Luk

Jacob blev rørt da to brødre kom ind med deres afdøde mors tøj

"Hvis man har tiden og kræfterne, så synes jeg også man har en forpligtelse til at gøre noget for andre." Sådan siger Jacob, der meldte sig som genbrugsfrivillig, da han gik på efterløn. Det har givet ham mange rørende oplevelser.

Jacob er galleriansvarlig i butikken.

Jacob Holm på 66 år har altid haft en plan for sit liv, så da han sidste år gik på efterløn vidste han også, at han ville tilbyde en humanitær organisation sin frivillige arbejdskraft. Med hjælp fra Google blev han ført i armene på Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Næstved. Og det har været en god oplevelse.

- Hver mandag morgen starter vi med at spise rundstykker og drikke kaffe og så vender vi ellers lige verdenssituationen, inden vi smøger ærmerne op og går i krig. En bedre start på ugen kan man ikke bede om. Og så er jeg så privilegeret, at jeg er på hold med fire fantastiske kvinder. Vi er et team og jeg nyder samværet med dem og kunderne selvfølgelig, fortæller 66-årige Jacob Holm begejstret om tilværelsen som frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Næstved.

På mandagsholdet er Jacob den galleriansvarlige. Det vil sige, at det er Jacob, der har ansvaret for at sortere, klargøre og prissætte alt, hvad der har med malerier, litografier, plakater og billeder at gøre.

- Jeg piller for eksempel private fotos ud af skifterammer, pudser glassene, prissætter dem og endelig sørger jeg for at de bliver stillet ud i butikken, så de er klar til at blive solgt. Vi får også masser af malerier og litografier ind, og nogle af dem kan godt have lidt værdi. Så bruger jeg tid på at researche på nettet, hvad de mon skal koste, fortæller Jacob.

Det har altid været Jacobs kongstanke at gøre en forskel for andre.

Det har altid været Jacobs kongstanke at gøre en forskel for andre. Foto: Lars Jessen

Google førte ham til Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik
At Jacob blev genbrugsfrivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik, skal hans "gode ven Google” have æren for. For udover at hans mor døde som 93-årig med, og ikke af, kræft, har han ikke som sådan et personligt forhold til kræftsagen.

- Jeg har altid haft en plan med mit liv. Så da jeg sidste år gik på efterløn, vidste jeg også, at jeg skulle arbejde frivilligt for en humanitær organisation, jeg vidste bare ikke hvilken og som hvad. Men så tog jeg fat i min gode ven ’Google’ og skrev ’frivilligt arbejde i Næstved’ i søgefeltet, og så dukkede Kræftens Bekæmpelse Genbrug op, fortæller Jacob og tilføjer:

- Så skrev jeg til Lars (red. butikkens distriktschef), som inviterede mig til samtale. Han sagde, jeg kan ikke tilbyde dig løn, men jeg kan tilbyde dig lige så meget kaffe du kan drikke. Og så spurgte han om der var et område jeg havde en særlig viden om, og så svarede jeg malerier.

- Jacob er altid i godt humør og ligetil, og han og de andre på holdet har det utrolig godt med hinanden. Jacob har galleri som varegruppe og er dedikeret til rammer og malerier, og han går op i det med liv og sjæl. Og så er det helt tydeligt, at han gerne vil gøre en forskel for andre, udtaler Lars Jessen, distriktschef for butikken.

Og netop det at gøre en forskel for andre, har altid været Jacobs kongstanke.

Jacob og hans fire fantastiske kvindelige friviligkollegaer.

Jacob er priviligeret at arbejde sammen med bl.a. Birgitte, Bente og Susanne. Foto: Lars Jessen

Vil gerne gøre noget for andre
- Hvis man har tiden og kræfterne, så synes jeg også man har en forpligtelse til at gøre noget for andre. Og det er nok også derfor jeg altid har været drevet af foreningslivet og altid har udført en eller anden form for socialt arbejde, siger han og fortsætter:

- I mine unge år som voksen var jeg håndboldtræner, men de sidste mange år og frem til idag, har jeg været en stor aktiv del af Næstved Sejlklub ved siden af mit job i TV2s salg- og marketingafdeling. I sejlklubben har jeg undervist børn og voksne i at sejle. I en årrække var jeg også en del af bestyrelsen. Og så er jeg mentor for en 10-årig dreng, som en del af Børns Voksenvenner, fortæller Jacob, som nu også kan tilføje genbrugsfrivillig til CV’et.

Nogle gange kommer man virkelig tæt på kunderne
Foruden at gøre en forskel for andre, samværet med de andre frivillige, fremhæver Jacob kontakten med kunderne, som er det, der driver ham.

- Nogle gange kommer man virkelig tæt på kunderne. For nylig kom der to drenge i midten af 20’erne med fire papkasser tøj. En kasse med dametøj i str. XL, en i str. L, en i str. S og så en kasse med helt nyt og ubrugt dametøj i str. XS. Det viste sig, at de var brødre og at tøjet var deres mors, som kort forinden døde af kræft. De ønskede at give både hendes brugte og ubrugte tøj videre til Kræftens Bekæmpelse. Det synes jeg var en meget fin og rørende tanke, fortæller Jacob.

Jacob kan også berette om en anden kundeoplevelse, som ligeledes har efterladt et stort indtryk på ham:

- Jeg husker tydeligt, at der kommer den her lidt ældre kvinde ind i butikken, som målrettet gik efter møbler. Hun fortæller, at hun ikke længere kunne have sin mand boende, da han skulle på plejehjem, og nu var hun taget i byen for at indrette hans nye hjem.

- De kunder glemmer jeg ikke lige foreløbig, afslutter Jacob.

Vil du også være genbrugsfrivillig?

Læs mere her