Luk

Sidste år med HPV-ugen: Tak for jeres indsats!

For fjerde og sidste gang har frivillige gjort et stort stykke arbejde med at fortælle om HPV-vaccination under årets HPV-uge på apoteker landet over. Ligesom de foregående år har det været en succes, men tilslutningen til vaccinationen er nu så høj, at der ikke længere er brug for en HPV-uge. Blandt andet takket være det store frivillige arbejde.

16. september 2022
Forebyggelse & Oplysning

HPV-ugen er blevet afholdt for sidste gang, og endnu en gang har det været en stor succes. Omkring 60 apoteker og 20 af Kræftens Bekæmpelses lokalforeninger var med til at udbrede kendskabet til HPV-vaccinen. Desuden viser evalueringen af årets HPV-uge, at frivillige har haft gode oplevelser ude på apotekerne og synes, at apoteket er et godt sted at formidle viden om HPV-vaccination.

Flere frivillige oplever imidlertid også, at behovet for information om HPV-vaccination er langt mindre end tidligere. Kendskabet til HPV-vaccination er højt blandt forældre, og de fleste børn er i dag vaccineret. I dag er nemlig 90 pct. af både piger og drenge født i årgang 2008 påbegyndt HPV-vaccination.

I evalueringen påpeger flere frivillige, at en af de bedste ting ved årets HPV-uge var at blive bekræftet i, at så mange forældre og unge kender til HPV-vaccination og er vaccineret.

Godt samarbejde med apoteker
Også det gode samarbejde med apotekerne bliver fremhævet i evalueringen. HPV-ugen er nemlig et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Apotekerforening, som startede i 2019, hvor frivillige fra Kræftens Bekæmpelse og apoteker i Region Sjælland satte fokus på HPV-vaccination i en udvalgt uge.

Mængden af aktiviteter har været forskellig fra år til år, men i alt har der været 123 arrangementer om HPV-vaccination rundt omkring på landets apoteker. Her har frivillige haft en stand på eller uden for apoteket, hvor I har stået klar til at svare på spørgsmål og uddele materialer.

Flere andre apoteker har desuden haft info-materiale liggende, som de besøgende har kunne tage med hjem. I alle tilfælde er apotekspersonale blevet klædt på med viden om HPV-vaccination forud for ugen.

Forældre er ikke i tvivl længere
Med de mange lokale aktiviteter, har frivillige i Kræftens Bekæmpelse i høj grad bidraget til, at tilslutningen til HPV-vaccination er steget markant siden 2016, hvor vi så et stort fald i tilslutningen. Det siger vi stort tak for.

Fordi det går så godt med tilslutningen, blev informationsindsatsen ’Stop HPV – bliv vaccineret’ afsluttet med udgangen af 2021, og i år blev sidste gang HPV-ugen blev afholdt.

Der er stadigvæk rig mulighed for at læse mere om HPV-vaccination på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, og vi følger selvfølgelig fortsat med i tilslutningen til HPV-vaccination. Du kan altid finde de kommunale tilslutningstal i gruppen ’Stop HPV – bliv vaccineret’ her på frivillig.dk, hvor de opdateres halvårligt.

Gå til gruppen ’Stop HPV – bliv vaccineret’ 

Husk at du skal være logget ind på frivillig.dk og være medlem af gruppen for at se indholdet. Hvis du ikke er medlem, kan du anmode om at blive det.

Har du spørgsmål til HPV-indsatsen, kan du kontakte Julie Mortensen på jum@cancer.dk