Heroes of Hope er Stafet For Livets Globale anerkendelse af personer, som gennem deres kræftforløb og overlevelser har inspireret andre kræftramte ved at give håb, mod og vilje i kampen mod kræft.
Alle 29 stafetlande kan hvert år indstille Fightere, og vi er i Danmark rigtig glade for, at vi har fået hele fire danske udnævnelser i år. De danske Heroes of Hope hjælper med at udbrede budskabet om Stafet For Livet. Vi glæder os til samarbejdet, og til at de fire Heroes of Hope samt de øvrige Fightere vil fortsætte med at sprede glæde og håb.
Nu 27-årige Anne Gaardsdal var 25 år gammel, da hun blev diagnosticeret med en tumor i hjernen. Når Anne tænker tilbage, beskriver hun den tid som et år med masser af stråler og kemo og tusinde bivirkninger. Da hun hørte om Stafet For Livet første gang, var hun ikke i tvivl om, at hun skulle deltage – både som Fighter og frivillig. Om stafetten fortæller hun, ”Stafet For Livet har beriget mit liv på mange måder. Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker – både frivillige med masser af energi og et stort hjerte, Fightere og deltagere. For mit vedkommende er det vigtigste ved Stafet For Livet, at det forener mennesker i kampen mod kræft på en positiv og aktiv måde, og viser, at Fightere og pårørende ikke er alene, vi er en familie!”
44-årige Stine Henriksen har været på begge sider som både Fighter og pårørende. For 10 år siden mistede hun sin søster til kræft, og kun få år senere fik hun diagnosticeret den samme type kræft – navnlig modermærkekræft. For Stine gav konceptet om Stafet For Livet fuldstændig mening på grund af solidariteten i alle 24 timer. ”Personer med kræft kæmper ikke kun om dagen, faktisk er det nætterne, der er de hårdeste, ensomheden, frygten, smerterne – hver dårlig følelse bliver forstærket om natten, og alle dårlige følelser føles lettere når solen står op og en ny dag begynder”, fortæller Stine. Derfor tog Stine selv initiativ til at starte Stafet For Livet i Sorø fra bunden for tre år siden. Det var en kæmpe succes og stafetten har kun vokset sig større siden.
Denne artikel er en del af FrivilligNyt, februar 2018