Luk

Vivian fortalte ansatte i Kræftens Bekæmpelse om sit frivillige arbejde

Det er en stor og meget alsidig indsats, frivillige gør i lokalforeningerne. Derfor var Vivian Steen-Knudsen fra Lyngby-Taarbæk Lokalforening inviteret til husmøde i Kræftens Bekæmpelse for at give ansatte et større indblik i det frivillige arbejde.

4. juni 2019
AF STINE LYNGHARD, FORENING & FRIVILLIGE
Husmøde i Kræftens Bekæmpelse

Vivian Steen-Knudsen fortalte om sit frivillige arbejde i Lyngby-Taarbæk Lokalforening. Foto: Stine Lynghard.

Mandag morgen strømmede det ind med medarbejdere i Kræftens Bekæmpelses kantine på Strandboulevarden. Med fyldte kaffekopper og gode kolleger omkring sig sad folk klar til det månedlige husmøde, og via videolink kunne ansatte rundt omkring på områdekontorerne også følge med.

På husmødet bliver aktuelle temaer og kampagner præsenteret, og administrerende direktør Jesper Fisker fortæller, hvad der optager ham. Og denne gang fik en frivillig også ordet.

Vivian Steen-Knudsen, formand for Lyngby-Taarbæk Lokalforening, var inviteret for at give medarbejderne et større indblik i, hvordan frivillige arbejder i Kræftens Bekæmpelse. Vivian havde særligt fokus på arbejdet med Røgfri Fremtid, men hun lagde ud med at fortælle, hvorfor hun begyndte som frivillig i Kræftens Bekæmpelse.

- Jeg har været gift med Michael i snart 20 år, og det er derfor, jeg står her. Min mand har haft kræft to gange, men er i dag kræftfri. Første gang, han fik konstateret kræft, var mine drenge henholdsvis 3 og 4 år, og det har betydet rigtig meget for mig, at jeg kan lægge mine frivillige kræfter her i Kræftens Bekæmpelse, for jeg ved, hvad det vil sige at være pårørende. Derfor er jeg også glad for, at pårørende er et punkt i vores aktivitetsplan, fortalte Vivian Steen-Knudsen, som har været formand for lokalforeningen i to år.

Møder med borgmesteren
Vivian fortalte videre om Lyngby-Taarbæk Lokalforening, hvor der er syv bestyrelsesmedlemmer i alderen 20-70 år, og de arbejder blandt andet med solkampagnen, Landsindsamlingen, Lyserød Lørdag, Knæk Cancer og en ny kræftcafé. Og så er der selvfølgelig Røgfri Fremtid, hvor der for tiden er rigtig stor succes med at få nye partnere med ombord. Det er i høj grad takket være frivilliges store indsats i hele landet, og i Lyngby-Taarbæk er Røgfri Fremtid også højt prioriteret.

- Jeg synes, at vi voksne har et ansvar for, at vores børn og unge ikke starter med at ryge, slog Vivian Steen-Knudsen fast på husmødet.

Hun har en god kontakt til borgmesteren, og Lyngby Kommune blev faktisk allerede partner i Røgfri Fremtid i 2017. Kommunen besluttede også at indføre røgfri skoletid inden 2020, men det er ikke indført endnu, og derfor forsøger lokalforeningen at presse på.

- Jeg mødes med borgmesteren 1-2 gange om året. Det handler primært om Lyserød Lørdag, men det forhindrer mig ikke i at tage en liste med andre ting med, som jeg gerne lige vil tale med hende om. Og én af de ting er Røgfri Fremtid, og vi er faktisk ret enige om, hvad der skal gøres. Men det betyder ikke, at vi bare kan få det gennemført, fortalte Vivian Steen-Knudsen.

Lokalforeningen i Lyngby-Taarbæk har derfor selv taget kontakt til skoler og ungdomsuddannelser og skrevet læserbreve for at gøre opmærksom på sagen.

Charlotte Gerhauge, afdelingschef for Forening & Frivillige, præsenterede Vivian og roste Kræftens Bekæmpelses 47.000 frivillige.

Det er foreløbigt lykkedes på egen hånd at få én af de lokale skoler til at indføre røgfri skoletid fra august 2019.

- Det var en stor succes at få én med, og så regner vi med, at inden for det næste halve år får vi alle med, fortalte Vivian.

Ros til materialer og områdekonsulenter
Ud over skolerne har Lyngby-Taarbæk Lokalforening kontaktet 29 sportsforeninger og virksomheder i lokalområdet for at høre, om de kunne tænke sig at blive partnere i Røgfri Fremtid. Lokalforeningen har efterfølgende været i dialog med ti af dem.

- Vi fik ret hurtigt en aftale med Lyngby Boldklub, og der er vi altid velkomne med en stand, når de spiller kampe, og så får jeg også lige en snak med nogle af de forældre, som står og tager cigaretpakken op af lommen. Så spørger jeg dem, om de ønsker, at deres børn begynder at ryge. Og det gør de faktisk ikke, fortalte Vivian, som også har oplevet, at samarbejdet om Røgfri Fremtid har åbnet døre til nye samarbejder om f.eks. Lyserød Lørdag.

Vivian Steen-Knudsen sluttede af med at takke Røgfri Fremtid-kontoret i Kræftens Bekæmpelse for fantastisk materiale, som hjælper frivillige til at løfte opgaven. Hun sendte også en stor tak til områdekonsulenterne, og så understregede hun, at lokalforeningen fortsætter arbejdet med Røgfri Fremtid.

- Vi er jo ikke i hus endnu. Vi håber, at vi kommer i hus inden for de næste fem år. Det arbejder vi hen imod, fortalte Vivian Steen-Knudsen, som fik et stort bifald fra de ansatte i Kræftens Bekæmpelse.