Luk

Flotte resultater efter fem år med De 7 tegn

I fem år har De 7 tegn-kampagnen mindet danskerne om at gå til lægen, hvis de oplever symptomer, der kan være tegn på kræft. Uden det uundværlige engagement fra frivillige over hele landet ville De 7 tegns budskaber ikke kunne nå så langt ud. I har derfor haft afgørende betydning for, at flere kender De 7 tegn, så kræft kan opdages tidligere.

14. januar 2020
JULIE HEDEGAARD MORTENSEN, FOREBYGGELSE & OPLYSNING

Claus Kandborg og Ingelise Jakobsen til Stafet For Livet i Horsens. Foto: Privat.

Mange af jer har været med til at oplyse danskerne om De 7 tegn på kræft. For eksempel via arrangementer i lokalforeningerne, lokale events og på Stafet For Livet. Efter fem år med en stærk frivilligindsats kombineret med nationale kampagneindsatser på TV, sociale medier og i pressen ser vi gode resultater.

60 pct. af målgruppen af mænd og kvinder over 50 år kender De 7 tegns budskab om, at man skal gå til lægen, hvis man oplever et af de syv tegn, og op mod 100.000 er gået til lægen efter hver kampagneindsats. Evalueringer viser også, at kendskabet til udvalgte symptomer stiger efter større indsatser med stærkt fokus på emnet. Det kræver altså vedvarende og gentagende indsatser at sikre, at så mange danskere som muligt kender De 7 tegn.

Budskaberne er gode
I De 7 tegns første år var indsatsen en del af aktivitetsplanen for Kræftens Bekæmpelses lokalforeninger, som skabte en lang række lokale arrangementer, blandt andet virksomhedsbesøg i samarbejde med 3F. I dag bliver De 7 tegn mest brugt i forbindelse med forskellige arrangementer og events.

- Selvom De 7 tegn ikke længere er et prioriteret område blandt frivillige, er der fortsat lokalforeninger, der arbejder med indsatsen, fordi den i løbet af de fem år er blevet en naturlig del af flere lokalforeningers arbejde. I 2018 var Region Hovedstadens frivillige i dialog med næsten 1.000 borgere, blandt andet gennem events på genbrugspladser, mænds sundhedsdag og karrieredag på SOSU-skolen, fortæller Jakob Guldberg Madsen, der er områdekonsulent i Region Hovedstaden.

Både frivillige og ansatte på områdekontorerne synes, at De 7 tegn har nogle gode budskaber, som er lette at forklare for andre.

- Budskaberne i De 7 tegn er enkle at formidle, og lokalforeningerne er glade for at arbejde med indsatsen, siger områdekonsulent Jakob Guldberg Madsen.

Quizudflugt og Twisterspil
De seneste to år har De 7 tegn også været en stor succes på Stafet for Livet. Ca. 90 pct. af landets stafetter har haft De 7 tegn-aktiviteter med, hvilket betyder, at flere end 65.000 danskere har mødt De 7 tegn på Stafet for Livet. Blandt andet i form af en De 7 tegn quizudflugt, der tester deltagernes viden om symptomer på kræft langs stafetruten og De 7 tegn Twisterspil, der udfordrer balanceevnen.

- Vi kan se, at mange deltagere på stafetterne både er blevet underholdt og har fået viden om De 7 tegn gennem de nye aktiviteter. Kombinationen af leg og læring har været en anderledes måde at formilde den her viden på, som flere forhåbentlig har lyst til at prøve af, siger projektleder på De 7 tegn Helene Burén.

De 7 tegn fortsætter i 2020
Nu er De 7 tegn trådt ind i sit 6. år. For på trods af de mange gode resultater er vi ikke i mål. Arbejdet med at få danskerne afsted til lægen kræver en vedvarende indsats, og derfor fortsætter De 7 tegn i 2020. Blandt andet med en national mediekampagne, hvor vi igen bruger Fars Dag den 5. juni som anledning til, at voksne børn kan minde deres fædre om at gå til lægen, hvis de oplever symptomer. Derudover er der også stadig rig mulighed for at have De 7 tegn materialer med til Stafet for Livet og andre lokale arrangementer.

Læs mere om De 7 tegn i gruppen på frivillig.dk, hvor der også kan findes inspiration til arbejdet med indsatsen.