Luk

Styrket opgaveløsning i afdelingen for Forening & Frivillige

Har du som frivillig tæt kontakt til medarbejdere fra Forening & Frivillige på Strandboulevarden, vil du måske bemærke, at der foretages en mindre organisationsændring. Formålet med organisationsændringen er at styrke opgaveløsningen og bruge ressourcerne endnu bedre til gavn for den frivillige indsats i Kræftens Bekæmpelse.  

9. maj 2019
Forening & Frivillige

Afdelingen Forening & Frivillige har tidligere bestået af to områder, hhv. Strategi & Udvikling og Involvering & Indsamling. De bliver nu lagt sammen til ét område.

Som følge af organisationsændringen nedlægges de to lederstillinger, som indtil nu er blevet varetaget af hhv. Lise-Lotte Wolff og Finn Christisen. Det har ikke været muligt at tilbyde Finn og Lise Lotte andre lederstillinger i Kræftens Bekæmpelse. Finn Christensen overgår til en stilling som chefkonsulent, mens Lise-Lotte Wolff er fratrådt hos Kræftens Bekæmpelse. Både Finn og Lise Lotte har gjort en kæmpe stor indsats for Forening & Frivillige og Kræftens Bekæmpelse, det skylder vi dem begge stor tak for.
Finn Christensen varetager ledelsen frem til d. 1. august, hvor den nye områdechef forventes at tiltræde.

For dig som frivillig er målet, at du vil få endnu bedre hjælp til dit frivillige arbejde og opleve en lettere kontakt til de rette medarbejdere på Strandboulevarden. Et tættere samarbejde mellem medarbejderne på Strandboulevarden vil samtidig betyde, at ressourcerne bruges endnu bedre.

Det videre forløb
I løbet af maj vil der blive slået et stillingsopslag op på cancer.dk, så vi kan ansætte en leder af det nye område.

Der afholdes samtaler i juni måned, hvor også en frivillig vil være med i ansættelsesudvalget. Målet er, at en ny områdechef tiltræder d. 1. august 2019. Hold gerne øje med opslaget og hjælp os med at sende det videre, hvis du kender en god kandidat til jobbet.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Charlotte Gerhauge på tlf. 28 99 01 30.