig – os som går og bider lidt negle, fordi vi er nervøse for at gå til kontrol”, fortæller Niels.

Kræftpatienternes hus i Århus (Hejmdal) var med på idéen, og i dag har mandegruppen ’Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl’ eksisteret i mere end seks år. Gruppen består af seks mænd, som alle er forhenværende kræftpatienter. Her samles de til forskellige aktiviteter som minigolf, besøger museer, ser på containerskibe eller noget helt andet.

Men aktiviteterne i gruppen er ikke det primære. Fidusen er, at de kan de kan mødes og grine sammen, og samtidig forstå hinanden uden at skulle forklare særlig meget. ”Samværet med de andre har givet mig mit humør og min livskvalitet tilbage”, fortælle Niels.

I 2011 fik Lizette selv fik brystkræft og var helt nede og skrabe bunden pga. den hårde medfart, som kræften gav hende. To år senere kom hun med som Fighter ved Stafet For Livet i Næstved: 

”Det var en fantastisk følelse for mig pludselig at være sammen med andre Fightere, og jeg oplevede, at jeg nu selv havde noget at give af og kunne hjælpe andre, som stod midt i forløbet. Vi var seks Fightere, som om aftenen sad og snakkede om, at vi godt mente, vi kunne gøre noget mere, og at vi godt ville vise, at vi som Fightere kunne deltage på lige fod med de øvrige hold. På den måde opstod Team Fighter, et hold for Fightere og pårørende eller folk, som bare gerne ville støtte os. Holdet var en stor succes i 2014, og det blev med det samme besluttet, at jeg skulle stille holdet igen i 2015”, Fortæller Lizette.

I 2015 fik Haslev sin egen stafet, hvor Lizette naturligvis var med ved det allerførste informationsmøde. Da stod det klart for hende, at hun måtte være en del af den lokale stafet i Haslev.

Når Lizette planlægger dagen for Fighterne, gør hun et stort nummer ud af, at de skal føle sig som VIP-gæster hele dagen:

”Fighterne mødes til morgenmad, før stafetten stater. I løbet af dagen er der forskellige aktiviteter samt eftermiddagskaffe og kage, og en helt speciel aftensmiddag med udsøgte vine og naturligvis rigtigt porcelæn. Søndag morgen starter vi med morgenmad og bankospil. Under hele stafetten er der kaffe/te, drikke og frugt i Fighterteltet. Jeg er så heldig at have en højre hånd i Niels Erik Pedersen, som står mig bi i planlægning og gennemførsel af aktiviteterne omkring Fighterne. Vi har fået skabt et meget stærkt sammenhold i Fighterteltet, og det er jeg så glad for, for det har altid været mit primære mål”, fortæller Lizette.

Hvad er en synlighedsfrivillig? Det lyder umiddelbart som en slags bibliotekar, ”og det er nok også meget dækkende for, hvad vi laver”, siger Gitta, og fortsætter: ”Vi skal sørge for at patienterne og de pårørende på de relevante afdelinger på sygehusene har adgang til det nyeste materiale fra Kræftens Bekæmpelse ”.

Man mærker straks at Gitta brænder for sit frivillige arbejde. Som frivilligleder har hun ansvaret for alle synlighedsfrivillige i hele området. ”Vi har en rigtig god og stabil gruppe frivillige, der altid er klar til at stille op og hjælpe. Gruppen har stort set bestået af de samme mennesker i alle årene, så de ved, hvad der skal gøres uden særlig meget støtte”, siger Gitta.

De materialefrivillige leverer ikke bare pjecer og brochurer – de er også Kræftens Bekæmpelses øjne og ører på de lokale kræftafdelinger: ”Der foregår mange sammenlægninger på sygehusene i øjeblikket, det rapporterer vi tilbage til rådgivningerne og bruger det til at være orienterede, så vi kan hjælpe patienter og pårørende med at finde rundt i det hele”.

Gitta er, med sin stabile gruppe materialefrivillige, også i gang med et projekt om at udvide i kundekredsen. ”Vi har planer om at lægge materiale i de praktiserende lægers klinikker og på biblioteker også, for så vil endnu flere få adgang til det nyeste materiale om Kræftens Bekæmpelses arbejde, ”, siger Gitta, mens hun viser rundt i Roskildes livsrum, som hun er meget glad for. ”Her er sådan en varm og rar stemning. Jeg nyder at bruge min tid her”, slutter Gitta.

”Da min familie og jeg flyttede til Hadsten, manglede jeg at have et netværk i mit lokalsamfund. Jeg tænkte at hvis jeg begyndte som frivillig i Kræftens Bekæmpelse, ville jeg både få et netværk i mit lokalsamfund og samtidig gøre noget i fritiden, der giver mening”, fortæller Stine.

Stine ligner ellers ikke en person med for meget fritid, eftersom hun både lige er blevet mor til en lille dreng og er nyuddannet læge. Men, hun kan sagtens få alle tingene til at gå op, og samtidig drage sammenhænge ud af aktiviteterne: ”Som tovholder for PR i Stafet for Livet er jeg ansvarlig for pressemeddelelser og dialogen på vores sociale medier. Det handler alt sammen om god kommunikation, og det er lige så vigtigt som frivillig tovholder, som det er i min lægegerning”, siger Stine. 

Men for Stine stopper hendes involvering ikke ved at være aktiv i Stafet for Livet. ”Jeg vil gerne specialisere mig som hudlæge og derfor har jeg kontaktet Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Favrskov, hvor jeg har talt med dem om at jeg aktivt går ind i kampen for, at Favrskov skal blive en solsikker kommune”.

Tiden må vise, hvor meget Stine kan nå i sit frivillige engagement. Hun er selv rigtig glad for arbejdet i kræftens Bekæmpelse, for som hun siger: ”Mit frivillige arbejde er både tilpas udfordrende og tilpas tidskrævende til, at jeg kan få det til at passe med et fuldtidsjob som læge, og et livstidsjob som mor”.

Aage er en engageret mand, som holder af sine mange opgaver i Kræftens Bekæmpelse, også selvom de fylder en del i hverdagen. ”Det er arbejde jeg altid glæder mig til at udføre. Om få dage holder vi Stafet for Livet for 5. gang. Jeg arbejder primært med logistik, men også med mange andre ting, så jeg lægger en del timer her op til startskuddet”.

Det er ikke et tilfælde at Aage er frivillig i netop Kræftens Bekæmpelse: ”Som ung og nygift mistede jeg min far og begge mine svigerforældre til kræft inden for få år. Men i 1999 mistede jeg en rigtig god ven til prostatakræft og det fik mig op af stolen. Jeg meldte mig som indsamler til Landsindsamlingen, og da jeg gik på pension i 2008, blev jeg frivillig her i kræftrådgivningen. Når ens arbejdsliv slutter mister man meget af sit netværk, men jeg har fået et nyt og måske mere spændende i Kræftens Bekæmpelse, ” fortæller Aage.

Aage nyder at samarbejde med de andre frivillige, og glæder sig især over at han er med til at tiltrække unge mennesker i det frivillige arbejde.

Anahita læser medicin, hvorfor hun er stærk i det faglige aspekt af kræft. Men det var først da hendes mor fik konstateret brystkræft i 2013, at hun for alvor opdagede, at hun kunne hjælpe andre mennesker, der er berørt af sygdommen.

”I vores kultur taler man ikke så meget om de dårlige ting, vi skubber det væk, og sådan havde jeg det også selv først. Jeg kan huske, at jeg konstant sagde til min mor, at hun skulle fortælle det til sin søster og bror, men hun ville ikke.  Hun ville hellere fokusere på mig og mit behov for støtte og trøst end sit eget. Det ændrede sig heldigvis da hun begyndte at gå i behandling og tog imod tilbud fra bl.a. Kræftens Bekæmpelse”, fortæller Anahita.

”En dag, da jeg kom ind på afdelingen, hvor min mor blev behandlet, lagde jeg mærke til, at de danske kvinder sad sammen rundt om et bord og snakkede om, at den ene nu havde fået fjernet sine lymfeknuder, og den anden havde fået fjernet sit ene bryst i går. De delte deres erfaringer, og så grinede de også! Da jeg fik ind på min mors stue, sad hun bare for sig selv. Jeg opfordrede hende til at gå ud og sidde med de andre og bare være sammen med dem og lytte til, hvordan de talte sammen. Det begyndte hun på og fik en fantastisk oplevelse af sammenholdet med disse kvinder – som jo var glade, selvom de var syge. Der fik min mor et ”wake-up -call” – for hun havde jo brug for nogen, der var i samme båd.

Pilotprojektet i Aarhus og Aalborg er nu afsluttet, men lignende projekter fortsætter rundt om i landet – bl.a. i Brøndby lokalforening - hvor frivillige fortsat arbejder for at øge kendskabet til Kræftens Bekæmpelses tilbud.

”Ung kræfts vision er, at ingen unge kræftramte, samt tidligere ramte, skal føle sig alene, og som gruppeleder er jeg med til at støtte, oplyse og inspirere disse unge. Så ved bl.a. at skabe arrangementer som giver adgang til at møde hinanden og danne netværk, føler jeg, at jeg er med til at gøre en forskel, for mennesker der virkelig har behov for det.

Samtidig beriger det også mig selv personligt. Jeg er blevet klogere på livet, i et fællesskab hvor vi forstår hinanden, og jeg føler nærmest at jeg har fået en anden familie.

Også rent fagligt har det frivillige arbejde hjulpet mig til at se, i hvilken retning jeg gerne vil føre min uddannelse som psykomotorisk terapeut”, fortæller Jannie.

Jannie har selv haft kræft. Hun afsluttede sit sygdomsforløb i 2009:

”Da jeg blev spurgt om jeg ville være gruppeleder i Ung kræft kunne jeg se, at det var en lille gruppe med ildsjæle der enten var midt i et sygdomsforløb eller lige havde afsluttet ét. Jeg tænkte, at jeg havde det helbredsmæssige overskud til at tage den opgave. Det gjorde jeg i samråd med min familie, som altid støtter mig, og i starten tænkte jeg, at det måske ville dræne mig for energi, men det har vist sig at være lige omvendt – det giver mig rent faktisk en masse energi at være frivillig.

Desuden synes jeg det er vildt spændende at arbejde på kryds og på tværs af Kræftens Bekæmpelses forskellige instanser. Uanset hvem jeg henvender mig til, er folk meget imødekommende og hjælpsomme, hvilket får mig til at føle mig, som en del af en stor familie”, fortæller Jannie.

Under arbejdet med Ung kræft, har Jannie hele tiden haft et godt samarbejde med lokalforeningen i Skive. Så da hun blev spurgt, om hun ville være det ”unge” medlem i bestyrelsen, sagde hun endnu engang ja:

”Den 2. marts 2017 blev jeg valgt ind i bestyrelsen i Skive lokalforening. Min bestyrelsespost er stadigvæk ny, men her prøver jeg at hjælpe til så godt jeg kan, og prøver at fungere som talerør for Ung kræft. Vi må se, hvad arbejdet her bringer i fremtiden”.