Luk

Ny app skal samle netværket omkring kræftpatienten

9 ud af 10 kræftpatienter har brug for hjælp og støtte i kræftforløbet. En ny app fra Kræftens Bekæmpelse har til formål at hjælpe kræftpatienter og deres nærmeste pårørende. Appen er netop lanceret og kan downloades gratis.

27. august 2018
Asger Bolvig, Fundraising & Medlemmer

Hverdagen bliver ofte sat på standby, og overskuddet til praktiske gøremål forsvinder, når en alvorlig sygdom som kræft træder ind i billedet. Sådan er virkeligheden for mange af de mere end 37.000 danskere, der årligt får konstateret kræft. Heldigvis har mange en omgangskreds, der gerne vil hjælpe, men som kan have svært ved at vide, hvad de konkret kan gøre.

Derfor har Kræftens Bekæmpelse netop lanceret en mobil app ved navn Sammenholdet.
Appen Sammenholdet er et gratis koordineringsværktøj, der skal gøre det nemmere for kræftpatienter og deres nærmeste pårørende at forbinde patienten med sin omgangskreds.

I appen opretter man et netværk, hvor man kan invitere venner, familiemedlemmer og bekendte ind, som står klar til at hjælpe med at aflaste under sygdomsforløbet. Her kan man oprette opgaver, som hjælperne i netværket kan byde ind på, såsom madlavning, børnepasning eller transport. Man kan også informere hjælperne i appen om sygdomsforløbet på en sikker og lukket platform.

Vi håber, I har lyst til at downloade appen eller anbefale den, hvis I kender nogen kræftramte eller pårørende, der kunne have brug for et digitalt hjælpemiddel til koordinering af hjælp.

Læs mere om appen her