Luk

Færre nye tarmkræfttilfælde

Der er fra 2014 sket en stigning i forekomsten af tarmkræft. Det er helt som forventet og skyldes, at man i 2014 indførte screening på området. Andelen af borgere, der rammes af tarmkræft er nu på vej ned igen.

4. januar 2018
Ib Lindstrøm, Frivilligindsats

Cancerregistret har netop offentliggjort tal for 2016 og her fremgår det, at andelen af befolkningen, der får tarmkræft nu er for nedadgående idet den ophobning, der knytter sig til, at screening blev indført, nu flader ud (figur 1). 

Når man iværksætter screening som det skete i forhold til tarmkræft i 2014 vil der blive opdaget ekstra mange tilfælde af kræft, når screeningsprogrammet starter. Kurven viser da også, at i 2014 og 2015 steg andelen*) af danskere, der fik en tarmkræftdiagnose sammenlignet med tidligere år.
*) Andel pr. 100.000 mænd/kvinder, aldersstandardiseret)

Med indførsel af screening vil der nemlig blive opdaget tarmkræft, som endnu ikke har givet kræftpatienten symptomer og derfor er ukendt for patienten. Det er godt for det betyder, at kræften ofte bliver opdaget på et tidligere stadie end hvis det ikke var fundet i forbindelse med screening. Og opdagelse på et tidligt stadie er som bekendt afgørende for kræftpatientens prognose.

Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg er med til at skubbe på for at få så høj en screeningsdeltagelse som muligt i forhold til tarmkæft. Det er naturligvis storartet. For screeningen betyder, at flere overlever tarmkræft og flere undgår at skulle leve med de alvorlige følger, der ofte knytter sig til at opdage tarmkræft på et senere stadie.

(Kilde – figur 1: Cancerregistret/Sundhedsdatastyrelsen – Rapport – Nye Kræfttilfælde i Danmark, 2016)

Denne artikel er en del af RegionsudvalgsNyt, januar 2018