Luk

Kræftens Bekæmpelse: Sundhed og forebyggelse skal ind i valgkampen

Folketingsvalget bør også være et valg om sundhed og bedre forebyggelse. Vælgerne ønsker det – og dele af sundhedsområdet er nødlidende, siger Kræftens Bekæmpelses adm. direktør Jesper Fisker.

5. oktober 2022
Lise Bondesen, Kommunikation

Spørger man vælgerne, er sundhed og hospitaler det vigtigste valgtema. Det har flere målinger vist. I Kræftens Bekæmpelse håber adm. direktør Jesper Fisker, at politikerne er i trit med befolkningens ønsker. Sundhed bør være et vigtigt emne i valgkampen:

- Vi har mere end nogen sinde brug for, at man på Christiansborg tager taktstokken på sundhedsområdet, siger Jesper Fisker. 

- Corona sendte sundhedsvæsenet til tælling. De ansatte i sektoren håndterede krisen utroligt flot, men pandemien har været medvirkende til, at nogle områder i sundhedsvæsenet er nødlidende. Hospitalerne er hårdt pressede, der er lange ventelister, aflysninger og mangel på personale.

Læs mere: Det kan du gøre for kræftsagen under valgkampen 

Sundhedsreform og Psykiatriplan
S-regeringen har i år indgået en aftale om en sundhedsreform med flere partier. For nylig kom der også en Psykiatriplan. Det vil givetvis være med til at styrke sundhedsvæsenet, men er i sig selv ikke løsningen på alle problemer:

- Det er jo ikke sådan, at færre vil få kræft på grund af de politiske aftaler. Det betyder heller ikke, at der holder op med at være social ulighed i kræft. Og det mindsker ikke ventetiden på at komme i kræftbehandling, siger Jesper Fisker.

Hvis du er kræftpatient eller pårørende – eller ’bare’ vælger – anbefaler han, at du sætter kryds ved en politiker, der har konkrete bud på, hvordan man løser de store udfordringer i sundhedsvæsenet.

Sats på forebyggelsen
En af løsningerne er at satse målrettet på forebyggelse. Alt for mange dør af sygdomme, der kunne have været undgået. Hver dag får 40 i Danmark en kræftsygdom, som skyldes livsstil eller miljø, f.eks. tobak, uv-stråler eller alkohol.  

- Vælgerne på tværs af rød og blå blok ønsker at gøre meget mere på forebyggelsesområdet, f.eks. hæve prisen på cigaretter. På Christiansborg har der ikke været samme momentum, men jeg håber virkelig, at politikerne i valgkampen har modet til at stå frem og fortælle, om deres ambitioner for forebyggelse kan matche vælgernes, siger Jesper Fisker.

Ny meningsmåling: Vælgere klar til dyrere cigaretter

Sårbare patienter svigtes
Hvert år får over 45.000 mennesker i Danmark diagnosen kræft. Selvom sundhedssektoren er presset, får de langt de fleste en rigtig god kræftbehandling på sygehusene.

Men det, som foregår før og efter sygehuset, er i mange tilfælde ikke godt nok, og bør være et tema under valget, og når det nye Folketing er dannet og de nye sundhedsordførere fundet. Nogle får kræftdiagnosen for sent. Det gælder især sårbare patienter, som f.eks. har både har en alvorlig psykisk lidelse og kræft. Og så er der landet over udfordringer med at få kræftbehandlingen i gang rettidigt. Sådan har det været længe. Der kom for nylig nye tal frem om, hvor mange der får behandling til tiden. Det var det laveste tal, siden man i 2013 begyndte at måle det.

Nye landstal: Kræftpatienter venter for længe på behandling

Modige politikere
Kræftforløbet er ikke slut, når man er udskrevet fra sygehuset, og behandlingen er ovre. Mange rammes af senfølger. Det kan både skyldes sygdommen og den skrappe behandling. De får ikke alle den rette hjælp – eller hjælp overhovedet.

- Der er en geografisk ulighed. Nogle steder i landet er der bedre senfølge-tilbud end andre steder, konstaterer Jesper Fisker.

Tema: Senfølger efter kræft

- Dertil kommer den sociale ulighed. Den gennemsyrer hele kræftforløbet. Jo længere, du har gået i skole, eller jo mere du tjener – jo større chance har du for at overleve kræft. Sådan er samfundet og sundhedsvæsenet desværre skruet sammen. Skal der skal ændres på det, kræver det modige og visionære politikere. Jeg håber, de kommer i overtal på Borgen efter valget, siger Jesper Fisker.

FAKTA Mange kræfttilfælde kan undgås
Årligt får 14.235 danskere kræft pga. af tobak, uv-stråler, overvægt, alkohol og andre faktorer i livsstil eller miljø

Det viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse udgivet i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports

I undersøgelsen sætter forskere for første gang danske tal på, hvor mange kræfttilfælde, der kan forebygges. Tallene er i tråd med udenlandske opgørelser 

Læs mere: Vi kan forebygge 40 kræfttilfælde om dagen