Gerda og Mirjam er levende beviser på, at det godt kan lade sig gøre, at passe ugentlige vagter i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Helsingør, selv om de har nedsat funktionsevne. Foto: Kim Steen Carlsen

- I skal ikke tro, at bare fordi, jeg har meldt mig som frivillig, så er det fordi jeg har fået kræft, kan jeg huske, at jeg sagde. Og så gik der lige nøjagtig et år, og så fik jeg gud hjælpe mig kræft.

Sådan lyder ordene fra 84-årige Gerda, som i 2005 meldte sig som den første frivillige i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Nordsjælland, der dengang lå lige ved Snekkersten Station.

Gerda var netop gået på førtidspension, og efter mange år som leder af et krisecenter for udsatte kvinder og børn, havde hun svært ved at forlige sig med bare at gå derhjemme og kukkelure.

-  Det var så sjovt at være med til at starte den forretning. Jeg var med til alt. Lige fra at samle skruer til at beslutte, hvor vi skulle sætte flaget, og så var det stedet, hvor alle kystbanesocialisterne kom og købte ”stationstøj”, fortæller Gerda begejstret om butikken, som siden rykkede til større lokaler i Prøvestenscenteret i Helsingør.

Kræft og tabet af børn
Efter et år som frivillig, fik Gerda desværre konstateret tarmkræft, men i det sekund, hun blev erklæret fri for kræft, var hun tilbage i butikken i fuld vigør. For sådan er Gerda – ikke til at slå ud. Måske fordi hun har oplevet det, der var langt, langt værre. 

- Jeg har mistet begge mine børn. Min søn var multihandicappet og døde som 23-årig. Min datter døde af en hjertefejl som 51-årig. Jeg kan savne dem, jeg kan tænke på dem, og jeg kan tage på kirkegården. Men alt, hvad jeg ikke kan gøre noget ved, har jeg en evne til at deponere, fortæller hun.

84-årige Gerda kunne ikke drømme op at stoppe med frivilligarbejdet bare fordi hun sidder i kørestol. Foto: Kim Steen Carlsen

Aldrig et problem at sidde i kørestol
Gerdas pragmatiske livsfilosofi kom hende til gode, da hun for fem år siden fik udsigt til et liv i kørestol.

-  Jeg var begyndt at gå dårligt og skulle have en ny hofte. Men under operationen fik jeg skåret iskiasnerven over. Det var en fejl, og det var da ærgerligt, men lægerne gjorde det jo ikke med vilje. Og det har aldrig været et problem at sidde i kørestol, forsikrer Gerda og tilføjer:

-  Mange tror, man skal have en masse kræfter for at være frivillig i butikken. Det passer ikke. Det vigtigste er, at du har lyst til at give en hånd med, så skal det nok gå. Jeg kan altså sagtens sidde ude bagved og sortere og klargøre smykker. Jeg kan også sagtens tage nogle smykker med hjem og sætte prismærker på i weekenderne.

Godt nok har Gerda måttet vinke farvel til sine elskede vandreture i fjeldene, og sportsgrenene golf, badminton og tennis har kørestolen da også sat et endeligt punktum for. Men de ugentlige vagter i smykkeafdelingen i butikken derimod – dem har der ikke kunnet være tale om at give afkald på.

- Det er så meningsfyldt for mig. Hvis noget ikke er meningsfyldt, så ville jeg slet ikke gide. Jeg får meget ud af at være her i butikken. Folk er så rare. Jeg kommer ud og får set nogle mennesker, samtidig med, at jeg støtter kræftsagen, siger Gerda, som bliver kørt til og fra arbejdet som frivillig ved hjælp af en flextrafik-busordning.

Også Gerdas frivilligkollega, Mirjam, sidder i kørestol og passer sine frivilligvagter i smykkeafdelingen. Foto: Kim Steen Carlsen

Mirjam sidder også i kørestol og er frivillig
Gerda er dog ikke ene om at være frivillig kørestolsbruger i butikken i Helsingør. Også 63-årige Mirjam, Gerdas frivilligkollega, bruger kørestol – omend det kun er midlertidigt.

- Jeg havde en lang periode, hvor jeg ikke havde noget arbejde, og så gik jeg meget i genbrugsbutikker for hyggens skyld. Indimellem overvejede jeg da også, om jeg skulle blive frivillig. Men jeg ville ikke være i en butik, hvor der lugtede brugt, eller hvor der kun var gamle damer, der talte om sygdom, griner Mirjam.

Da Mirjam en dag stødte på Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Prøvestenscenteret, var det kærlighed ved første blik. Butikken var alt andet, end det hun frygtede. Der var rent og pænt og lugtede på ingen måde brugt, og hun kunne straks fornemme, at der var en god atmosfære blandt de frivillige. Så hun tog mod til sig og spurgte, om de manglede frivillige. Det gjorde de.

Har du også lyst til at blive genbrugsfrivillig?

Kræft tæt inde på livet
Da Mirjam var 20 år, fik hendes mor brystkræft, og da hendes far var meget ude at rejse i den periode, og da Mirjam samtidig var den ældste i søskendeflokken, blev det en selvfølge, at hun måtte tage sig af sin syge mor.

-  Jeg kørte hende til strålebehandling og havde i det hele taget hende og kræften på meget tæt hold. Min mor overlevede, men min moster døde af kræft, så jeg var motiveret for at arbejde for netop Kræftens Bekæmpelse, fortæller Mirjam. Hun startede i tøjafdelingen og kom senere på smykkeholdet sammen med Gerda. Derudover er Mirjam også talsperson og ansvarlig for butiksvinduerne og ginernes udseende.

 - Jeg har været så glad for det, lige siden jeg startede for godt fire år siden. Både at kunne gøre noget godt for cancer, og at sørge for at butikken ser godt ud. Men også de mange gode snakke med de andre frivillige, gør mig glad. Og Gerda og jeg kommer meget godt overens. Vi laver sjov og ballade sammen. Og har meget til fælles. Vi elsker begge naturen og fjeldene. Vi vil ikke undvære hinanden, og jeg besøger hende også privat, fortæller Mirjam og forsætter:

-  Og så elsker vi begge genbrug. Jeg køber rigtig meget. Mest tøj eller isenkram. Det var lidt sjovt, for lige inden min ulykke kom jeg til at foretage et impulskøb i butikken. Jeg købte mig en badeskammel. Jeg fortrød hurtigt igen og tænkte: hvorfor skulle jeg dog købe den, jeg skal jo ikke bruge den. Få dage efter brækkede jeg min fod, og nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden den badeskammel.

Butikken er også en udflugt
På en gåtur i skoven med gravhundeklubben tidligere på året faldt Mirjam over en gren, som desværre kostede hende både en brækket fod og et overrevet ledbånd. Som konsekvens heraf, sidder hun nu i kørestol og skal formentligt gøre det det næste halve år.

-  Når man er vant til gå 7-10 km om dagen, så kan man da godt blive lidt trist over ikke at kunne det længere. Men til gengæld kan jeg sidde i butikken og hjælpe til. Det er jo også en måde at komme ud og være social. Det giver mig meget. Vi har det så godt. Hvis ikke jeg havde butikken, ville jeg kede mig og være ulykkelig, siger Mirjam, som får hendes mand til at køre hende de 12 km, hun har til og fra butikken.

- At have frivillige som Mirjam og Gerda er en stor fornøjelse, udtaler distriktschef for Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Nordsjælland, Kim Steen Carlsen.

Gerda og Mirjam håber, at de kan inspirere andre kørestolsbrugere eller andre med nedsat funktionsevne til at blive frivillige for Kræftens Bekæmpelse. De føler sig nemlig overbeviste om, at det vil give folk livskvalitet at komme ud blandt andre og have noget meningsfyldt at tage sig til i stedet for bare at være lænket til kørestolen derhjemme.

Livsbekræftende og inspirerende
- At have frivillige som Mirjam og Gerda er en stor fornøjelse, siger distriktschef for Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Nordsjælland, Kim Steen Carlsen og uddyber:

- Det er livsbekræftende og inspirerende at se dem begge knokle på trods af deres nedsatte funktionsevne. Heldigvis er det for Mirjam en midlertidig tilstand, men i vores butikker er der plads til frivillige med nedsat funktionsevne. Vi forsøger at tilpasse arbejdsopgaverne og arbejdspladsen så godt som muligt.

Ønsker du at blive frivillig ligesom Gerda og Mirjam? Så kontakt Tune Friis på tlf.: 40 26 16 16 eller skriv til  tf@cancer.dk 

Læs også om Dolores, som arbejder frivilligt trods nedsat funktionsevne

I april 2023 døde Gerda af en infektion, der opstod efter et fald i hendes eget hjem.