Luk

Mies små superhelte samlede ind til kræftsagen: Meld dig og gør en forskel

’Tag nogle snacks med og kom afsted,’ lyder opfordringen fra Mie Isaksen, der sidste år samlede ind til kræftsagen sammen med sine to børn.

9. februar 2024
Frej Damm Bramming, Kommunikation

Indsamlingen var en rigtig god anledning til at tale med børnene om sygdom på en god måde, sige Mie Isaksen. Privatfoto

- En klokkeklar win-win-situation.

Sådan beskriver 34-årige Mie Isaksen beslutningen om tage sine børn med ud for at samle ind til Landsindsamlingen i april sidste år. Iklædt postkasserøde kapper med Kræftens Bekæmpelses logo på ryggen drønede 7-årige Flilippa og 4-årige Pilou rundt mellem parcelhusene i Vejle for at samle ind til kræftsagen.

En sag, som familien fik tæt ind på kroppen, da børnenes farfar fik knoglemarvskræft.

'Kapperne var et kæmpe hit og med til at gøre oplevelsen endnu sjovere', siger Mie Isaksen. Privatfoto

Tag nogle snacks med
Og de unge superhelte havde så god en oplevelse i 2023, at deres mor nu kommer med en klar opfordring til andre om at melde sig som indsamlere til Landsindsamlingen søndag 7. april.

- Se dog at komme afsted! Tag nogle snacks med og grib muligheden for at få noget kvalitetstid, motion og frisk luft, imens I samtidig støtter en utroligt vigtig sag. Jeg tror på, at børn har rigtig godt af at lære, at det kan føles rart at gøre noget godt for andre, siger hun.

Ligesom Mie kan du gøre en forskel for kræftramte og deres pårørende ved at melde dig som indsamler via dette link:
Kræftens Bekæmpelse Landsindsamling - vi kan alle være helte

Svært at tale om sygdom
Mie arbejder til daglig som sygeplejerske i Kriminalforsorgen, men holder i øjeblikket et års orlov for at passe sit andet job som influencer på fuld tid. På Instagram og Tik Tok viser hun familiens almindelige hverdagsliv frem for flere end 200.000 nysgerrige følgere.

Både som mor og sygeplejerske har hun oplevet, hvordan mange har svært ved at tale om alvorlig sygdom. Og lige netop her kan en konkret begivenhed som Landsindsamlingen være med til at løsne op for en svær snak, forklarer hun.

- Indsamlingen var en rigtig god anledning til at tale med børnene om sygdom på en god måde, fordi vi ude på ruten kunne tale om, at vi var med til at støtte folk i samme situation som deres farfar. Det tror jeg er rigtig sundt, siger hun.

Alle kneb gælder
Søskendeparret har trods deres unge alder været med ude for at samle ind flere gange før. For man kan lære meget af at banke på døre i lokalområdet, mener deres mor, Mie.

- Det er en rigtig god måde at lære at hilse pænt, se folk i øjnene og tale med folk i nabolaget. Og det er skønt at se, hvor hurtigt de bliver dygtigere og mere selvsikre, siger hun og tilføjer, at børnenes store indsats blev honoreret med masser af smil og flotte donationer til kræftsagen.

- Det er jo sjovt at følge med i, at bøtte bliver tungere og tungere, og alle tog rigtig godt imod os. Det er jo svært at stå for sådan nogle små lømler, og de var gode til at få folk til at donere. Men alle kneb gælder, når man samler ind til et godt formål, siger hun og griner.

'Det er skønt at se, hvor hurtigt de bliver dygtigere og mere selvsikre', siger Mie Isaksen. Privatfoto

Kapperne var et hit
Det var ikke nogen svær sag for Mie at overtale sine børn til at gå med ud og samle ind, da de så deres røde superheltekapper, som det igen i år vil være muligt at bestille hos Kræftens Bekæmpelse, inden man skal ud og samle ind.

 - De var helt vilde med dem! Børn elsker jo at klæde sig ud, og superhelte er i det hele taget meget populære herhjemme. Kapperne var et kæmpe hit og med til at gøre oplevelsen endnu sjovere.

Meld dig som indsamler nu via dette link Kræftens Bekæmpelse Landsindsamling - vi kan alle være helte