Luk

For få kræftpatienter udskrives med genoptræningsplan

Genoptræning kan være afgørende for kræftpatienters velvære og funktionsniveau, men der er for få, som forlader sygehuset med en genoptræningsplan i hånden. Samtidig er der betydelige variationer imellem de fem regioner. 

28. august 2019
IB LINDSTRØM, FORENING & FRIVILLIGE

Særligt to regioner halter bagefter med genoptræningsplaner til kræftpatienter. Foto: Colourbox.

Når man har været igennem en kræftbehandling, kan man have behov for genoptræning. Det vurderes, at tre ud af 10 kræftpatienter har behov for at genoptræne, når de bliver udskrevet, men det niveau er vi ikke på endnu.

I det seneste års opgørelse af, hvor mange kræftpatienter, der udskrives med en genoptræningsplan i baglommen, er der kun registreret 165 flere genoptræningsplaner end det foregående år. Det vil sige en stigning fra 7.183 genoptræningsplaner til 7.348 planer.

Når der så korrigeres for, at der desværre også kommer flere og flere kræftpatienter år for år, er fremgangen i andelen, der forlader sygehuset med en genoptræningsplan i hånden, meget lille.

Udviklingen er gået i stå
Der har ellers været en nogenlunde pæn fremgang over en årrække, men udviklingen er gået i stå på et niveau, hvor cirka to ud af 10 kræftpatienter udskrives med den genoptræningsplan. Det bør være tre ud af 10, da det vurderes at være det niveau, der skal til, for at den andel af kræftpatienter, som har behov for træning, får dette behov tilgodeset.

Vurderingen af, hvad der er det rette omfang, understøttes af international litteratur. Og i de undersøgelser, hvor kræftpatienterne selv har svaret på deres behov for genoptræning (bl.a. barometerundersøgelsen) ses også, at omkring hver tredje peger på, at de har/havde et genoptræningsbehov.

Forskel på regionerne
Det lave landsgennemsnit dækker imidlertid over, at der er forskel imellem regionerne. Der kan noteres en synlig fremgang i andelen, der udskrives med en genoptræningsplan, i følgende tre regioner: Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland.

Ser man derimod på Region Hovedstaden og Region Sjælland, så går det den gale vej.

Især i de to regioner er der behov for at henlede regionspolitikere og ledende lægers opmærksomhed på, at genoptræning kan være afgørende for kræftpatienters velvære og funktionsniveau. Det er desuden vigtigt, at patienterne får genoptræningsplanen, inden de bliver udskrevet fra hospitalet. Planen fungerer nemlig som en lægelig henvisning til genoptræning, og dermed har man ret til at få gratis genoptræning. 

Udfordringer med registrering
Der er dog en mulighed for, at genoptræningssituationen er bedre, end tallene viser. Det hænger sammen med 'Sundhedsplatformen'.

Kræftens Bekæmpelses nyhedsbrev Regionsudvalgsnyt har tidligere været i kontakt med to ledende overlæger i Region Hovedstaden. De sagde samstemmende, at praksis, hvad angår genoptræningsplaner til kræftpatienter, som er færdigbehandlet, er uændret. Og derfor undrer de sig over faldet. De henviser til, at det må være registreringsproblemer i det relativt nye system – Sundhedsplatformen – der er årsagen til, at tallene viser tilbagegang.

Det kan ikke udelukkes, at de har ret. For sagen er den, at det er i Region Sjælland og Region Hovedstaden, at der ses tilbagegang i andelen af kræftpatienter, der får genoptræning. Og det er kun i disse to regioner, at man anvender den elektroniske patientjournal Sundhedsplatformen.

Imidlertid er Kræftens Bekæmpelse nødt til at forholde sig til de data, der er registreret - og ud fra de data ser det på landsplan altså ud til, at andelen af kræftpatienter, der udskrives med en genoptræningsplan, står stille. Tallet er direkte for nedadgående i Region Sjælland og Region Hovedstaden. Samtidig er det ikke dokumenteret, at det er Sundhedsplatformen, der er synderen.

Når vi fra barometerundersøgelsen samtidig ved, at der er kræftpatienter, der har et uopfyldt behov for genoptræning, så er der uanset hvad behov for at se på, om niveauet for genoptræning er for lavt.