Luk

Fantastiske frivillige: ”Kan vi undgå, at én får kræft, er det hele arbejdet værd”

Louise Knudsen kunne mærke, hun gjorde en forskel som frivillig i Kræftens Bekæmpelse, når hun var ’ude på gulvet’. Som da hun stod på gaden og målte unges kulilteniveau i blodet. ”Man kunne se på dem, at de blev overraskede over rygnings påvirkning af kroppen”.

22. januar 2019
FORENING & FRIVILLIGE

Det er, når man er ’ude på gulvet’, at man føler, man gør en stor forskel hos folk. Her står man ansigt til ansigt med folk og kan se i deres øjne, at de tænker over de ting, vi oplyser dem om, siger Louise Knudsen.

Som leder af ungegruppen i Odense Lokalforening koordinerede Louise Knudsen møder og skrev mails, men det var, når hun stod ude på gaden og oplyste folk om kræftforebyggende aktiviteter, at hun virkelig følte, hun rykkede noget.

"Det er, når man er ’ude på gulvet’, at man føler, man gør en stor forskel hos folk. Her står man ansigt til ansigt med folk og kan se i deres øjne, at de tænker over de ting, vi oplyser dem om, siger Louise Knudsen.

Hun husker tilbage på sit frivillige arbejde under 'Kys bedre Odense', som var et samarbejde mellem lokalforeningen og Odense Kommune. Målet var at oplyse de studerende i byen om konsekvenserne af rygning.

"Vi kunne virkelig mærke, at når vi snakkede med de studerende, gjorde det en forskel. Vi målte deres kulilteniveau i blodet. De blev så overraskede over rygnings påvirkning af deres egen krop, at de tænkte, ”shit man, har røgen virkelig den effekt? Jeg ryger kun vandpibe”. Dér rykker det virkelig noget for deres opfattelse af deres egne rygevaner."

I ungegruppen i Odense stod det kræftpolitiske arbejde højt på dagsordenen. Kampagner som Fuld af Liv, Stop HPV og Solkampagnen er nogle af de initiativer, som de har brugt mange ressourcer på.

Det hele værd
Alle de kræfter bliver brugt på at forebygge flere tilfælde af kræft, men også for at hjælpe nuværende kræftramte og deres familier. Det berører Louise Knudsen.

"Man tænker især over, at man hjælper kræftramte og deres familier, når man er ude med HPV-kampagnen. Vi skal formidle budskabet om, at det er så vigtigt at få den vaccine, og så kan man jo ikke undgå at tænke over, hvorfor det er så vigtigt at oplyse om, for kan vi undgå at bare én bliver ramt af kræft, er det hele arbejdet værd," siger Louise Knudsen.

Fællesskabet har stor betydning
Udover at støtte en god sag og hjælpe kræftramte og deres familier betyder fællesskabet en stor del i det at være frivillig i Kræftens Bekæmpelse. Ét af de tidspunkter, det kommer til udtryk på, er til det årlige Repræsentantskabsmøde.

Louise Knudsen nævner helt specifikt en situation til mødet, hvor Fighter, der har overlevet kræft, én efter én rejser sig op med et lys i hånden i den mørke sal.

"Det er helt vildt rørende fordi, at der er så mange, der mister liv til eller bliver påvirket af kræft. Mange kæmper mod kræft, og når man står til repræsentantskabsmødet og ser, hvordan lysene bliver tændt en efter en, så giver det virkelig en oplevelse af, at man er og løfter sammen om at bekæmpe kræft. Vores indsats som frivillige gør en kæmpe forskel", siger Louise Knudsen.

Hun er i dag projektkonsulent ved Stafet For livet i Kræftens Bekæmpelse og derfor ikke længere leder af ungegruppen, men fortsætter som frivillig til Landsindsamlingen.